Selv om ’The Leftovers’ med rette er blevet hyldet af kritikerne gennem sine første to sæsoner, har dalende ratings skabt usikkerhed omkring seriens fremtid på HBO. Nu kan fans af serien dog ånde lettet op – sådan da.
For nok har HBO givet grønt lys til en ny sæson i kølvandet på anden sæsons overrumplende finale, men kabelstationen annoncerede samtidig, at serien lukker og slukker efter tredje sæson.
Ifølge såvel seriens skaber Damon Lindelof som HBO er beslutningen om at sætte punktum i den kommende sæson taget på baggrund af kreative snarere end kommercielle overvejelser. Uanset hvad må man håbe, at Lindelof har større held med at binde de sidste sløjfer i ‘The Leftovers’, end han havde i ’Lost’.