I denne uge afsluttede ’The Leftovers’ en overrumplende sæson 2 med nye voldsomme overraskelser. Hvad var op og ned – og var det godt? Vores filmredaktør Jacob Ludvigsen og anmelder Mathias Ravn har fulgt manuskriptforfatter Damon Lindelof siden de glade ’Lost’-dage og diskuterer sig her frem til meningen med hans aktuelle HBO-serie om en verden, hvor to procent af befolkningen er forsvundet. Til sidst giver de hver deres karakter til hele den nye sæson.
Jacob: Undskyld forsinkelsen, Mathias, jeg døde i går og skulle lige karaoke myself ud af skærsilden.
Mathias: Jeg så dit opkald lidt for sent. Noget med en hjælpende hånd til en Simon & Garfunkel-duet? Men du endte måske med noget af Simons solomateriale?
Jacob: You Can Call Me Al! Jeg tror, Justin Theroux og jeg har en dyster postapokalyptisk fremtid sammen på en slibrig japansk karaoke-bar. Måske Bill Murray vil være med. Men altså. ‘The Leftovers’ er slut, og måske vi skal starte her, med det vel nok mest kontroversielle valg i en sæson fuld af overraskelser. Kevin døde, ikke bare én, men måske to gange. Fungerede det – og var det alt sammen i hans eget hoved, eller har serien nu (modsat første sæson) overgivet sig til det metafysiske?
Mathias: Jeg læser det som metafysik. Jeg var ret skeptisk umiddelbart efter afsnittet, hvor Kevin skal afregne sit udestående med Patti én gang for alle (i ‘International Assassin’). Jeg kan ret godt lide overraskelsesmomentet (Patti i skikkelse af den lille pige) og det dilemma, han placeres i, men hele rammen føltes bare ikke som et ordentligt match – hotellet, kontorerne, parkeringskælderen.
Det er helt klart intentionen, at stilbruddet skal være så rent og udtalt, men det spillede nok ikke helt for mig. Og derfor er det lidt underligt, at jeg egentlig meget godt kunne lide, at hotellet dukkede op én gang til? Hvordan havde du det med den tur-retur-sløjfe?
Jacob: I første omgang hadede jeg, at hotellet dukkede op igen. Sidder Lindelof fast i en keep your darlings-rille, tænkte jeg. Men som så mange gange før tog han fusen på mig – og reddede den i land med den grundlæggende humoristiske absurditet, der var i sekvensen (karaoke, for fanden, og alvorsmanden Kevin i akavet udfoldelse). Her er en serieskaber, der tager chancer, og det kan jeg kun tage hatten af for – selvom ‘International Assassin’-afsnittet heller ikke rigtigt faldt i min smag. Rammen virkede på en måde undervældende, selvom det var så overrumplende.
Men det er jo karakteristisk for, hvordan ‘The Leftovers’ i denne sæson har varieret den dystre stemning med et lettere tråd, indvarslet allerede i country-titelsekvensen, som er markant anderledes end Max Richter og renæssance-malerierne fra den første. Det har klædt den!
Mathias: Der er et enormt interessant sammenspil mellem Richter-temaet, der dukker op i de mest højspændte, klimaktiske situationer, og så det helt enormt forskelligartede score, der hele tiden stjæler seerens opmærksomhed i stedet for at placere sig i baggrunden – det føles som en helt anden brug af musikken end i lignende serier?
Jeg er helt enig i forhold til karaoke-scenen. Det føles set i bakspejlet som en lille genialitet, fordi karaoke som disciplin spiller på alle de fineste elementer i Theroux’ portræt af Kevin. Og som et slags call-back til brugen af ‘Where Is My Mind’ tidligere i sæsonen – som også gentages i finalen – der i én eller anden forstand også mærkes som karaoke, fordi musikken er diegetisk og spiller inde i Kevins hoved og i den grad fortæller om hans uforklarlige vrede og følelse af at stå på sammenbruddets rand.
På den måde ender Paul Simon-nummeret med at samle den op, og så er pointen vel, at Kevin endelig har fundet meningen med tilværelsen? Eller hvad?
»Jeg græd, da Mary vågnede op«
Jacob: Interessant at ‘Where Is My Mind’ – kendt fra ‘Fight Club’ – har fået en tv-renæssance denne sæson, den spillede jo også en stor rolle i sidste afsnit ‘Mr. Robot’. Begge steder fungerer den forbløffende godt.
Mathias: Og ‘Where Is My Mind’ rammer måske i det hele taget den tonalitet, der sigtes efter i ‘The Leftovers’, fordi nummeret rummer yderpunkterne i seriens følelsesspektrum – lige fra det stille, eftertænksomme og sørgmodige til den buldrende, ustoppelige, objektløse vrede, der lurer under overfladen hos seriens desillusionerede karakterer.
Jacob: Men ja. Meningen. Meningen. Hvad fanden er meningen? Der var en slags bibelsk forløsning i sidste afsnit for flere af de bærende karakterer. Det går op for Kevin, at han faktisk elsker sin familie. At han faktisk kan være i sit liv, selvom alt er fucked. Og Matt får endelig valuta for sin urokkelige tro. Donna (well, det hed hun i ‘The West Wing’) vågner op til dåd. Måske har det været en sæson om, hvordan lykken nok skal komme til dem, der lider nok for den? Cheery!
Mary – nu gravid og langt mindre hjernedød.
Mathias: Jeg græd, da Mary/Donna vågnede op. Jeg er glad, når Christopher Eccleston er glad! Og ja – mange forløsninger. Den grumme, grumme John, der ellers som karakter føles en lille smule uforløst, fordi Murphy-familien glider lidt (for meget!) ud af billedet i sæsonens midte, har også en redemption-scene til sidst. Mange løse ender bindes sammen – er der mon kalkuleret med risikoen for, at det ikke bare er en sæsonfinale, men også seriens finale?
Jacob: Jeg håber det ikke, og efter sigende kæmper Damon Lindelof lige nu for dens liv. Ingen serie har som ‘The Leftovers’ fucket mig op i år. Fra den ‘Tree of Life’-agtige startsekvens med urkvinden og babyen (det gjorde ondt i en nybagt far) til Megs nøje gennemtænkte og gennemførte stunt i slutafsnittet.
Mathias: Jeg knuselskede åbningsscenen. Som for mig bare bekræfter din konstatering af, at Lindelof har et uforligneligt mod, når der skal satses stort med risiko for den totale maveplasker.
»Tom og Laurie føles altså lidt som spildtid«
Jacob: Ja, men jeg synes for det meste, det var et flot udført hovedspring denne gang. Lindelof gør noget dristigt og forfriskende (som mange andre serier kunne lære noget af, *host* ‘Game of Thrones’ *host*), når han så ofte koncentrerer afsnittene om ét eller maks. to hjørner af ensemblet. Afsnittet med Matt uden for Miracle var en opvisning i tv-fortællekunst, og han formåede at bringe både Meg og Laurie tilbage i spil, så det ikke føltes fortænkt.
Jeg var forbløffet over, hvor suverænt han fik alle trådene, som i perioder så ud til at bevæge sig meget fjernt fra hinanden, til at hænge sammen til sidst.
Mathias: Jeg er fuldstændigt enig i det første og mere splittet i forhold til det sidste. De to afsnit, der udelukkende følger Matt – ét per sæson – er efter min mening præget af et fortællesprog, der er i en helt anden kategori end de fleste af seriens afsnit. Der er en ‘Breaking Bad’-agtig fortælleøkonomi, der sliber scenerne helt ned, og Christopher Eccleston fortjener al den ros, man kan kaste efter ham for portrættet af Matt. Måske mest af alt fordi denne figur – den manisk troende – er Lindelofs fineste? Jeg tænker Locke i ‘Lost’?
Jacob: Ja, Matt er ‘Locke’. Kevin er Jack. Jeg savner Hurley.
John Murphy (tv.) tror ikke på mirakler i Miracle. Det gør præsten Matt Jamison til gengæld.
Mathias: Me too! Jeg kunne godt lide Megs comeback og idéen om konvertitten, der ender med at være endnu mere fanatisk end dem, som rekrutterede hende. Men Garvey-familiens rolle i sæson 2 føles ikke helt væsentlig nok i mit univers. Kevin og Matt er vigtige gengangere, men sidehistorierne med Tom og Laurie føles altså lidt som spildtid, og Jills rolle som stedfortræder for en ungdomsgeneration, der slet ikke kan finde det rigtige ben at lande på, erstattes vel reelt af Evie.
Jacob: Godt du nævner ungerne! Tom – what’s up with that, vil jeg og M.I.A. gerne vide? Jeg må indrømme, at jeg blev forvirret over hans passive medløberi i Meg-kulten. Hun voldtager ham (interessant, at det ikke bliver italesat som sådan), men han tager ikke rigtigt på vej. Og fra at have dedikeret sit liv til at redde folk fra The Guilty Remnants ser han bare til (og redder baby Jesus), mens de udfører deres performance-terror. Hvad er det, jeg ikke forstod?
Mathias: Tom og Jill er fremragende eksempler på karakterer, der ikke vil noget. De er der bare. Det er altså ikke godt drama. Jeg vil meget hellere høre mere om Michael, som er meget tæt på at ende i samme bås, men virker langt mere interessant. Jeg ville elske en sæson 2, der bare startede og sluttede i Jarden og fokuserede mere på Murphy-familien.
»De sidder bare og klager lidt. Og venter. Og klager lidt mere«
Jacob: Men nu skal du ikke lave en Lindelof på mig og undvige de klare svar. Hvorfor følger Tom med Meg? I want answers!
Mathias: Du kan få nogle flere spørgsmål, kan du! Da Meg kritiserer ham for at sjoske retningsløst rundt, siger Tom, at han bare følger efter hende. Og det er vel meget sigende for hans opførsel i hele sæson 2. Han skal primært med til Jarden – eller til lejren lige uden for Jarden – for at afsløre de tre bortløbne pigers fortsatte eksistens for seeren. Ret belejligt, ikke? Det holder altså ikke, Lindelof.
Jacob: Nu ikke så sur. Men mens vi kredser om den storrygende grød. The Guilty Remnants var jeg ikke voldsomt begejstret for i første sæson. Jeg synes, de er ok spændende som koncept og kan godt se dem fungere i bogforlægget med stærk symbolistisk værdi på alle niveauer. Men i en lang tv-fortælling er det svært at overbevise om, at det er netop den trosretning, folk ville vælge efter en så uforståelig katastrofe. Den sultne appetit på nikotin kombineret med den puritanske tavshed. Jeg køber den ikke rigtigt.
Så jeg var egentlig lettet, da sæsonen flygtede langt væk fra dem (troede man), og Miracle som setting var virkelig et mindre mirakel for serien. Så dukkede Patti op, og jeg var lige så desperat for at slippe af med hende, som Kevin var. (Men jeg hader også, når folk snakker med de døde på tv, så meget, at jeg har skrevet en hel kommentar om det).
I sidste ende var jeg så ret begejstret for Megs alternative version af kulten, hvor det passive blev aggressivt. Megen splittelse om the living reminders herfra. Dig?
Liv Tyler som den passivt-aggressive Guilty Remnants-skurk, Meg.
Mathias: Jeg har det på samme måde. En protestbevægelse, der markerer deres utilfredshed med deres blotte tilstedeværelse, ikke har noget egentligt end game og end ikke taler (!!!) må være en manuskriptforfatters værste mareridt. Jeg mangler, at The Guilty Remnants bruges indefra som en bevægelse, der inkluderer og ekskluderer mennesker, som i denne inklusion/eksklusion har noget på spil.
Serien igennem shopper folk bare lidt ud og ind af organisationen, uden at det får de store konsekvenser for dem – Toms råbende tilbagevenden som det seneste og grelleste eksempel. Derfor var der også så meget potentiale i Jarden som eksklusivt minisamfund og i John Murphy-karakteren som den her absurde selvtægtsmand, der ikke tolererer mennesker, der tror på mirakler – i miraklernes by.
Jacob: Det fik dog en slags konsekvenser for ham tidligere? Lex voldtægt.
Mathias: Ja. Men The Guilty Remnants er lidt ligesom at se ‘Lost’ med Shannon og Claire som de eneste øboere. De sidder bare og klager lidt. Og venter. Og klager lidt mere. Og venter lidt længere.
»Montagen med Matts daglige ritualer var fantastisk«
Jacob: Åh, ‘Lost’. Men ja, John var en virkelig vellykket karakter i de første afsnit, men han gled rigtigtnok ud i midterstykket. Hvilket vel så er konsekvensen af Lindelofs ret konsekvente fortællevalg i de enkelte afsnit. Man kan ikke få det hele.
Mathias: Og det er også fair nok. Men så må man droppe Laurie, Tom, Jill og – for nu også at trække hende med ind i det dårlige selskab – Nora, som slet ikke har de nuancer i sin splittelse, som hun har i sæson 1.
Jacob: Nooooo, ikke Nora! Elsker Nora, hun var første sæsons bedste karakter, men blev lidt tilovers (get it?) i denne sæson. Hun vender stærkt tilbage, jeg ved det. Men nu du siger ‘Lost’. Lad os lige fremmedgøre alle læsere, der ikke hoppede med på Lindelofs gamle øhop. Der er jo mange paralleller. Men jeg synes overordnet, at Lindelof har undgået mange af fortænkte mystificeringer, ‘Lost’ farede vild i. Det virker, som om han har bedre greb om den interne logik i universet.
Den nye familien Garvey – Jill, hund, Nora og Kevin.
Mathias: Ja. Enig. Og han koncentrerer de store spørgsmål omkring the departure som det her fænomen, der forgrener sig og har konsekvenser ud i det uendelige, men de andre deus ex machina-indslag som for eksempel jordskælvene i sæson 2 fastholdes som realistiske, eller i alt fald plausible, størrelser, som ikke mytologiseres og mystificeres ligesom den sorte røg eller den berømte knap i ‘Lost’. Der er ét stort mytologisk fænomen, der understøttes af andre indslag, men de andre indslag iscenesættes ikke med et lag af suspense, som det er tilfældet i ‘Lost’.
Jacob: Og så har han taget den originale fortælleteknik til et nyt niveau, godt hjulpet af nogle ekstremt dygtige episodeinstruktører, særligt Mimi Ledler (der bl.a. instruerede første og sidste afsnit) og Craig Zobel. Montagen med Matts daglige ritualer var fantastisk og fik mig til at tænke på introduktionen til Desmond i ‘Lost’. Lindelof er ekspert i overrumplende anslag – i at rive os ud af seriens velkendte univers, så vores nysgerrighed på, hvad i alverden der foregår, når bristepunktet.
»Jeg er fanget i limbo mellem fire og fem stjerner!«
Mathias: Det er nemlig en fremragende montage. Og Lindelof er god til at trække persontegningerne enormt hårdt op i sine præsentationer. Karaktererne slås med principielle eller religiøse filosofiske spørgsmål, der ikke kan adskilles fra deres mondæne forpligtelser, og det sættes i spil lige fra starten.
Præsten Matt kæmper med sin tro. Politimanden Kevin har problemer med at se forskel på rigtigt og forkert. Psykologen Laurie melder sig ind i en kult i stedet for at se sine dæmoner i øjnene. Brandmanden John er en urostifter, en bølle – en firestarter snarere end en firefighter. Karakterer og deres konflikter passer sammen som fod i hose.
Jacob: Nu du siger jordskælv, i øvrigt, så er han (og hans folk) til gengæld ikke blevet bedre til at skabe troværdige rystelser! ‘The Leftovers’-skælvet minder skræmmende meget om de berygtede time jump-sekvenser i femte sæson af ‘Lost’, hvor det også bare lignede, at fotografen rystede kameraet. Some things never change.
Mathias: Måske er det en malplaceret ode til no-budget-katastrofefilm. Men det er det nok ikke.
Jacob: Alright, lad os runde af. Generelt virker du en smule mere skeptisk end mig. Men lad os ikke forfalde til kryptiske konklusioner. Vi skal sætte stjerner på, reducere kunst til tal, goddammit!
Jeg ville give anden sæson fem stjerner. Trods visse hickups har det været et dejligt mindfuck. Og den vil også noget. Dens behandling af, hvordan verden ville se ud, hvis en så utrolig hændelse fandt sted, er tankevækkende, synes jeg. Den sætter i hvert fald mine tanker i gang om det liv, vi hver især vælger. Men Mathias, jeg ved, du ikke er meget for det: Stjerner? Din yderste dom?
Mathias: Det er altså ikke nemt. Jeg er fanget i limbo mellem fire og fem stjerner. Skal jeg iføre mig lejemorderens sorte jakkesæt og smide følelserne fra mig eller den godtroende politimands uniform og belønne mod og store ambitioner? Jeg napper den sidste løsning og stiller mig op foran mikrofonen. Fem stjerner! Og så er tiden måske inde til den Simon & Garfunkel-duet?