Lyt til Soundvenue Filmcast: Den storhypede ‘Under sandet’, Joachim Trier og den farefulde filmfærd til USA

Det danske drama ’Under sandet’ har fået så stærk medvind i udlandet, at instruktør Martin Zandvliet allerede er hyret til at lave sin første Hollywood-film med Liam Neeson i hovedrollen.

Han er langt fra den første skandinaviske succesinstruktør, der tager turen over Atlanten – og såvel ’Under sandet’ som nordiske instruktørers farefulde Amerika-færd er i fokus i den nye udgave af Soundvenue Filmcast.

I ’Under sandet’ spiller dansk films hotteste navn, Roland Møller, en dansk sergent, som får til opgave at lede et kompagni af purunge tyske krigsfanger, der skal rydde miner på den jyske vestkyst efter Anden Verdenskrigs ophør. Og kan Zandvliets meget anderledes take på krigsfilmgenren så leve op til hypen?

Det diskuterer vi, før vi bevæger os videre til en anden af Nordens mest markante filmskabere: Joachim Trier, hvis ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’ har fået filmfans på stribe til at falde i svime. Nu debuterer han på engelsk med den amerikanske ’Louder Than Bombs’, der har Jesse Eisenberg, Gabriel Byrne og Isabelle Huppert på plakaten. Klarer han springet, som så mange instruktører før ham har knækket nakken på? Og hvad skal der egentlig til for ikke at blive opslugt af amerikansk films pengefikserede kynisme?

Det kommer vi alt sammen omkring, men allerførst skal vi lige runde den opsigtsvækkende lukning af TV 2’s ’Norskov’, og så udstiller vi vores uvidenhed i den faste hurtigrunde, ligesom vi anbefaler gode oplevelser fra streamingtjenesterne.

Denne episode af Soundvenue Filmcast er præsenteret i samarbejde med Viaplay og serien ‘Empire’ – læs mere HER.

Abonnér på Soundvenue Filmcast via iTunes – eller lyt til den nye udsendelse HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af