Jon Stewart dukkede for nyligt op på sin gamle hjemmebane i ‘The Daily Show’-studiet for at advokere for fornyelsen af den såkaldte Zadroga Act, der finansierer behandlingen af de arbejdere, som blev syge i ruinerne af World Trade Center. I går aftes var han på en lignende mission i Stephen Colberts ’The Late Show’.
Stewarts tidligere lærling var dog utilfreds med hans tørre opremsning af emnet og bad ham om at skrue op for ’Trump-faktoren’ – i bogstavelig forstand. Snart havde han udstyret den abdicerede ‘Daily Show’-vært med en gyselig Donald Trump-paryk samt en aparte ansigtsmaske af cheetos, fordi, som han påpegede, de amerikanske medier automatisk går i selvsving over »all things Trump«.
Til sidst bukkede Stewart under for presset og leverede sit budskab som en socialt bevidst pendant til Donald Trump.