Findes sandheden fortsat derude? Det spørgsmål bliver besvaret, når Mulder og Scully vender tilbage i ’The X-Files’ efter 14 års fravær på tv-skærmen i form af en seksepisoders miniserie, som herhjemme kan ses på Viaplay fra på torsdag den 28. januar.
Men kan man stå på, selvom man ikke er minutiøst velbevandret i ’The X-Files’-universet? Hvorfor blev serien så stort et hit? Hvad handler den egentlig om? Hvad er hoved og hale i seriens omfattende mytologi? Og hvem af de gamle vender tilbage?
Vi gør dig klar til den nye sæson, så du ikke behøver se eller gense de første 201 episoder først.
1. The basics: Hvad er ’The X-Files’?
Chris Carter fik i 1992 til opgave at skabe en ny tv-serie fra bunden for 20th Century Fox. Carter fandt inspiration i sine egne barndomsminder, nemlig de overnaturlige serier ’The Twilight Zone ’ og ’The Night Stalker’, og skævede samtidig til sensationen ’Silence of the Lambs’, der i 1992 havde gjort rent bord ved Oscar-uddelingen med to FBI-agenter som hovedkarakterer.
Fundamentet var lagt til ’The X-Files’, der i 1993 debuterede på Fox, og som skulle vise sig at blive en så stor succes, at serien løb helt frem til 2002 og fik ni sæsoner og en film – efterfulgt af endnu en film i 2008.
Carter krydrer agent-thrilleren med stærke science fiction-træk og den, på daværende tidspunkt, kulørte horrorgenre i ’The X-Files’, der på dansk blev døbt ’Strengt Fortroligt’. I centrum står to agenter: Fox Mulder, der er blevet gemt væk i FBI’s kælder på grund af hans alternative teorier, der involverer det paranormale og overjordiske eksistenser. Og den jordnære Dana Scully, der med sin medicinske baggrund danner modvægt til Mulders flyvske arbejdsmetoder i de uopklarede og henlagte sager, de såkaldte X-files.
2. Hvad gjorde serien anderledes?
’The X-Files’ kom i efterdønningerne af David Lynch og Mark Frosts epokesættende serie ’Twin Peaks’, der havde givet seerne en forsmag på, hvor mærkeligt tv egentlig kunne tillade sig at være.
Skuespilleren til rollen som Fox Mulder, David Duchovny, blev endda hentet fra ’Twin Peaks’, hvor han havde medvirket som DEA-agenten og transvestitten Dennis, mens rollen som Scully blev besat af den ukendte, britiske Gillian Anderson. Kombinationen viste sig at bære frugt, og venskabet mellem de to agenter og skuespillere viste sig at blive en af seriens stærkeste facetter.
’The X-Files’ blev en langt større seerfavorit end ’Twin Peaks’, hvilket ikke mindst skyldtes seriens større mainstreamappel i form af blandt andet dens lån fra 70’erne og seriens mere tilgængelige genremix og struktur, mens de obskure sager var guf for sci-fi-nørder, hvilket medførte et decideret kult-following.
Mens ’Twin Peaks’ i dag betegnes som serien, der lagde kilen til den guldalder, som har præget amerikansk tv siden slutningen af 90’erne, er ’The X-Files’ om noget serien, der effektuerede og orkeresterede den mere moderne kvalitetsserieformel. Blandingen af enkeltstående episoder, de såkaldte ’Monster-of-the Week’-episoder og føljetonbuer – den overordnede mytologi – skabte variation og et nyt og mere nutidigt fortælleflow, end man var vant til på mainstream-tv.
Få endnu mere information om serien på de følgende sider.
3. Mytologien del 1: Mulders biologiske ophav og rumvæsenernes skumle planer
Gennem ni sæsoner udfolder ’The X-Files’ en kompleks mytologi. Det hele tager afsæt i Mulders søgen efter sin forsvundne søster, der efter hans overbevisning er blevet bortført af overjordiske kræfter som ganske ung. Det sætter Mulder og Scully på sporet af et såkaldt syndikat, en skyggeregering, der opererer uden for lov og ret.
Mulders far, William, viser sig at have været en del af dette syndikat, der består af en række højtstående, ældre mænd, herunder seriens tilbagevende antagonist, The Smoking Man eller The Cancer Man (William B. Davis), der senere viser sig at have haft en affære med Mulders mor og er dermed er hans biologiske far.
Syndikatet kender til en forestående alien-kolonisering og har siden 1947, hvor en UFO styrtede ned på Jorden, forhandlet med rumvæsnerne (der går under navnet The Colonists) om en fredelig overtagelse af jorden ved at skabe alien-human-hybrids, der kan sikre deres egen og deres nærmestes overlevelse.
Sideløbende har syndikatet dog arbejdet på en hemmelig vaccine mod den faretruende alien-virus, den såkaldte black oil, som Mulders søster har været forsøgskanin for. En række Alien Bounty Hunters, der kan påtage sig menneskeform, bliver imidlertid sendt til jorden for at forpurre denne plan. Samtidig kæmper en række ansigtsløse Alien Rebels, der har syet deres øjne sammen, så de ikke kan overtages af black oil, imod de andre rumvæsner i et ønske om at forpurre koloniseringen af jorden.
4. Mytologien del 2: Alien-hybrider, supersoldater og en overnaturlig baby
Sæson 5 og 6 åbner og lukker nye døre. Først kommer Mulder og Scully på sporet af den telepatiske dreng Gibson Praise (Jeff Gulka), der viser sig at være et vigtigt bevis på rumvæsnernes tilstedeværelse og hele X-files-afdelingens eksistensgrundlag. Den første menneskelige alien-hybrid, Cassandra (Veronica Cartwright), skabes, men både hun og syndikatet snydes og dræbes af alien rebels i sjette sæsons klimaks.
I syvende sæsons afslutning efterforsker Mulder, der er ramt af en dødelig hjernesvulst, og Scully en række alien-kidnapninger i Oregon, der trækker spor tilbage til deres første sag. Men under efterforskningen bliver Mulder og politimanden Billy Miles (Peter Donat) kidnappet af en UFO og forsvinder.
Da Mulder dukker op midt i sæson 8, er hans sygdom på mystisk vis kureret, men han må skjule sig for en ny alien-type, en række næsten udødelige menneskelige erstatninger omtalt som super soldiers. Hans job på X-files varetages af den rutinerede og jordbundne FBI-agent, John Doggett, der i samarbejde med en gravid Scully og senere den alternative efterforsker, Monica Reyes, udforsker disse super soldiers, der blandt andre inkluderer Billy Miles, Doggetts tidligere kollega Knowle Rohrer og en ny højtstående FBI-agent kaldet ’Toothpick Man’.
Scullys kommende barn bliver pludselig et mål for de nye super soldiers og en alien-kult. Babyen William, der er Mulders søn, viser sig nemlig at have overnaturlige egenskaber, men hvilken rolle han spiller for og imod alien-koloniseringer bliver aldrig fastslået, da han bortadopteres inden.
Først i afslutningen på sæson 9 dukker Mulder op på ny, hvor han efter en batalje med Knowle Rohrer på en militærbase dømmes til døden af en militærdomstol. Men han opdager samtidig, at dagen for den endelige kolonisering af Jorden er fastlagt til den samme dag, som Mayaernes kalender udløber, nemlig den 22. december 2012.
5. En svær optakt til spillefilmen
Allerede i november 2001, altså et halvt år før serien stoppede, luftede Chris Carters et ønske om at følge seriens afslutning op med en spillefilm, der skulle fuldende den omfattende mytologi.
Projektet lod dog vente på sig. Carter endte i svære forhandlinger med 20th Century Fox – og filmen blev gang på gang skubbet, også selvom både David Duchovny og Gillian Anderson havde meldt sig under fanerne. Først i 2007 kunne det bekræftes, at optagelserne ville starte i december samme år med en planlagt premiere i sensommeren 2008.
I mellemtiden var filmens udgangspunkt imidlertid flyttet fra mytologi-plottet til en ’Monster-of-the-Week’-episode, altså et afsnit, som eksisterer løsrevet fra det kontinuerlige plot. Carter forsvarede skiftet med, at »hvis man ikke er en ivrig fan og ikke kender til mytologien, kan man stadig se filmen og følge med«.
Den ihærdige ’The X-Files’-instruktør Rob Bowman, der havde instrueret spillefilmen ’The X-Files: Fight the Future’ mellem 5. og 6. sæson, havde udtrykt ønske om at vende tilbage og lave filmen. Chris Carter overtog dog posten i filmen, der fik titlen ’The X-Files: I Want to Believe’.
6. Mulder og Scully som par – og udsigten til flere film
’The X-Files: I Want to Believe’ udspiller sig en kort årrække efter seriens afslutning. Mulder, der har en dødsstraf hængende over hovedet, har gemt sig for FBI, mens Scully har fået job på et børnehospital. Men en FBI-agent kidnappes, og da en pædofilidømt præst påstår, at han får psykiske syner fra den forsvundne agent, må Mulder benådes, og sammen med Scully vender han tilbage for at hjælpe.
Filmen styrer totalt uden om alien-mytologien og udbygger kun ganske få plotlinjer fra den oprindelige serie. Herunder især forholdet mellem Mulder og Scully, der nu danner par – og deres bortadopterede William nævnes faktisk som noget, der plager de to psykisk.
Mytologiens fravær – og at filmen generelt havde svært ved at ramme den oprindelige tone – skuffede både fans og anmeldere. Planen var ellers, at en tredje film skulle afrunde og vise den endelige alien-kolonisering med premiere i året, hvor serien selv havde datosat invasionen, nemlig i 2012. Det blev dog ikke til noget på grund af filmens dårlige præstationer ved billetlugerne.
Den 15. januar 2015 blev det så bekræftet, at ’The X-Files’ ville vende tilbage – bare ikke som film, men som en miniserie.
For nyligt afslørede Carter dog, at han faktisk har skrevet manuskriptet til en tredje film »bare for at se, hvor det ledte ham hen«, men at det intet havde med den nye serie at gøre. Carter forklarede yderligere, at han ikke forventer en ny ’The X-Files’-film lige foreløbig, men han absolut planlægger mere tv.
7. Hvem vender tilbage bag kameraet?
Seriens oprindelige skaber, Chris Carter, er selvfølgelig tilbage på posten som seriens showrunner, og til den nye sæson har han samlet et stærkt ’The X-Files’-hold, der har fået forventningerne til at stige gevaldigt. Med sig har Carter nemlig flere fanfavoritter, brødreparret Darin og Glen Morgan samt James Wong, der har stået bag nogle af seriens mest kultdyrkede episoder.
Fox har offentliggjort, at Carter selv står bag tre afsnit, mens de tre andre har fået hver deres episoder, hvor de både leverer manuskript og instruktion. Mens to af Carters episoder relaterer sig til seriens mytologi, vil de andre være enkeltstående ’Monster of the Week’-episoder.
Interessant er det, at ingen af de tre har lavet et ’The X-Files’-afsnit siden 1997, så man kan formentlig forvente sig en masse af den oprindelige ’The X-Files’-ånd. Masser af nostalgi skal man nok også kunne finde på lydsiden, hvor komponist Mark Snow igen er klar til at dirigere vores ører.
Samtidig skal man bemærke, at der altså ikke er blevet plads til flere af den originale series hovedforfattere og instruktører, heller ikke den faste producer Frank Spotniz, der er medforfatter på 44 afsnit og den seneste film, eller ’Breaking Bad’-skaber Vince Gilligan. Begge har travlt med andre ting. Instruktør Rob Bowman, der har instrueret intet mindre end 33 afsnit og den første film, vender heller ikke tilbage.
8. Hvem vender tilbage på skærmen?
Ingen ’The X-Files’ uden Fox Mulder og Dana Scully: Selvfølgelig er David Duchovny og Gillian Anderson om bord igen, og ligesom i ’The X-Files: I Want to Believe’ er teamets FBI-far, assistent director Walter Skinner i form af den gode Mitch Pileggi, også tilbage.
Til flere fans store begejstring skal den kæderygende hovedskurk The Smoking Man i skikkelse af William B. Davis igen køre de to agenter rundt i manegen. I niende sæsons sidste afsnit blev han dog dræbt af et missil, så hvordan hans genopståen forklares skal blive spændende. De første klip har dog allerede vist en lidt medtaget The Smoking Man, selvfølgelig med sin ikoniske cigaret i hånden.
Mulder og Scullys arvtagere på X-files-kontoret, John Dogget og Monica Reyes, er blevet halveret i den nye, 10. sæson, hvor kun Annebeth Gish vender tilbage som den overtroiske Reyes. Robert Patrick affejede tidligt i forløbet at gentage rollen som Dogget med ordene: »Jeg ser fremad og ikke bagud«.
Derimod kan man glæde sig over den populære konspirationsteori-trio ’The Lone Gunmen’s tilbagekomst. De tre geeks, der i 2001 havde deres egen spinoff-serie, døde ellers i sæson 9, men dukkede op som en hallucination i serieafslutningen. I ’The X-Files’-tegneserierne, som Chris Carter selv er executive producer på, viser det sig, at de tre har faket deres egen død – om det så også bliver tilfældet i live-action-udgaven, får vi at se.
Sidst, men ikke mindst, vender Scullys mor, Margaret Scully, tilbage i afsnittet ’Home Again’.
Rygtebørsen har flydt over med gamle kendige, men ingen af dem er blevet bekræftet. Det er derfor endnu uvist, om vidunder-alien-barnet Gibson Praise, den tosidede-agent Marita Covarrubias (Laurie Holden), den hensynsløse håndlanger Alex Krycek eller Mulders åndelige far, meddeleren Deep Throat (Jerry Hardin), kommer til at spille en rolle i den nye sæson.
9. Hvilke nye ansigter er med?
Det er selvfølgelig ikke kun lutter gamle kendinge. 10. sæson byder også på flere nye og interessante ansigter.
Et af de mest fremtrædende bliver eftersigende karakteren Tad O’Malley, spillet af ’Community’-skuespiller Joel McHale, som efter sin dramatiske rolle i rockerserien ’Sons of Anarchy’ fangede Carters interesse. Vi ved endnu meget lidt om rollen, men det forlyder, at O’Malley er en konservativ internet-nyhedsvært, der går i kødet på konspirationsteorierne, og som bliver en Mulders tætte alliered. Han er sat til at medvirke i mindst tre af den nye sæsons seks afsnit.
McHale er ikke den eneste grinebider, som Carter og co. har sat krogen i. Således har både Rhys Darby, kendt fra sitcom’en ’Flight Of The Conchords’, og Kumail Najiani fra ’Silicon Valley’ fået roller i serien.
Detaljerne om Darbys karakter Guy Mann er stadig hemmeligholdt, men Darby har selv bekræftet, at han medvirker i én episode, formentlig Darin Morgens universal monster-inspirerede afsnit ’Mulder and Scully Meet the Were-Monster’. »For alle dem, som kender mig, så er det lige en rolle for mig«, har han udtalt. Alt tyder på, at han skal spille monster!
Najiani skal også medvirke i ’Mulder and Scully Meet the Were-Monster’ i rollen som Pusha. Komikeren er passioneret ’The X-Files’-fan, en såkaldt X-Phile, og er en del af podcasten ’The X-Files Files’, der giver dybdeborende analyser af de enkelte episoder af serien. Så det virker som en helt rigtig metacasting.
Et nyt agentpar ser også dagens lys: ’The Flash’-skuespilleren Robbie Amell og Lauren Ambrose, der er kendt for sin rolle som lillesøsteren i HBO’s bedemandsserie ’Six Feet Under’, skal nemlig spille henholdsvis den glatte agent Miller og den skarpe agent Einstein. Navnene alene antyder, at ’The X-Files’ ikke har mistet selvironien.
Yderligere optræder Annet Mahendru fra ’The Americans’ som kvinden Sveta, der hævder at være blevet bortført af aliens.
10. Hvad kommer den nye sæson så til at handle om?
Kortene er blevet holdt tæt til kroppen, og kun ganske få plotdetaljer fra den nye sæson er sluppet ud. Carter har dog i flere interviews bekræftet, at den nye sæson vil udspille sig i tiden efter 2012, hvor den store alien-kolonisering er påbegyndt.
Serien, der altså består af seks afsnit, begynder og slutter med en mytologi-episode, mens de restende fire vil være enkeltstående afsnit, der både blander horroren og humoren fra den oprindelige serie.
Hvad vi med sikkerhed ved er, at FBI i 2002 lukkede The X-files-afdelingen, men Mulder har fortsat sin egen besatte søgen efter sandheden. Konspirationer, teknologisk overvågning og vildledelse fra staten eller måske et nyt syndikat bliver centrale temaer, formentlig alt imens rumvæsener og militæret kæmper en indædt kamp uden for offentlighedens radar. Vi kommer også for første tilbage til Roswell og ser den første UFO, der styrtede ned på Jorden i 1947.
Den 10. sæson vil således forsætte i sporet på seriens store koloniseringsmytologi, hvor ingen kan vide sig sikre, og ingen er til at stole på.
Forholdet mellem Mulder og Scully, der i den seneste film dannede par, er blevet mere kompliceret over de syv-otte år, siden sidst vi så dem, og i starten af den nye sæson skulle Mulder ifølge Duchovny være »in a dark place«. Carter har offentliggjort, at deres agentduoens barn William på ny kommer til at spille en central rolle, ikke i forhold til mytologien, men i forhold til de to karakterer som forældre og deres personlige anger. Episode ét og seks hedder ’My Struggle’ og følger henholdsvis Mulder og Scullys indre kamp, har Carter udtalt.
Men de to agenter ser ud til at få samarbejdet til at fungere igen, for i traileren proklamerer The Smoking Man, at The X-Files er genåbnet – og ifølge Mulder har det aldrig været mere vigtigt: »The truth is still out there«.