Ud af det blå kommer den første trailer til den J.J. Abrams-producerede ’10 Cloverfield Lane’ – en film, der har været omgærdet af mystik, siden nyheden om dens tilblivelse ramte offentligheden i 2014.
Abrams fortæller til Collider, at filmen er »blodsbeslægtet« med ‘Cloverfield’ fra 2008, hvor en gruppe venner prøver at søge tilflugt fra et uregerligt monster, der raserer i New Yorks gader. Hvad blodsbeslægtet præcist betyder er uvist, men det udelukker i hvert fald, at det er en egentlig sequel.
I ’10 Cloverfield Lane’ befinder vi os efter en katastrofe, hvor John Goodman holder Mary Elizabeth Winstead (‘Scott Pilgrim vs. the World’) og John Gallagher, Jr. (‘Short Term 12’) fanget. Det er dog illusionen om familieidyl, der præger traileren, indtil man erfarer, at den finder sted i en bunker og er aftvunget af Goodmans pistol.
Traileren lægger op til en nervepirrende, frisk og intens thriller. ’10 Cloverfield Lane’ har endnu ikke en dansk premieredato.