De fleste spår, at Leonardo DiCaprio går hjem med Oscar’en for bedste mandlige hovedrolle sidst i februar, og i går fik han ekstra medvind, da han modtog en Golden Globe for bedste skuespiller i et drama for ’The Revenant’.
Det undte hans kolleger i salen ham sandsynligvis også, når nu han i filmen bliver halvt fortærret af en bjørn og begravet levende. DiCaprio fik en lang stående ovation, inden han kunne påbegynde sin takketale, hvilket gjorde den ellers så erfarne skuespiller en smule forlegen.
Hans takketale emmede af dybfølt glæde og taknemmelighed, og hele filmholdet, ja nærmest én for én, fik et inderligt tak. Efter mindre end to minutter begyndte den velkendte ’klap-i’ musik at lyde, hvilket føltes en kende tidligt, men som omvendt blot lagde en patos-forstærkende klang under DiCaprios taknemmelighed.
Til sidst delte DiCaprio prisen med de indfødte og deres land, som ’The Revenant’ blandt andet portrætterer. »It is time that we recognize your history and that we protect your indigenous lands«, som han sagde.
Se DiCaprios takketale fra i nat i klippet ovenfor.