Tarantinos to sidste film kan blive en gangsterfilm og en… bilradiofilm

Quentin Tarantino har gentagne gange slået fast, at han regner med at stoppe som filminstruktør, når han har lavet ti film.

I et interview med Time Out maner Tarantino dog lidt til besindelse. »Det tager mig normalt tre år at lave en film alligevel, så der er næsten et årti tilbage. Jeg laver måske en tv-ting indimellem, som ikke vil være en del af de ti«, forklarer instruktøren.

Med kun to film tilbage i en legendarisk filmografi er der selvsagt stor nysgerrighed om, hvilke typer film Tarantino vælger at lave. Han har tidligere talt løst om en ‘Kill Bill 3’, men også ‘Killer Crow’ — historien om en gruppe sorte tropper fra det amerikanske militær, som går amok og dræber en masse hvide soldater under Anden Verdenskrig — har han nævnt som en oplagt mulighed, da en stor del af manuskriptet allerede blev skrevet i forbindelse med ‘Inglourious Basterds’.

I interviewet med Time Out løfter Tarantino lidt mere af sløret for sine overvejelser omkring sine to sidste film. »Der er ikke nogen genrer tilbage, hvor jeg har det samme brændende ønske, som jeg havde om at lave en Anden Verdenskrigsfilm eller en martial arts-film«, forklarer han. 

»Jeg tror måske, at den ene tilbageværende genre kunne være en gangsterfilm sat i 1930’erne, en slags John Dillinger-ting. Jeg er også interesseret i at lave noget nutidigt, hvor jeg kan have en karakter, som sætter sig ind i en bil og tænder radioen, så jeg kan lave en cool driving montage«, udtaler Tarantino.

I Soundvenues interview med instruktøren fortæller han om, at han gerne vil lave en horrorfilm, men at han ikke nødvendigvis ved, om det er det rette for ham. Her udtrykker han desuden ønske om at lave endnu en westernfilm, så den sammen med ‘Django Unchained’ og ‘The Hateful Eight kommer til at udgøre en trilogi.

Læs også: Interview med Tarantino – provoen er blevet politisk

Læs også: Alle Tarantinos film rangeret – før ‘The Hateful Eight’

Læs også: 10 film Tarantino kræver, at du ser – med blod, hævn og spaghetti

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af