Thomas Vinterberg laver international film om russisk ubådskatastrofe

Thomas Vinterberg laver international film om russisk ubådskatastrofe
Foto: Tobias Selnæs Markussen

Thomas Vinterberg har engang fortalt, at han af den svenske legende Ingmar Bergman har lært, at man altid bør være i gang med det næste filmprojekt, når det forrige rammer biograferne. På den måde undgår man kunstnerisk stagnation midt i røde løbere og premierekanapéer.

Og det princip ser den prominente danske instruktør bag film som ‘Festen’ og ‘Jagten’ ud til at holde i hævd. Sidste år havde hans engelsksprogede ‘Far from the Madding Crowd’ dansk premiere, for få uger siden åbnede hans danske ‘Kollektivet’ så herhjemme, og nu skriver Deadline.com, at Vinterberg er i gang med sin næste film.

Det er et internationalt projekt om den russiske ubåd Kursk, der sank under en træningsøvelse i 2000 som følge af en eksplosion. 23 besætningsmedlemmer overlevede ulykken, men var indespærret i båden under vand og ventede på at blive reddet, før ilten slap op.

Manuskriptet er skrevet af Robert Rodat (‘Saving Private Ryan’, ‘Thor: The Dark World’) baseret på Robert Moores bog, ‘A Time to Die’. Sjovt nok har projektet tidligere været tilknyttet en anden dansk instruktør, Martin Zandvliet (‘Under sandet’). Hvorfor Zandvliet ikke længere er tilknyttet projektet, er endnu uvist.

Ifølge Deadline.com skal der castes til filmen inden længe, og optagelserne er planlagt til at blive skudt i gang i efteråret i Europa.

Læs også: Interview med Thomas Vinterberg – »Gud griner først, når du lægger planer for dit liv«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af