Dansk instruktør samarbejder med Luc Besson og ’Saving Private Ryan’-forfatter om autentisk ubådsfilm

Dansk instruktør samarbejder med Luc Besson og ’Saving Private Ryan’-forfatter om autentisk ubådsfilm

Martin Zandvliet står over for sit store internationale gennembrud. Tidligere på året blev han bekræftet som instruktør på Liam Neeson-thrilleren ’A Willing Patriot’, og nu har Luc Bessons filmselskab, EuropaCorp, hyret ham til at instruere ubådsfilmen ’Kursk’. Det skriver Deadline.com.

Filmen fortæller den sande historie om den russiske ubåd K-141 Kursk, der i 2000 forliste med 118 dødsfald til følge. ’Saving Private Ryan’- og ’The Patriot’-forfatteren Robert Rodat har skrevet manuskriptet over Robert Moores bog ’A Time to Die’.

44-årige Zandvliet har på hjemlig grund slået sit navn fast med det psykologiske drama ’Applaus’ og Dirch Passer-biografien ’Dirch’, og senere på året er han aktuel med krigsfilmen ’Under sandet’ om en dansk sergent (Roland Møller), der fik til opgave at tvinge tyske krigsfanger til at rydde landminer efter Anden Verdenskrig.

Der er fortsat ingen skuespillere tilknyttet ‘Kursk’, ligesom premieredatoen er uvis.

Læs også: De bedste danske debutfilm i det nye årtusind

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af