Vi rangerer: De bedste danske debutfilm i det nye årtusind

Engang fik de danske instruktører masser af rum til at fejle, men i dag kan debutfilmen make eller breake karrieren. I anledning af Jonas Arnbys usædvanligt vellykkede debut, ’Når dyrene drømmer’, kårer vi de bedste danske spillefilmdebuter efter årtusindskiftet.

10. ’Anklaget’ (instr. Jacob Thuesen, 2005)

Det er ikke den mest muntre film, klipperen Jacob Thuesen valgte at spillefilmdebutere med. ’Anklaget’ er nemlig noget så tungt og tragisk som et drama om en familie i opløsning som følge af en incestanklage. Troels Lyby og Sofie Gråbøl leder an som det hårdtprøvede forældrepar, hvis roller gav dem begge en Robert for henholdsvis bedste mandlige og bedste kvindelige hovedrolle.

Filmen er intens, uhyggelig og konstant pirrende – og så har den ét af de mest effektive twists i nyere dansk filmhistorie. En usædvanligt formfuldendt debut.

To år senere fulgte Jacob Thuesen op på debuten med den mere muntre ’De unge år’, skrevet af selveste Lars von Trier, hvorefter han instruerede miniserien ’Blekingegade’ i 2009-2010. Siden har Jacob Thuesen lagt instruktørhvervet på hylden og primært koncentreret sig om sit oprindelige fag som filmklipper.

9. ’En Soap’ (instr. Pernille Fischer Christensen, 2006)

Pernille Fischer Christensen forlod kortfilmformatet på fineste vis med spillefilmdebuten ’En soap’, som hun skrev med Kim Fupz Aakeson. Trine Dyrholm spiller en kvinde, der er faret vild i livet og indleder et umage venskab med sin transseksuelle underbo Veronica, spillet af David Dencik.

Filmen er et skrøbeligt og nærværende drama, der ligner en debutfilm i den forstand, at den foregår i en toværelses lejlighed og dyrker grimhedens æstetik. Men det er en følelsesmæssigt moden film, som vandt en Sølvbjørn i Berlin samt en Bodil for bedste danske film.

Efterfølgende har Pernille Fischer Christensen fulgt op med (melo)dramaerne ’Dansen’, ’En familie’ og den aktuelle ’En du elsker’, der alle ligeledes er skrevet i samarbejde med Kim Fupz Aakeson, som i øvrigt også er hendes mand. Debutfilmen står dog stadig som hendes mest kunstnerisk skarptskårne projekt.

8. ’Applaus’ (instr. Martin Zandvliet, 2009)

Paprika Steen indtager den altdominerende hovedrolle i ’Applaus’ som kriseramt teaterdiva med et misbrug i bagagen og forliste familierelationer, hun nu forsøger at råde bod på. En dramatisk velturneret debut af Martin Zandvliet, der med et nærgående, vagtsomt kamera skabte optimale rammer for Paprika Steen, der forvaltede tilliden til karrierens måske allerbedste rolle.

Filmen var egentlig søsat som en novellefilm, men Zandvliet droppede ud af den alternative filmuddannelse Super16 og gik hele vejen med ’Applaus’. En forfriskende dristighed, som med det samme løftede Zandvliet til den hjemlige superliga. Efter ’Applaus’ tog han modigt favntag med danefæet Dirch Passer i den roste ’Dirch’ i 2011, og nu arbejder han på storfilmen ’Under sandet’.

7. ’Klovn: The Movie’ (instr. Mikkel Nørgaard, 2010)

Efter seks sæsoner og 60 afsnit, hvoraf Mikkel Nørgaard instruerede de 42, gik Casper Christensen og Frank Hvam til filmen med ’Klovn’. Filmen fik passende titlen ’Klovn: The Movie’ og Mikkel Nørgaard tog vellykket seriens sorthumoristiske univers ind i biografens mørke, hvor antihelten Casper og tøffelhelten Frank drager ud på en skæbnesvanger kanotur, hvor Frank skal bevise sit far-potentiale.

Filmen blev den mest sete danske film i 10 år med hele 848.500 solgte billetter. Mikkel Nørgaard gik ud af Filmskolen i 2001 på samme årgang som Nikolaj Arcel, men der skulle gå noget tid, før talentet blev indfriet på det store lærred. Nu ser han sig imidlertid ikke tilbage. Han blev hyret som instruktør på storfilmen ’Kvinden i buret’, som han senere i år følger op med ’Fasandræberne’, der ligeledes er baseret på Jussi Adler-Olsens bogserie om kriminalkommissær Mørck.

6. ’Kongekabale’ (instr. Nikolaj Arcel, 2004)

Arcels første film er den måske mest dagsordensættende debutfilm på listen. Før ’Kongekabale’ var politiske thrillers noget, vi kun forbandt med Hollywood, men Arcel viste, at man godt troværdigt kan fodfæste genren med Christiansborg som ramme.

Filmen blev taget godt imod af både publikum og anmeldere, mens Nikolaj Arcel også kunne hente både en Robert og en Bodil for bedste film samt en Robert for bedste instruktør. Arcel stak ud fra sin generation som en instruktør, der primært interesserede sig for Hollywoods velsmurte fortællemaskineri, og med hans evne til at forene kvalitet med stort billetsalg har han nærmest haft frit valg på alle hylder siden.

Senest har han lavet den Oscar-nominerede ’En kongelig affære’, og i øjeblikket udvikler han indtil flere projekter i USA, samtidig med at han har skrevet manuskript til film som ’Kvinden i buret’.

5. ’R’ (instr. Tobias Lindholm og Michael Noer, 2010)

Tobias Lindholm og Michael Noer gav publikum en klump i maven og sved på panden med deres brutale fængselsfilm ’R’. En vellykket debut som spillefilminstruktør for den manuskriptuddannede Tobias Lindholm, mens Michael Noer tog springet ind i fiktionen efter succesfuldt at have stået bag dokumentarfilm som ’De vilde hjerter’.

’R’ er et godt eksempel på, hvordan de mest mindeværdige debutfilm ofte er dem, der bringer noget nyt og forfriskende på banen i dansk film.

Med filmen indvarslede Noer og Lindholm en ny tendens i dansk film under deres mantra ’reality rules’ – en slags forening af den dogme-agtige intimitet og en stærk genrebevidsthed. Det har Noer siden forvaltet i gangsterfilmen ’Nordvest’ og Lindholm i den klaustrofobiske ’Kapringen’. For Noer venter forude plejehjemsdramaet ’Nøgle hus spejl’ med Ghita Nørby, mens Tobias Lindholms kommende film er en film om danske soldater i Afghanistan.

4. ’Bænken’ (instr. Per Fly, 2000)

Dansk film har ofte fået på puklen over at være for meget køkkenvask-drama og grå socialrealisme. Men når den rå hverdag skildres som i Per Flys første spillefilm ’Bænken’, er der absolut ingen grund til at klage. Det gjorde hverken anmeldere eller prisfester, der blandt andet kastede en Robert og en Bodil af sig for bedste film.

Jesper Christensen indtager her uforglemmeligt rollen som drankeren Kaj, der efter 19 år genforenes med sin datter og nu forsøger at kommer overens med både sig selv og sin familie. Der skulle gå syv år, fra Per Fly tog afgang fra Filmskolen, og til han lavede ’Bænken’. En vigtig påmindelse om, at man ikke skal forvente, at instruktører brager direkte ud i spillefilmvirkeligheden, når de har fået eksamensbeviset i hånden.

Fly er i dag en af de mest etablerede danske instruktører. Han fuldendte sin såkaldte klassetrilogi med de ligeledes succesfulde ’Arven’ og ’Drabet’, og senest har han skildret den svenske jazzsangerinde Monica Zetterlund i den delvist vellykkede ’Monica Z’. Nu arbejder han blandt andet på ’Pelle Erobreren 2’ og den amerikanske ’Backstabbing for Beginners’-

3. ’Kunsten at græde i kor’ (instr. Peter Schønau Fog, 2006)

Baseret på Erling Jepsens bestseller skød Peter Schønau Fog sig sikkert ind i de danske biografer med den på alle leder og kanter skamroste ’Kunsten at græde i kor’. Det tragikomiske drama blev dynget til med priser, blandt andet med en Bodil og en Robert for bedste film samt en Robert for årets instruktør.

Filmen udspiller sig i en lille landsby i Sønderjylland i 1970’erne, hvor Jesper Asholt og Jannik Lorenzen brillerer i rollerne som henholdsvis den ustabile far og hans 11-årige søn, der gør sit bedste for at holde sammen på familien, hvor incest hviler over som en tung skygge.

Peter Schønau Fog er lidt af et særtilfælde i dansk film. Efter hans afgangsfilm fra Filmskolen i 1999, ’Lille mænsk’, blev han udråbt som et af branchens store håb. Men det tog lang tid og mange kræfter at forløse debutfilmen, og efterfølgende tog han meget overraskende en passiv position som projektleder på Det Danske Filminstituts talentordning. Her stoppede han dog i 2012, og man kan kun håbe på, at han tager instruktørkasketten på igen.

2. ’Blinkende lygter’ (instr. Anders Thomas Jensen, 2000)

Anders Thomas Jensen har i høj grad sat sig præg på dansk film de seneste mere end 10 år, primært som manuskriptforfatter bag succeser som ’I Kina spiser de hunde’, ’Mifunes sidste sang’ og Susanne Bier-samarbejder som ’Hævnen’ og ’Brødre’.

Men med instruktørdebuten ’Blinkende lygter’ skabte han med et snuptag nærmest sin helt egen genre, Anders Thomas Jensen-filmen – groteske, sorthumoristiske fortællinger båret af udpenslet vold, men også et stort hjerte. Og det siger noget om debutens holdbarhed, at adskillige replikker er blevet en fast del af de danske hverdagsvendinger.

Anders Thomas Jensen forfinede udtrykket i ’De grønne slagtere’ og ’Adams æbler’, og snart vender han omsider tilbage som instruktør med ’Mænd og høns’, der igen har Mads Mikkelsen i en bærende rolle.

1. ’Reconstruction’ (instr. Christoffer Boe, 2003)

Dansk film har sukket efter ’den nye Lars von Trier’ siden 90’erne, og mange åndede lettet op, da Christoffer Boe bankede selvsikkert ind på filmscenen for 11 år siden med sin smukke kærlighedsknude ’Reconstruction’. Her jagter Nikolaj Lie Kaas kærligheden i et mystisk København, der bliver fortsat mere labyrintisk, som filmen og forelskelsen skrider frem.

Det var en udsøgt debut, som emmede af æstetisk overskud, fortællemæssigt vovemod og debutinstruktørens overmod og lyst til at spille bold med filmhistoriens helt store kanoner. Filmen vandt debutprisen på Cannes-festivalen, og den intellektuelle Boe stod som landets mest kunstnerisk originale instruktør fra generationen under Trier. En svær debut at følge op på, men Boe var groft sagt kold i røven og brugte i første omgang sin position til meta-eksperimenter som ’Allegro’, ’Offscreen’ og ’Beast’, der var uangribeligt kompromisløse, men også malede ham mere og mere op i et hjørne uden hverken stort publikum eller kritisk opmærksomhed.

Derefter tog han konsekvensen og gik mainstream med ’Spies og Glistrup’, og det bliver spændende at se, hvor Boe bevæger sig hen næste gang.

Læs også: Her er Mads Mikkelsens bedste og værste roller

Læs også: Syv danske genrefilm, der kan måle sig med Hollywoods

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af