Dette interview blev første gang bragt i Soundvenue Magazine i april 2015.
»Det gjorde så sindssygt nas, fordi jeg fik så mange tæsk. Ni ud af ti mennesker afskrev den jo fuldstændigt«.
Vi sidder hos Zentropa på et kontor, der støder op til kantinen, Plejehjemmet, hvor priser og hædersbevisninger er blevet smidt løseligt op på væggene i den gamle hangar. Thomas Vinterberg fortæller om sin første engelsksprogede film, ‘It’s All About Love’ fra 2003.
Filmen sendte hans karriere på slingrekurs efter et eftertrykkeligt gennembrud fem år tidligere med ‘Festen’, der fik enhver familiefest til at frygte den grønne sandhedstale, som lægger alle traumerne på bordet.
Her mere end et årti efter det første forsøg er han tilbage på engelsk efter et hæderkronet kunstnerisk comeback med ‘Jagten’. Hans internationale tilbagekomst er et amerikansk produceret, britisk periodedrama, en filmatisering af Thomas Hardys roman ‘Far From the Madding Crowd’ fra 1874 om en for sin tid meget moderne kvinde (Carey Mulligan) og hendes tre bejlere, en nærmest skandinavisk mild og vedholdende fårehyrde (Matthias Schoenaerts), en soldat i sine passioners vold (Tom Sturridge) og en statelig godsejer (Michael Sheen).
Et mønster tegner sig unægteligt, og man får den tanke, at brændt barn ikke skyer ilden i Vinterbergs tilfælde. Men i virkeligheden handler det ikke om sproget, forsikrer instruktøren på denne tidlige forårsdag i Avedøre. Det handler om kunsten, om det personlige. Om det, der gør nas. Om at nå bunden og blive sat fri.
Det er ikke første gang, du prøver på engelsk, og i ‘It’s All About Love’ – en poetisk kærlighedshistorie med Joaquin Phoenix og Claire Danes tilsat drømmeriske elementer som ugandere, der flyver – tog du ligesom en idé, en tanke, og fulgte den til dørs.
»Jeg gik hele vejen. Det må jeg prise mig selv for. Vi gik kraftedeme hele vejen!«, siger han stolt og med udråbstegn, men en eftertanke sniger sig ind.
»Arh, vi gik faktisk ikke hele vejen. Der er enormt mange styrker i den film. Men den prøver så alligevel også at være en straight story med et kriminalplot. Den skulle bare have været et billeddigt. Det skulle bare have været de der fucking flyvende ugandere. Så må I tage det og forstå det eller lade være. Men jeg turde ikke helt. Det kan jeg begræde, selv om jeg turde ret langt. Jeg er stolt af den film, samtidig med at det er den, der gjorde mest ondt«.
Ja, nogle vil nok sige…
»De fleste forstår jo ikke den film…«
Nogle vil jo nok sige, at du brændte nallerne efter ‘Festen’? Hvordan har du det selv med den periode, hvor du lavede to engelsksprogede film i streg, ‘It’s All About Love’ og så ‘Dear Wendy’?
»‘Festen’ var en milepæl, og for mig personligt var den også en slags end of the road. Jeg følte ikke, jeg kunne komme længere ned ad den vej, som var perfekt for mig, og som var skuespillerne og det impulsive dramas vej. Og derfor var jeg jo nødsaget til at vende mig den anden vej, og der var fuldstændig åbent. Så jeg svævede rundt desorienteret i et par år, før jeg kom i gang med at lave ‘It’s All About Love’, som på en eller anden måde også er en desorienteret film. Den er i hvert fald dramatisk dysfunktionel. Men samtidig blev den også den film, jeg har allermest kær. Den rummer så meget mod og en hel masse poesi og dystopi. Der er flere af mine instruktørkolleger, der siger, ‘det er den film, du skal lave igen. For det var fandeme modigt’«.
Er det ikke et godt råd?
»Jo. Det kommer jeg måske også til, når jeg er klar til det. Men det gjorde ondt, fordi det er meget svært at bruge så lang tid på at lave noget, som folk så ikke forstår. Det er meget smertefuldt. Så derfor kommer der nok til at gå lidt tid, før jeg tør vende tilbage til det«.
‘It’s All About Love’
Blev håndsky efter ‘Festen’
Med ‘En mand kommer hjem’ fra 2007 forsøgte dansk films feterede gulddreng at finde tilbage til sig selv efter det udenlandske eventyr. Filmen var tænkt som fabulerende og lidt Fellini-agtig og skulle egentlig have været lavet på italiensk, men endte som en dansk komedie, som Vinterberg reklamerede for med sit eget ansigt på markedsføringsmaterialet.
»Der havde sneget sig en eller anden form for korrumperethed ind i mit liv, som kom af et ængsteligt forsøg på at holde sammen på en karriere, der var ved at styrte sammen«, siger han om sin midtvejskrise.
‘En mand kommer hjem’ blev ikke nogen succes. Vinterberg blev skilt fra konen. Han forlod sit produktionsselskab gennem mange år, Nimbus Film. Kunstnerisk, økonomisk og personligt stod han på afgrundens rand. Først med ‘Submarino’ og ‘Jagten’, der meget passende vender ‘Festen’s pædofilitema på hovedet, fandt han hjem igen.
»Det var meget dramatisk og efterlod mig i ruiner, hvilket var et fuldstændigt fantastisk sted at være. ‘Festen’ var jo ikke en begyndelse på noget. ‘Festen’ var en kulmination af kortfilm og afgangsfilm, der bare blev ved med at vinde priser. Alt, hvad der var bygget op, var nu fuldstændigt væk, helt revet i smadder, hvilket gjorde, at jeg kunne trække vejret igen«.
Hvad tog du så med dig fra tiden efter ‘Festen’?
»Først og fremmest har jeg taget en håndskyhed med. Så det, jeg oplevede i årene efter, var at svæve fuldstændig frit. Jeg skulle ud og finde ydervæggene og finde ind til mig selv igen og starte forfra, og det føler jeg faktisk, jeg gjorde allerede med ‘Submarino’. Den var meget tæt på mig selv og på det, jeg lavede på filmskolen, og nu er jeg vel i en eller anden form for bevægelse væk fra mig selv igen med ‘Far From the Madding Crowd’? Dog i meget mindre fabulerende grad, i en mere kontrolleret form, ikke?«
Det kan man roligt sige. Vinterbergs nye film er lidt af en afstikker i hans filmografi, der mest består af følelsesnære dramaer, hovedsagligt om mænd i desperate kriser, hvor livet har taget kvælertag.
‘Far from the Madding Crowd’
En stor melodramatisk film om en stærk kvinde og hendes bejlere – kommer det virkelig fra Thomas Vinterberg?
»Det er en af hovedpointerne. Med ‘Jagten’ blev jeg rigtigt ofte konfronteret med, at jeg lavede mandefilm. Så det gjorde det endnu mere besnærende. Jeg har altid været nysgerrig på at lave et godt kvindeportræt, og så er historien et fantastisk portræt af en selvstændig kvinde, før feminismen overhovedet blev opfundet«.
Men hvorfor søger du ud igen?
»Hovedårsagen er, at der er et eller andet i en historie, som rammer én. Der er sket en kemisk reaktion, som 99 ud af 100 gange udebliver. Men en vigtig overvejelse for mig er også, at jeg ikke har kunnet holde tanken ud om kun at være i Danmark og lave danske film«.
Hvorfor ikke? Du har lavet ‘Jagten’ og ‘Submarino’, og du nyder stor succes herhjemme.
»Jeg kunne mærke, at jeg måtte ud! Jeg havde bare brug for at blive taget ud af den her lidt klaustrofobiske, trykkende fornemmelse. Det har ikke noget med berømmelse og anerkendelse at gøre. Det er kun et spørgsmål om at flytte mig selv, fysisk. Jeg ikke kan holde ud at skulle gå på arbejde og møde de samme 50 mennesker i hele mit liv. Jeg vil gerne vågne i en fremmed gade og gå ned til den indiske mand, der stryger mig nogle skjorter, og komme på eventyr. Siden jeg var en lille dreng, har jeg drømt om at rejse med mit arbejde. Og der er et eller andet med at møde nye mennesker på dit arbejde. Der er ikke noget mug i krogene«.
Langt væk fra Nordvest
Men hvorfra kommer ambitionen om at lave en film som ‘Far From Madding Crowd’?
»Den kommer vel fra en følelse af at gentage sig selv hele tiden, hele tiden at lave det private, fine, kunstneriske. Og fra et ønske om at sætte det over styr. Pludselig var der en fornemmelse af forudsigelighed i at være sådan en arthouse… en arthouse-løjtnant«, siger han.
Det ligger mellem linjerne, at hans gamle makker Lars von Trier er arthouse-kaptajnen.
Så det ville du væk fra?
»Jeg ville i hvert fald gerne væk fra sådan et prædikat. Det er den negative måde at se på det. Den positive måde er, at jeg egentlig gerne ville se, hvad fanden der sker, når man laver film på den her måde. Hvad sker der med sådan et drama her? Jeg var draget af det«.
Men dengang du havde kæmpe succes med ‘Festen’, gik du ud og lavede noget vildt, eksperimenterende og…
»For mig er det også et eksperiment at lave den her, selv om den måske ikke ser eksperimenterende ud, i hvert fald ikke hvis du sammenligner den med ‘It’s All About Love’«.
I forhold til ‘It’s All About Love’ virker det måske mere som…
»Et sikkert valg«.
Dybest set, ja.
»Det var det ikke for mig. Det er en meget fremmed verden for mig. Og så har jeg også villet undersøge, hvad det vil sige at være i sådan en verden, rent produktionsmæssigt. Det har været fascinerende, men det er mere cold business. Det gav mig muligheden for at bevæge mig ud af min comfort zone, og det er nok meget det, det handler om. Jeg var på tynd is, og det kan jeg godt lide at være.
Jeg vil gerne forandre mig. Og jeg vil gerne ud steder, hvor jeg ikke har været før, så jeg så for mig… en klassiker, i al beskedenhed. Det er måske nok den film, konen helst vil se. Jeg tror, jeg har lavet en bevægelse fra ‘Submarino’ til ‘Jagten’, og med ‘Far From the Madding Crowd’ har jeg så valgt at gå hele vejen. Det er en film, der er lavet for, at der er nogle mennesker, der skal se den. Jeg har tilhørt den her art-scene meget længe. Nu prøver jeg at gå et andet sted hen. Du må huske på, at hele opgaven er anderledes end noget, jeg har lavet før. Det er jo ikke noget, jeg selv har skrevet. Det er en bestillingsopgave. Det er et job. Det er fuldstændig anderledes«.
Var det sådan, du gik til det, som en hired gun?
»Nåh jo, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er halvhjertet. Det betyder bare, at der er nogle helt andre parametre. Det betyder for eksempel, at jeg ikke er kongen. Jeg er medlem af bestyrelsen. Det er ligesom det niveau, man er på under sådan en film, og der er glimrende andre folk i den bestyrelse. Det var skide sjovt. Det er jo et kollektiv, der laver en film som denne. Et meget kommercielt tænkende, men bestemt ikke ubegavet kollektiv. Så det er en helt anden måde at lave film på«.
‘Kollektivet’
Hvordan hænger filmen sammen med dine andre?
»Der var en engelsk journalist, der endte med at måtte forklare mig, hvorfor jeg har lavet den. Hans forklaring var, at han kunne se et meget klart slægtskab gennem alle mine film, og som et eksempel brugte han ‘Jagten’. Det der med, at du kan ikke være herre over dit liv. Skæbnerne råder, og det synes jeg jo, Thomas Hardy er en mester i. Han spiller folks skæbner ud mod hinanden, og det var det, der var stort ved historien. Der, hvor jeg besluttede mig for at sige, ‘det her vil jeg gerne lave’, var, da soldaten svømmede til søs i et tappert selvmordsforsøg omringet af havet«.
Ja, det er virkelig højdramatisk.
»Jamen, det kunne jeg enormt godt lide. Og jeg blev rørt af det. Jeg tænkte, det her har kraftedeme en vis størrelse. Det er ikke sådan noget, man sidder og fedter rundt med hjemme i Nordvest, altså det elsker jeg jo også, men vi kommer virkelig ud og bruger landskaberne og havet. Og han kan det der med skæbnerne.
Der var engang en af narkomanerne i Nordvest, der sagde til mig, ‘Gud begynder først for alvor at grine, når du lægger planer for dit liv’. Det er enormt godt sagt. Og det er en sætning, jeg bærer rundt på, fordi det måske i virkeligheden er den sætning, der – i mit hoved – forbinder de her film stærkest«.