»Jeg vil stoppe ‘The Revenant’«: Oscar-medlem afslører, hvad han har stemt

Det er Oscar-akademiets medlemmer og deres stemmer, der afgør vinderne ved årets store filmshow. Det velansete branchemedie The Hollywood Reporter har igen i år talt med en af akademiets stemmeberettigede, som humoristisk og bramfrit fortæller, hvem han har stemt på og hvorfor.

Den anonyme Oscar-stemmeafgiver lægger ud med at forklare sit yderst anstrengte forhold til en helt specifik film: »Jeg kan virkelig intenst ikke lide ‘The Revenant’ – det er en smukt filmet ‘Road Runner’-film i den henseende, at Leonardo DiCaprio bliver ved med at falde ned og rejse sig, og hvem går op i det? Ikke mig«.

Han mener ligeledes, at DiCaprio ikke fortjener den Oscar, som er ham givet søndag: »Det er en latterlig præstation. De fører hans kampagne, baseret på hvor hårdt det var at lave filmen, ikke? Jeg er træt af at høre om det – det er det, han bliver betalt for!«

Hans favoritfilm fra året er ‘The Big Short’, som han synes var årets modigste film med sit emnevalg og den kække måde, den er formidlet på. ‘Brooklyn’ og ‘Bridge of Spies’ får til gengæld også høvl: »De er ikke værdige til at blive nomineret – begge er oversentimentale og føles som film, der er lavet i 50’erne, på den dårlige måde«.

Danske ‘Krigen’ nævner han også – dog knapt så flatterende, som man kunne have håbet: »Jeg synes ikke, der var noget i ‘Krigen’, som var specielt godt. De andre fire er fantastiske«.

Det anonyme Oscar-medlems ubarmhjertige nedhøvling opsummeres fint, da han bliver spurgt til bedste make-up og hår: »Jeg så ikke to af dem, og jeg hadede den tredje. Jeg stemmer på ‘Mad Max’, fordi jeg vil stoppe ‘The Revenant’«.

Læs hele interviewet her.

Læs hele vores Oscar-dækning HER.

Hold Oscar Night i Empire Bio med Soundvenue og forpremiere på ‘Room’ – læs mere og køb billet HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af