Den spritnye udgave af Soundvenue Filmcast handler om den absolutte elite af amerikansk film- og tv-kunst.
Forventningerne har været skyhøje til HBO’s ’Vinyl’, der er skabt af så prominente kræfter som Martin Scorsese og Mick Jagger og er en tour de force gennem 70’ernes musikscene i New York med alt, hvad dertil hører af coke, sex, vold og punk. Vi har grådigt sniffet de første fem afsnit og diskuterer, om ’Vinyl’ er Scorsese på automatpilot eller i frydefuldt frigear.
Derefter skal det handle om attråværdige gyldne mænd – og deres smag. Det er nemlig blevet en udbredt holdning, at Oscar har elendig smag, men passer det egentlig? Hvad siger årets favoritter – ’The Big Short’, ’The Revenant’ og ’Spotlight’ – om akademiets præferencer, har deres smag udviklet sig gennem årene, og er det i det hele taget blevet for smart at udbrede sine fordomme om Oscar? Vi snakker Oscar-taste og lover næsten ikke at nævne #OscarsSoWhite med et ord.
Som altid skal vi naturligvis også omkring (en langsom udgave af) hurtigrunden og streaminganbefalinger på 30 sekunder.
Abonnér på Soundvenue Filmcast via iTunes – eller lyt til den nye udsendelse HER.