Premieren på den første film nogensinde med både Superman og Batman kommer tættere og tættere på, og det har ikke skortet på trailers og teasers fra den stærkt imødesete Zack Snyder-film.
Nu er endnu en trailer landet, og den er markant bedre end de seneste. Vi ser Batman ødelægge en gruppe bad guys i en intenst koreograferet scene, og vi ser Lois Lane (Amy Adams) fortælle Lex Luthor (Jesse Eisenberg), at han er psykotisk. Wonder Woman-karakterens introduktion får vi også et glimt af, mens Batman (Ben Affleck) og Superman (Henry Cavill) ligesom i de tidligere trailers overhovedet ikke kan komme overens.
Plottet i ‘Batman v Superman: Dawn of Justice’ tager, kort fortalt, afsæt i, at Afflecks lidt aldrende Batman ikke er begejstret for Supermans destruktive tendenser. De to starter således ud som fjender, men ender, assisteret af Wonder Woman, med at kæmpe på samme side mod en fælles fjende.
Filmen har dansk premiere den 24. marts.