Flere og flere detaljer begynder at sive ud fra produktionen på Natalie Portman-filmen ‘Jackie’ om Jacqueline Kennedy, John F. Kennedys first lady. Flere vigtige scener, som eksempelvis JFK’s begravelse, blev filmet i sidste uge i Washington D.C.
Én vigtig detalje var dog, indtil nu, endnu ikke afsløret – nemlig hvilken skuespiller, der har fået rollen som JFK. Fotos fra Daily Mail af optagelserne i sidste uge viser Natalie Portman stå på en trappe på vej ud af et fly, angiveligt fra scenen, hvor Kennedy’erne ankommer til Dallas’ lufthavn – samme dag som John F. Kennedy blev dræbt af skud fra en sniper.
Nu skriver The Washington Post, at rollen som John F. Kennedy faktisk skal spilles af den danske skuespiller Caspar Phillipson, som hovedsageligt har arbejdet med teater, men også havde en rolle i ‘Flammen og Citronen’ tilbage i 2008. Og selvom Caspar Phillipson ikke er kendt i hver en dansk husstand, må man give ham, at han virkelig ligner JFK – faktisk helt utroligt meget.
Der er dog ikke lagt op til, at Caspar Phillipson skal forvente specielt meget screen time, da filmen drejer sig om Jackie Kennedy og særligt hendes liv efter JFK’s død.
‘Jackie’, der også har Peter Sarsgaard og Greta Gerwig på rollelisten, får sandsynligvis først premiere til 2017.