På papiret giver det ikke meget mening, men ‘The Sea of Trees’ endte med at blive den vel nok mest hadede film på sidste års Cannes-filmfestival.
Instrueret af den tidligere Guldpalme-vinder Gus Van Sant og med Naomi Watts og Matthew McConaughey i hovedrollerne var det nok de færreste, der havde regnet med, at ‘The Sea of Trees’ ville ende med at blive buhet ud ved pressevisningen.
Nu har vi fået en trailer for filmen, der følger Arthur Brennans (McConaughey) færd ind i Aokigahara (kendt som the sea of trees), en mystisk skov ved foden af Mt. Fuji, der også er kendt som selvmordsskoven, fordi så mange tager deres eget liv i den.
Efter at have fundet det perfekte sted til at ende det hele møder Brennan en japansk mand (Ken Watanabe), der også finder sig selv i en eksistentiel krise. De to begynder at reflektere over deres tilværelse, hvilket leder Arthur tilbage til hans livs kærlighed, konen Joan (Naomi Watts).
Det er endnu uvist, om ‘The Sea of Trees’ får dansk premiere.