Musikalske biopics er for alvor oppe i tiden. Sidste år så vi Don Cheadle som Miles Davis i ‘Miles Ahead’. I sidste uge fik vi første trailer for ‘Nina’ om Nina Simone, og nu er turen kommet til country-legenden Hank Williams, der døde alt for tidligt i en alder af 29 år.
Tom Hiddleston (‘Thor’, ‘The Avengers’) spiller Hank Williams i ‘I Saw the Light’, mens rollen som hans kone portrætteres af Elizabeth Olsen, den talentfulde lillesøster til Olsen-tvillingerne Mary-Kate og Ashley.
‘I Saw the Light’ fortæller historien om den legendariske countrystjerne – og kommer både omkring det uomtvistelige talent og de selvdestruktive tendenser. Vi ser Hank Williams’ nærmest meteoriske rise to fame, men også de, i sidste ende, tragiske konsekvenser for hans helbred og privatliv.
‘I Saw the Light’ får amerikansk premiere den 25. marts, men det er endnu uvist, om filmen bliver vist i danske biografer.