Thomas Vinterberg har til sin kommende film ‘Kursk’ igen rekrutteret belgiske Matthias Schoenaerts, der også spillede med i den danske instruktørs ‘Far From the Madding Crowd’. Det skriver Indiewire.
‘Kursk’ er historien om og navnet på en russisk ubåd, der sank under en træningsøvelse i år 2000. En eksplosion var ophavet til nedsænkningen og forårsagede, at 23 besætningsmedlemmer blev indespærret under vand og ventede på at blive reddet, mens ilten langsomt slap op.
Manuskriptet er baseret på bogen ‘A Time to Die’ og udformet af Robert Rodat (‘Saving Private Ryan’). Schoenaerts skal spille rollen som kaptajn, og der er ikke offentliggjort andre medvirkende i filmen indtil videre. Optagelserne til ‘Kursk’ begynder til efteråret.
Læs også: Thomas Vinterberg: »Gud griner først, når du lægger planer for dit liv«