’Far from the Madding Crowd’

En vildkat af en kvinde i 1800-tallets England. Tre vidt forskellige mænd, der dyster om hendes gunst – og lyst. ’Far from the Madding Crowd’ lyder lige så æggende på papiret i dag, som historien var stærkt opsigtsvækkende i 1874, da Thomas Hardy slap ’heltinden’ Bathsheba løs i den engelske litteratur.

Romanen blev med succes filmatiseret i 1967 af John Schlesinger med forførende Julie Christie i hovedrollen. Denne gang er det så vor egen Thomas Vinterberg (som senest begik den fænomenale ’Jagten’), der dirigerer Bathshebas udskejelser. Og med kendskabet til Vinterbergs skarpe personinstruktion, er det svært ikke at skrue forventningerne i vejret.

I lighed med flere af sine ’bog-slægtninge’ fra Austen og Bronté-søstrenes forfatterskaber vægter Bathsheba (Mulligan) frihed over ægteskabets tryghed. Hun arver sin onkels herregård og realiserer drømmen om et liv uafhængigt af tidens firkantende kvindenormer. Hun er dog både naiv og leger med folks følelser uden tanke for konsekvenserne. Det erfarer den ruinerede gårdejer Gabriel Oak (Schoenaerts), som frier til hende. Hun slår smut med øjnene, men siger blankt nej. Samme svar får den blide godsejer Mr. Boldwood (Sheen), mens herregårdsfrøkenen får en dosis af sin egen medicin, da soldaten Troy (Sturridge) dukker op, og med flot uniform og fægtende sværd (høh!) sætter ild i Bathshebas underskørter.

Det er i sidste ende uforløsende at konstatere, at filmen ikke er blevet det medrivende periodedrama, man håbede på. Den er en visuel lise takket være Charlotte Bruus Christensens pragtfulde billeder af den engelske countryside, men en altgørende ingrediens brillerer ved sit åbenlyse fravær: ’Far from the Madding Crowd’ mangler passion.

Det er drifterne, der skal drive værket, og så meget desto mere paradoksalt er det, at filmen synes blottet for følelsesmæssig vildskab. Lillepigen Mulligan er et stortalent, men som Bathsheba er hun akkurat så fejlcastet som i ’The Great Gatsby’ og af præcis samme årsag: Hun er bare ikke synderligt forførerisk.

Sturridge og Schoenaerts er dog ikke meget bedre, mens Sheen trods alt gør en rørende figur. Romanens tvetydige titel frarøves sin satiriske slagkraft, og man sidder tilbage med en nydeligt tandløs stiløvelse.

---

Kort fortalt:
Thomas Vinterbergs film imponerer visuelt, men formår ikke at tænde ild under sine lystforladte hovedpersoner, i hvad der burde have været et passioneret periodedrama. Carey Mulligan virker skæv som koket flirtende sirene, mens altid glimrende Michael Sheen hæver barren.

Lyt til Soundvenue Filmcast: ‘Game of Thrones’ / Vinterbergs farlige internationale comeback

Læs også: Englands nye stjerneskud: Jeg vil helst arbejde med Scorsese og Vinterberg