’Natportieren’ blev absolut ikke mindre interessant i andet afsnit, hvor Susanne Biers thrillerserie holdt dampen oppe, samtidig med at den skiftede markant gear i forhold til sidste uges indledende akt.
Vi lagde ud seks måneder efter begivenhederne i Zamatt, med et besøg hos Richard Roper og følge, inklusive superskurkens nuttede lille søn på Mallorca. Men i stedet for at fokusere på Roper var det kæresten Jed (Elizabeth Debicki), som løb med opmærksomheden i afsnittets første minutter, hvor et anstrengt opkald fra kvindens mor afslørede, at Jed formentlig har efterladt sin egen søn i England.
Elizabeth Debicki gik på nul komma fem fra sensuel isdronning i forførende lingeri til rystende hare fanget i billygternes nådesløse skær og udviklede sig dermed til en karakter, hvis hemmeligheder man pludselig ikke kan vente med at få oprullet. Flot spillet af Debicki og et spændende lille twist, der nok skal få monumental betydning senere hen.
Pine spilder ikke tiden
Senere samme aften holdt Roper hof for venner og suspekte forretningsforbindelser (same, same), da en hyggelig middag blev brutalt afbrudt af ’røvere’, som forsøgte at tage sønnike som gidsel. Heldigvis for familien Roper lurede Jonathan Pine (Tom Hiddleston) i restaurantens køkken, klar til at uddele syngende håndmadder til de indtrængende uslinge og redde dagen. Men hvad lavede han lige der?
Flash backwards til Zamatt, hvor Olivia Colmans Angela Burr fra MI6 hverver Pine som undercover-muldvarp, der skal infiltrere Ropers indercirkel. Pine sendes herefter på ophold i en landsby i det idylliske Devon, imens hans fortid viskes ud, og helten spilder ikke tiden: Han flirter med den smukke lokale butikspige og tæsker løs på lokale udskud (alt sammen glimrende træning, forstås …).
Den største ros til Olivia Colman
Sidst i afsnittet er muldvarpen omsider på plads, og spillet kan for alvor begynde i næste uges afsnit. Men aftenens episode udmærkede sig med stærke skuespilpræstationer hele raden rundt og fik endog introduceret et par nye interessante ansigter i form af Harewoods efterretningsmand og Tobias Menzies’ arrogante MI6-chef, som ikke giver meget for Burrs jagt på Roper.
Vi har endnu til gode at se Hugh Laurie folde sig rigtigt ud som manden, de alle kredser om, men de øjeblikke, han her fik, efterlod ingen tvivl om Ropers lurende psykopati under den pæne rigmandsoverflade. Lauries øjne i scenen, hvor hans søn tages til fange, lynede således mere faretruende, end Hiddlestons næver efterfølgende slog hårdt på kollegaerne forklædt som bad guys.
Den største ros må imidlertid gå til Colman, som fuldstændig ownede scenen, hvor Pine skal give sit afgørende samtykke til operationen. Måden, hvorpå hun først trakterer Pine med te og småkager for så med største intensitet at opfordre ham til at vække sin egen indre psykopat og blive ’verdens næst-værste menneske’, var smågenial og skræmmende komisk. Med den slags eksplosive udmeldinger tilgiver man gerne Colmans kontrastfyldte mummy-fremtoning.
At Pines psykopat så formentlig gradvist kommer til at true hans menneskelighed, er allerede givet på forhånd. Agenten er sendt over broen – og nu brænder hans chefer den bag ham, som Burr nærmest begejstret udtrykte det til sidst.
Ugens globetrotteri
Vi kom vidt omkring i afsnit 2, fra sneklædte Zamatt i Schweiz til landlige Devon og køligt blå London i England, charmerende Madrid i Spanien og Ropers solbeskinnede ferieresidens på Mallorca. De mange smukt filmede locations giver fortsat serien et yderst lækkert internationalt præg (bemærk de destinations-specifikke farvetoner) samt nu også glimrende inspiration til sommerferien. Hermed fremsættes forslaget om en ’Natportierens Rejseguide’ komplet med hotel og restaurantanbefalinger som supplement til kommende afsnit.
Ugens elsker at hade
Tom Hollanders bitchy Lance Corkoran, Ropers højre hånd, er lige så spydigt komisk, som han er isnende farlig. Det ene øjeblik svinger han jovialt Jed rundt på dansegulvet for senere i afsnittet at true Pine med at klynge ham op ved hans ’pæne ankler’, til sandheden falder ud af ham ved tyngdekraftens magt. Lance er ikke til at spøge med. Og Pine ved det.
Altid interessant uudgrundelige Tobias Menzies skal dog formentlig tids nok give Hollander kamp til stregen som hadekarakter numero uno, hvis hans MI6-mand Geoffrey Dromgoole (fantastisk navn!) fortsætter sine glatte gentleman-fornærmelser af Burrs evner i efterretningstjenesten. Akkurat som i ’Outlander’, hvor englænderen spiller en sublim dobbeltrolle, er mere Menzies som hovedregel at foretrække i serieland.
Strøtanker
– Skal Pine partout hoppe i kanen med hver en dådyrøjet kvinde, der sødt blinker i hans retning? Ikke at jeg decideret skal beklage de mange sengekantsskud af Tom Hiddleston (eller denne uges ’Highlander’-scene, hvor han badede i et iskoldt vandfald som et rigtigt mandfolk), hvis naturlige charme fuldt ud berettiger agentens evner som kvindebedårer i 007-klassen. Men sexscenerne kan også nemt gå hen og blive en kliche, hvis de gentages for ofte og for indifferent, og tegne vor helt som en gemen liderbuks frem for den mystiske mand, serien vil bygge ham op som. Vi får at se, om Pine kan holde den i bukserne i næste uge.
– Hvor længe skal Burrs graviditet forestille at vare? Da vi først mødte hende i afsnit 1, var det allerede med mave på, og seks måneder senere i afsnit 2 vralter hun gudhjælpemig stadig rundt med fodbolden under trøjen. Hvis hun ikke skal ende med at føde et barn af ’Riget’s Lillebror’ske proportioner, må de første veer være lige på trapperne.
– Hvem er Jed egentlig, og hvorfor har hun efterladt sit eget barn? Har Roper en klemme på hende? Er hun blot ude efter skurkens penge, så hun kan forsørge familien derhjemme? Eller spiller hun sit eget farlige dobbeltspil, enten solo eller for en endnu ukendt chef? Uanset hvad blev Elizabeth Debickis figur en hel del mere spændende i denne uge modsat forrige afsnits blanke frillestatus.
– Hvor inkompetent er Ropers muskelmand og bodyguard Frisky (Michael Nardone) egentlig, når bevæbnede ’røvere’ kan komme anstigende midt i aftensmaden på en offentlig restaurant? Burde han ikke, øh, holde udkig med eventuelle mistænkelige aktiviteter omkring sin berygtede arbejdsgiver i stedet for at stirre sultent på festmåltidet på middagsbordet? Knapt så friskt, Frisky!
Vores anmeldelse af ‘Natportieren’ afsnit 1: Susanne Biers spionserie emmer af James Bond-stemning