’Natportieren’ afsnit 1: Susanne Biers spionserie emmer af James Bond-stemning

Du kan roligt slukke mobilen de næste seks søndag aftener kl. 20, når DR1 blænder op for BBC’s vanedannende spionthriller ’Natportieren’, instrueret af Danmarks Oscar-vindende Susanne Bier, der nu også er sprunget ud som tv-serie-instruktør af stort internationalt format.

’Natportieren’ er baseret på forfatter og tidligere spion John le Carrés koldkrigsroman af samme navn fra 1993, der til trods for flere planlagte filmatiseringer igennem årene (én sågar med Brad Pitt i hovedrollen) aldrig nåede det store lærred. Held i uheld, for på mange måder egner romanens snørklede historie om våbenhandel og spionage sig da også langt bedre til det mere tålmodige serieformat, hvor plot og karakterer nu i stedet får rigt spillerum til at folde sig ud over seks timelange afsnit.

Læs også: Vores vurdering af afsnit 4 – Pine går planken ud

Settingen er opdateret til vor tids mellemøstkonflikter i efterdønningerne af det arabiske forår, men kickstarter indledningsvis midt i den politiske tumult i Cairo i februar 2011.  Her arbejder britiske Jonathan Pine (Tom Hiddleston) således som natportier på Cairos luksuriøse Nefertiti Hotel, da præsident Hosni Mubarak efter 18 dages eskalerende folkelig revolution annoncerer sin afgang. Jubel genlyder i Egyptens gader, og Nefertitis personale ånder lettet op oven på den tilspidsede situation, hvor skræmte hotelgæster er flygtet ud af landet.

Lidet aner nogen, at Mubaraks regime snart skal blive afløst af Det Muslimske Broderskabs islamistiske jernhånd efterfulgt af militær magtovertagelse, men mørke politiske skyer trækker sig allerede sammen om Pine, da den forførende hotelgæst Sophie (Aure Atika) betror ham med stærkt foruroligende oplysninger.

Sophie er indlogeret i hotellets penthousesuite som en nattergal i et gyldent bur af sin elsker Freddie Hamid, en voldelig ’kronprins’ in spe til en af Egyptens mest indflydelsesrige – og korrupte – familiedynastier. Velvidende, at hun underskriver sin egen dødsdom, lækker Sophie papirer, der med al tydelighed bekræfter Freddies storstilede våbenhandler med den kendte engelske forretningsmogul og selvudråbte humanitariske bedsteborger Richard Roper (Hugh Laurie).

Nervegas, missiler, ja, endog napalm figurer på den bestillingsseddel, Freddie og Richard Ropers firma Iron Last har udvekslet som handlede de æbler og bananer per kilo i Netto. Våben, der ville kunne kvæle selv det mest populære oprør, som Pine bemærker, da han videregiver Sophies dokumenter til en gammel militærkammerat i Cairos diplomatiske inderkreds (Russel Tovey fra serien ’Looking’).

Denne kvitterer med at sende papirerne til MI6 i London, hvor efterretningskvinden Angela Burr (Olivia Colman fra BBC’s ’Broadchurch’) får julelys i øjnene ved udsigten til at gå i flæsket på Roper. Burr har før haft mogulen i kikkerten for lyssky handler, men hendes overordnede vil ikke røre hverken Roper eller Hamid-familien, som begge har politiske forbindelser langt ind i Parlamentet, og årligt investerer milliardbeløb i engelsk industri.

Her stopper historien naturligvis ikke, om end vi efter en forudsigeligt dramatisk begivenhed i Cairo springer drastisk fire år frem i tid. Pine arbejder nu på et luksusskihotel i rigmandsbyen Zermatt i Schweiz, men hverken bjergluft eller billedskønne udsigter over Matterhorns spidse tinde har givet natportieren ro i sindet oven på Sophie-Hamid-Roper-affæren. Og da selveste Roper indlogerer sig med følge og fræk kæreste (Elizabeth Debicki, ’The Man from U.N.C.L.E.’) på Pines hotel, åbenbarer der sig en unik mulighed for Pine og Burr for at eksekvere selvjustits via farefuld spionage.

’Natportieren’ er en klassisk, umiskendeligt britisk spionfortælling af den gode gamle le Carré-skole, hvorfor første afsnit da også føles og syner velkomment old-school i sin eksekvering af Pines upåklageligt høflige dans med den karismatiske djævel Roper, over den ene eksotiske location til den næste. Som det er karakteristisk for Biers større filmproduktioner er billedsiden slående vellykket (lidt færre melodramatiske close-ups havde været at foretrække), her tilføjet en stringent skarphed ikke ulig Sam Mendes’ James Bond-film.

I det hele taget er det svært, ikke at drage sammenligninger mellem 007-universet og ’Natportieren’, der udover at fungere som Tom Hiddlestons ultimative audition-platform til rollen som superagenten, emmer af mere Bond-essens end sidste års ujævne ’Spectre’ formåede. Skulle Bier blive tilbudt at instruere dén franchise i nærmeste fremtid, skal der ikke lyde nogen indvendinger herfra. For nu kan vi atter glæde os over at leve i en tid, hvor tv-serier fuldt ud konkurrerer med og i mange tilfælde overgår filmmediet på velproduceret kvalitet.

Hiddleston og Laurie tegner begge interessant flerfacetterede roller med farlighed og intensitet lurende bag gentleman-facaderne, og det skal tids nok blive neglebidende spændende at se de to landsmænd cirkle hinanden som betændte modpoler. Særligt Laurie negler sin bad guy med isnende charme, mens Colmans Burr derimod svøbes i en lettere træg stereotyp som kvindelig agent i bløde cardigans over en gravid mave. Burr var en mand i le Carrés roman, og skal dette kønsskifte give mere tidssvarende mening må man håbe, at Colman får lejlighed til at vise sine fremragende skuespillerevner på anden vis end som token politisk korrekt moderligt islæt i en mandsdomineret spionverden.

’Natportieren’s første afsnit er dermed ikke fejlfrit, og især føles Pine og Sophies indledningsvise flirt passionsløst forceret i den dramaturgiske manuskriptkatalysators navn. Omvendt ville det dog også ligne genren dårligt ikke at lege med velkendte spionklicheer, a la smukke femme fatales lokkedue-aktiver over for vor helts svaghed for samme. Og med Elizabeth Dicki på scenen som Ropers frille med et godt øje til sexede natportierer er der i alle tilfælde lagt i kakkelovnen til mere af samme skuffe.

Klicheer eller ej – man bruger gerne de næste søndage i Jonathan Pines selskab. Tilhørende martini, shaken not stirred, valgfri.