Der kom saftige svesker på disken og blodigt kød på bordet i denne uges omgang ’Natportieren’, hvor Pine endelig gik i bukserne på Jed, Ropers skyldbetyngede spanske advokat Apostol led et brutalt endeligt, og vi langt om længe blev vidne til plottets centrale våbenhandler, der ikke overraskende viste sig at trække tråde til både de engelske og amerikanske efterretningstjenester i London.
Under et hastigt møde mellem Angela Burr og en gammel kollega, som nu arbejder under Dromgoole, blev sidstnævnte afsløret som den nederdrægtige skurk, vi allerede fornemmede, han var i seriens indledende afsnit, naturligvis i ledtog med glatte Vanden (Katherine Kelly) fra CIA. At Burr så relativt nemt kom frem til sagens ubehagelige kerne, virkede mere belejligt end troværdigt, men var ikke desto mindre med til at line skakbrikkerne op til et grumt sidste slag, der i de sidste to afsnit nu skal udkæmpes på alle fronter.
På Mallorca fortsatte Pine, som efterhånden svarer flere navne end P Diddy, sin charmeoffensiv af Roper, og duoens sprudlende bromance sendte frustrerede Corky over kanten i en tåkrummende, men frydefuldt velspillet scene, hvor den tidligere højrehånd endelig tabte skruen og teede sig som et jaloux barn midt på en fyldt Michelin-restaurant.
Isnende Roper foldede sig ud
Corky gik så langt som til at vrænge af sin chef, at denne ikke kan se »den menneskelige håndgranat« for næsen af ham (altså Pine), men Roper syntes at tilskrive optrinnet Corkys seksuelle tiltrækning af skurkeredens nye golden boy. Der er ingen tvivl om, at Corky nu styrer lukt mod afgrunden, men den intrigante lille djævel har et interessant kort på hånden, som han af uvisse årsager endnu ikke har spillet: Han kender til Jeds natlige visit i Pines hytte på stranden.
Hvorvidt Roper vælger at tro historien efter Corkys hysteriske udbrud er tvivlsomt, men lur mig om ikke bomben alligevel smides i næste afsnit. Derudover skulle det ligeledes undre, hvis ikke Corky inden længe forsøges ’afviklet’ på samme måde, som uheldige Apostol blev uskadeliggjort. Men om undermåleren falder for Ropers eller Pines hånd, bliver spændende at se. Take the champagne and run, Corky!
Ropers isnende Dr. Jekyl/Mr. Hyde-personlighed foldede sig for alvor ud i denne uge, og Hugh Laurie viste stor professionel spændvidde, som han vekslede mellem Ropers joviale omgang med Pine og pralende udlægning af sine udspekulerede forretningsmetoder, afløst af en køligt indifferent afsked med sønnen Daniel. Roper er Roper nærmest, og Jed fulgte fornuftigt Pines råd om at behandle sin lunefulde elsker med mere varme og tanke for eget ve og vel.
Hiddleston tog for sig af retterne
Om det så gør hende noget godt i sidste ende, er langt fra sikkert, og Jeds quickie med Pine på hotellet i Istanbul besejlede formentlig den triste muses skæbne. Jed knaldede med den lækre spion af dyb desperation og lede ved sin fastlåste situation – Pine derimod tog for sig at retterne med en grådighed, der forrådte hans tidligere bekymring for Jeds sikkerhed, og som mindede ikke så lidt om Ropers objektificering af samme kvinde.
Tak skal i samme ombæring lyde til Susanne Bier for, at det var Pine, og ikke Jed, der i scenen blev udstillet af kameraet, da Hiddlestons spændstige baller moonede os dyrisk, mens Jed forblev tækkeligt påklædt.
Spionen lader til at være blevet forført ikke blot af Ropers kæreste, men hele skurkens nederdrægtige livsstil. Godt hjulpet på vej af et nyt kreditkort og små 300 millioner i banken. Han agerede overbevisende finansiel stråmand for Roper, da våbenhandlen skulle lukkes, og blev oprigtigt rasende, da Burr senere beordrede ham at trække sig fra missionen, efter at hun havde luret hans kompromitterende affære med Jed.
Pine kastede sig selv ud på dybt vand, da han trodsede sin arbejdsgiver og advarede Roper mod efterretningstjenesten overvågning, og det bliver sværere og sværere at se, om spionen agerer ud fra Burrs eller sin egen agenda.
Det er Hiddlestons fortjeneste, at vi begynder at tvivle på Pines intentioner i takt med at heltens spejderdrenge-manerer afløses af et begærligt, Ikaros-lignende vovemod, der slører skellet mellem kalkuleret kløgt og rendyrket egocentrisme. Pas på med at flyve for tæt på solen, kære Pine.
Ugens cyklist
Det er bestemt ikke ufarligt at cykle i London, ikke mindst når man bliver passet op af truende varevogne med skumle hensigter. Det erfarede Burrs chef Mayhew på sin vej til arbejde, hvor han med nød og næppe undslap Roper/Dromgooles mænd.
Heldigvis er Mayhew ikke typen, der lader sig kue af bøllemetoder, men lige meget hjælper det, når han selv ene mand har sat hele missionen på spil ved at dele fortrolige oplysninger med forræderen Vanden. Intet under, at Burr sender sin chef opgivende blikke. Den højgravide agent er sammen med Corky andetsteds efterhånden en af de eneste i serien, der lader til at kunne gennemskue sjufterne ud fra deres arrogante facader.
Ugens skaldyr
Jeg kan umuligt have været den eneste, der under Corkys triader fik en umanerlig lyst til hvidvin og hummersalat med udsigt over Mallorcas azurblå vande. Damn you, luksus-lækre billedside!
’Natportieren’ byder fortsat på nogle af de flotteste scenografier set i nogen krimiserie, og også Istanbul blev fremstillet mere majestætisk end i selv Sam Mendes’ ’Skyfall’. Ikke en uge går, uden man får kriller i maven ved tanken om, at Susanne Bier og Hiddleston skulle kaste sig over 007.
Ugens topscorer
Der er tæt løb mellem Tom Hiddlestons flossede spion og Olivia Colmans Burr i denne uge, for begge spillede de britiske bagdele ud af bukserne, så man mærkede sin egen danske ditto krybe længere og længere frem i sædet.
Prisen må dog gå til Burr, som leverede en gribende monolog om dengang, hun i 2003 bevidnede et kemisk angreb mod en større gruppe børn i Irak. Angrebet gav Burr ar på sjælen, mens de afskyelige følger til gengæld fik opportunistiske Roper til at bestille stort ind af samme kemiske våben.
Pludselig forstår vi til fulde Burrs indædte menneskejagt, der går forud for både manden derhjemme og barnet i maven, og Colman krydrer kvindens stålsatte vilje med enorm menneskelighed og sorgmod. Burrs noget nær ceremonielle ofring af Apostol vidnede om, hvor beskidte hænder agenten er villig til at få for at sikre sejren over Roper. Og det er langt fra slut endnu. Nyligt opsætsige Pine gør klogt i ikke at undervurdere sin chef.
Læs også: ‘Natportieren’ afsnit 3 – lækkert politiarbejde, påklistrede romancer