Både publikums og hovedpersoners sympatier blev kastet op i luften i tredje kapitel af ’Natportieren’, hvor Jonanthan Pine (Tom Hiddleston) rejste sig fra sygesengen for endelig at blive officielt indlemmet i Ropers (Hugh Laurie) inderkreds på Mallorca.
Den forslåede muldvarp har vundet, hvis ikke Ropers utvetydige gunst, så skurkens interesse oven på et stykke nøje tilrettelagt røgslør, hvor Pine gav den som rapkæftet morder på flugt fra de engelske myndigheder. Pine spillede højt spil over for både Roper, som syntes at bifalde sin gæsts uimponerede ligefremhed, og højrehåndsmanden Lance ’Corky’ Corkoran (Tom Hollander), som til gengæld stadig nærer dyb (og berettiget) mistillid til mystiske Pines egentlige intentioner.
Corky kan lugte en forræder (og dameglad trussetyv) igennem selv den vådeste champagne-brandert, og Pine måtte indirekte bede om hjælp fra sin MI6-arbejdsgiver Angela Burr (Olivia Colman) for at adressere problemet i en scene, hvor de to allierede udvekslede sigende blikke og informationer igennem Pines sniksnak med Ropers lille søn foran en iskiosk – og med Ropers bodyguards ventende i baggrunden. Det var spionarbejde af dristigste klasse – og frydefuldt underholdende.
Pines besked gik klart hjem, og Burr iværksatte en snedig mission for at vende en af Ropers mere ulykkelige forretningsforbindelser imod Corky. Ikke længere et ondt ord om Burrs mummy-fremtoning herfra, efter MI6-kvinden her udnyttede sin fysiske situation som afledende, omsorgsindbydende dække. Senere udnyttede Pine ligeledes sit tætte forhold til Ropers søn til at få adgang til en sikker mobiltelefon og sågar Ropers private arbejdsværelse, hvor det viste sig, at også Jed (Elizabeth Debicki) har snuset rundt for at finde ud af, hvad hendes stenrige beskytter/elsker egentlig foretager sig, når han snakker om handler med ’landbrugsredskaber’.
Pine og Jed er allerede åbenlyst glade for hinanden, og selvom Corky advarede Pine mod at lægge en finger på bossens dame, kan der ikke gå mange afsnit, før de to deler mere end foragt for Ropers forretninger. At sørgmodige Jed ikke førhen har lugtet krudtslammet i bageriet, virkede dog besynderligt, og hendes udtalte vrede mod Roper i afsnittets sidste halvdel syntes en kende for tøsefornærmet for en kvinde, som immervæk længe har slænget sig lunt i superskurkens luksuriøse rede.
Udbruddet var dog naturligvis også et udtryk for Jeds personlige desperation over at være adskilt fra sin egen søn, som Roper selvfølgelig viste sig at kende alt til. Der er en kemi mellem Jed og utilregnelige Roper, der stikker dybere end rigmand/frille-relationen, og takket være Laurie og Debickis gode præstationer tilgiver man afsnittets lidt for letkøbte forsøg på at spille de to ud mod hinanden. Det ville være ærgerligt, hvis Jed vender sin mand ryggen så tidligt i seriens forløb for at hellige sig Pines hold, hvis agenda hun slet ikke kender endnu.
Ugens elsker at hade
Stakkels Corky. Tom Hollanders karakter gik i denne uge fra øretæveindbydende til patetisk, i takt med at han pludselig så sig selv møvet ud på sidelinjen fra sin magtfulde position ved Ropers side. Ideen med at sprænge Ropers cirkel indefra som vand i en klippekile er udmærket, men at Roper skulle begynde at se skævt til sin mest betroede håndlanger inden for så kort tid virkede alligevel for blindt belejligt i manuskriptet.
Corky og Roper går langt tilbage og har sågar engang tilbragt en hel uge sammen i en ussel fængselscelle. Mon ikke de to burde kende hinanden godt nok til at tage en fortrolig snak, inden Roper ud fra substansløse indicier fra tredjeparter vender sin partner ryggen?
Jeg kan ikke lade være med at håbe på et comeback for Corky på næste søndag. I alle tilfælde snapper den lille terrier så ærgerrigt efter Pines hæle, at det skulle undre, om han ikke snart får et farligt bid ind under huden på agenten.
Ugens say what?
I London blev Burrs overordnede Mayhew (Douglas Hodge) kaldt til en snak med chefen Dromgoole (Tobias Menzies) og kollegaer, som har fået færden af Burrs mission på Mallorca. Dromgoole er ivrig efter at køre Burr ud på et sidespor, da der tydeligvis er politiske interesser, som taler imod et britisk orkestreret take-down af magtfulde Roper.
Han tilbød endda Mayhew en klækkelig sum for at overdrage missionen, men heldigvis fnøs Mayhew af tilbuddet. Slutteligt bevidnede vi så, hvordan Dromgooles mand Galt (Jonathan Aris) pludselig mødtes ansigt til ansigt med Roper i Monaco for at advare skurken mod forræderi i egne rækker. Huh? Er Galt dobbeltagent for Roper midt i MI6, eller udsendt af Dromgoole selv for at gyde olie på vandene mellem Englands finansielle interessenter og en af verdens farligste mænd?
Roper forsikrede Galt om, at han allerede var i gang med at rydde op i geledderne, med henvisning til Corkys degradering, men igen virkede det forhastet, at Roper skulle forfremme Pine over Corky, i stedet for at se den hårdtslående natportier ordentligt efter i sømmene. Med en sådan mangel på kritisk sans over for sine husgæster virker det nærmest usandsynligt, at Roper ikke skulle være blevet væltet af efterretningstjenesterne noget tidligere.
Ugens topscorer
Tom Hiddleston brillerer seriøst og stærkt overbevisende i rollen som Jonathan Pine, der i denne uge interagerede med alle fra Ropers søn til Roper selv, mistroiske Corky, søgende Jed, håndlangeren Sandys brændte hustru, samt Burr – og over for hver karakter skiftede han ham som en kamæleon på et kludetæppe.
Den engelske skuespillers nuancerede præstation er en fornøjelse at følge, og Hiddlestons bløde hundeøjne rummer præcis den rette kombination af evig vagtsomhed og indre konflikt. Giv ham nu bare Bond-stafetten, for hulan.
Strøtanker:
– Hugh Laurie fik langt om længe mere spillerum, men udover at afholde en pokkers masse møder (stort set alle uden for skærmen, desværre) og sippe champagne under den sydlandske sol mangler Roper stadig at manifestere sig som den virkelig farlige karl, alle ved, han er.
Det ville være godt med et mere detaljeret indblik i den karismatiske skurks foretagender, et one-on-one med manden i enerum, men for nu må vi nøjes med at iagttage ham igennem folkene omkring ham, fra Pine til Jed, Corky til Burr. Det er på dette tidspunkt i forløbet både seriens styrke og svaghed, at vi ikke kan blive klogere på Roper, end de øvrige hovedpersoner kan. Som publikum spionerer vi lige så ivrigt på skurken for at lure hans luner som Burr, når hun utålmodigt stirrer igennem sin kikkert. Effekten er spændingsopbyggende, om end den også begynder at føles lettere frustrerende distancerende.
– Burr og kollegaen Joel Steadmans (David Harewood) flirt på Mallorca, mens de venter på nyt fra Pine, er helt og aldeles ligegyldig og tjener indtil videre intet andet formål end at give efterretningstjenestefolkene noget at lave foran kameraet andet end at stirre på monitorerne i skalkeskjulet. Overflødigt påklistrede romancer er enhver seriøs krimis klæge akilleshæl. Se også: Pine/Jed.
– Ugens afsnit var fyldt med detektivarbejde og sårede karakterers mere eller mindre forsmåede afsløringer, lækre skud af palmeblade i måneskin og Jeds mælkehvide hud mod ditto hvide lagner/flagrende gevandter. Men lad os nu også få lidt mere action på bordet næste gang, så vi som Burr ikke sidder tilbage med følelsen af at træde vande, mens Roper udfører sine skurkegerninger for lukkede døre.
Læs også: ‘Natportieren’ afsnit 2 – Susanne Bier skifter interessant og markant gear