Sjældent har en sæsonafslutning været så uforglemmelig, som da Robert Durst i HBO’s dokumentarserie ‘The Jinx’ i et ubetænksomt øjeblik på toilettet virkede til at indrømme mordet på sin kone, bedste veninde og nabo. Selvom serien næsten var for god til at være sand, så var den skam virkelig, og disse udtalelser, sammen med et inkriminerende brev til bedsteveninden Susan Berman, har åbnet for en retssag mod Durst.
Men før den overhovedet er gået i gang, skal Durst alligevel bag tremmer. Rigmanden er blevet idømt syv års fængsel og efterfølgende tre års superviseret udgang som resultat af våbenbesiddelse. Da politiet gennemsøgte hans hjem i forbindelse med Susan Berman-sagen, fandt de en ladt .38-kaliber Smith & Wesson.
Dommen er resultat af en tilståelsesaftale, og udover de syv år bag tremmer skal Durst betale en bøde på ca. 37.000 danske kroner, hvilket må siges at være småpenge for den 73-årige millionær.