’Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 10: »Nu tror jeg igen på ’Game of Thrones’«

(Læs naturligvis først, når du har set sæsonfinalen.)

Hun smiler, da hun ser The Great Sept of Baelor brase sammen, og hun smiler igen, da hun sætter sig på The Iron Throne. Smilet, der næsten ikke røbes under en forstilt og påhæftet maske af smerte. Smilet, som efter Da Vincis berømte maleri er kommet til at hedde Mona Lisa-smilet.

Hun er ingen Mona Lisa, men i Westeros tilhører smilet, præcist ligesom tronen, hende og ingen andre end hende. Man kunne passende kalde det Cersei-smilet.

Sjette sæsons sidste afsnit, ’The Winds of Winter’, binder fint sløjfe på sæsonens mange fortælletråde, store som små, og præsenterer desuden en række overraskelser. Tråde er der mange af, men afsnittet er holdt i den samme tone og efter en fælles rammefortælling. Det føles derfor ikke kluntet eller uraffineret, når Ramin Djawadis strålende kendingsmelodi plantes i de fleste af fortællingerne i et musikalsk tilsnit, der passer til situationen.

Snarere er det med til at holde sammen på løjerne, når der springes mellem de bærende karakterer. Sæsonfinalen finder plads til dem alle sammen.

Og som det forlanges af sæsonfinalen som disciplin, formår ’The Winds of Winter’ at positionere de bærende karakterer således, at man næsten ikke kan vente med at se, om deres lange rejse mon skal ende i total triumf eller fuldkommen fiasko – helt oppe på tronen eller helt nede i rendestenen.

Man fornemmer, at serien er trådt ind i en afsluttende fase, og det er en fornemmelse, som sæsonfinalen formår at frembringe med forskellige midler.

Vinteren er kommet

Rammefortællingen, der binder det hele sammen, handler om årstidernes endelige skiften fra sommer til vinter, og afsnittet præges af forestillingen om, at tingenes hidtil kendte tilstand er kommet til et ophør.

Stedet, som repræsenterer uendeligheden og uforanderligheden – Baelor’s Sept i King’s Landing – eksploderer i wildfire. Manden, som personificerer en gammeldags, gammelpatriarkalsk verdensorden – Walter Frey – myrdes i sit eget hjem. (Bemærk, at Walter Freys sønner er forvandlet til tærte som et callback til Freys brud på æresbegrebet om, at man beskytter dem, man bespiser. Der er poetisk retfærdighed på menuen.)

Vinter er det gearskifte, som seriens fans altid har haft udsigt til, men som altid kun har stået for døren. Men i ’The Winds of Winter’ forlader de hvide ravne Oldtown for at sende bud ud til alle hjørner af Westeros om, at årstiden officielt er ankommet.

Sansa fortæller Jon, at de har modtaget én af dem i Winterfell, og som et ekko af familiens ordsprog, seriens mantra og de foregående fem sæsoners varsel svarer han: »Well, father always promised, didn’t he«.

Det er et øjeblik, der ligesom mange andre signalerer, at der er en storm under opsejling. Men denne gang ligger stormen lige om hjørnet. Sansas mor talte altid om »dark wings, dark words«. Nu er vingerne hvide, men beskeden mere ildevarslende end nogensinde. Vil vores helte klare sig igennem vinteren, mørket og kulden?

Jeg tror på ’Game of Thrones’

’The Winds of Winter’ er skåret til de store følelser, og afsnittet emmer af den storladne sentimentalitet, der føles som grundtonen i de bedste afsnit af ’Game of Thrones’.

Tre øjeblikke træder frem fra de resterende, og det er øjeblikke, der helt i afsnittets ånd bringer tingenes kendte tilstand til et ophør. Jon fejres som den næste King in the North, Daenerys udnævner Tyrion til at være Hand of the Queen, og Cersei indtager sin plads på The Iron Throne. Så er det hele ligesom tegnet op. I det ene ringhjørne: Kongen. I det andet ringhjørne: Dronningen. Rundt om ringen: Dragemoderen. Der må kæmpes! Man kan næsten ikke vente.

I det omfang at godt drama handler om balance og ubalance, formår sæsonfinalen dermed at bringe en balance tilbage i de fleste fortællinger, der ellers har manglet. Dramaet består i truslen mod balancen. Pludselig har Cersei noget at miste. Hun har jerngrebet om jerntronen. Pludselig har Tyrion (igen) nogen, han ikke tør skilles fra. Han har fundet dragerne og dragemoderen, som han altid blot har drømt om.

Og pludselig står Jon i spidsen for et folk, der tror på ham i samlet flok og accepterer ham på trods af hans ukirkelige indfødsret – som en Stark blandt Stark-tilhængere.

Derfor har næste sæson et dramatisk potentiale, som denne aldrig fik forløst. Der er bare tilbage at håbe, at Benioff & Weiss ikke klokker i det. Jeg tillader mig at håbe. Kylie Minogue sang det, og Tyrion sagde det i en rørende scene, der fint understregede sæsonfinalens følsomhed: »I believe in you«.

For Lannister-afhopperen er ikke bare den fremmede, anderledes og handicappede krop i et samfund, der ikke forstår eller accepterer ham. Han er også den drømmende nørd: Drengen, som fik sit hjerte knust, da de voksne fortalte ham, at der ikke længere findes drager. I ’Game of Thrones’ får vi alle chancen for at forestille os deres eksistens. Dragerne findes, dragerne findes.

Tyrion tror på dem, og han tror på Daenerys. Jeg tror på Tyrion, Daenerys og alle de andre. Og nu tror jeg igen på ’Game of Thrones’.

Læs også: Den kritiske afsnit 9-anmeldelse: Serien forbryder sig mod sin egen logik

Læs også: Den begejstrede afsnit 9-anmeldelse: »Et højdepunkt i seriens historie«