’Game of Thrones’ – den begejstrede afsnit 9-anmeldelse: »Et højdepunkt i seriens historie«

Det næstsidste, spektakulære afsnit i ’Game of Thrones’ sæson 6 deler vandene blandt fans og anmeldere. Også her på redaktionen er der vidt forskellige syn på ’Battle of the Bastards’. Vores faste ’Game of Thrones’-anmelder Mathias Ravn måtte trække i nødbremsen, mens vores filmredaktør Jacob Ludvigsen steg på med speederen i bund. Vi bringer derfor begges syn på sagen. Læs Jacobs dom nedenfor – og Mathias’ lige HER (selvfølgelig først når du har set afsnittet).

Vi har savnet intense scener. Vi har higet efter færre kænguruhop mellem otte-ti forskellige plottråde i samme afsnit. Vi har efterspurgt fremdrift og følelsen af, at vores hovedkarakterer nærmer sig rutens endemål og ikke bare småsludrer på mellemstationerne og fortæller kryptiske jokes om en Stark, en Martell og en Lannister på en bar. Vi har forlangt intensitet og forløsning.

Vi fik det hele i ’Battle of the Bastards’ – og mere til.

’Game of Thrones’ er en fantastisk serie, der de senere sæsoner, inklusive denne, har svinget i kvalitet. Men når den er på toppen af sit game, kan den sætte ens åndedræt på nærmest livstruende pause mere effektivt end nogen anden serie. Og jeg trak ikke vejret (nej, Tormund, det skal ikke forstås bogstaveligt) under gårsdagens 55 minutters parløb mellem Daenerys’ og Jons alt eller intet-kamp for at rykke afgørende felter frem på brættet i spillet om tronen.

Kampscenerne foran Winterfell var seriens bedst eksekverede actionsekvenser hidtil, mere intense og medrivende end selv sidste sæsons zombie-kamp i ’Hardhome’. Mens Puff Den Magiske Drage og hans to brødre stadig emmer lidt for meget af CGI, når de er i hurtig, ildspyende bevægelse, var der en håndholdt taktil fornemmelse for slagmarkens modbydeligheder i Jon Snows dumdristige David mod Goliat-anslag på Ramsays fæstning.

Hans nær-druknedød i mængden af døde og levende var klamt klaustrofobisk, og modsat tidligere var der heldigvis levnet plads til ganske få ’vi highfiver og smider kække replikker efter hinanden, mens vi slås’-øjeblikke.

Jon Snow vinder, men taber

Det (simulerede) lange take af Jons hektiske og mudrede sværdkamp bragte mindelser om de tilsvarende rå kampscener i Justin Kurzels ’Macbeth’ og tjente på mange måder samme funktion: De kropsliggjorde, hvad kampen om magten egentlig, helt konkret, indebærer, og det har ’Game of Thrones’ aldrig gjort bedre.

Når de lange kampscener ikke føltes monotone, skyldtes det nemlig, at de tilvejebragte et nærmest rørende billede af Jon Snow: Den tapre kæmper, der er en hovedløs taktiker og udelukkende spiller med hjertet, hvilket Ramsay så kynisk udnyttede med Rickons tragiske ’Apocalypto’-moment.

Spejlingen af Daenerys og Jon, de vel lige nu største favoritter til herskerpositionen, var suveræn i ’Battle of the Bastards’. Mens Daenerys er draget mod bål og brand, lader hun sig igen tale til fornuft af sine intelligente rådgivere, her i form af Tyrion. Hun forener det moralsk og strategisk bedste valg. Hun er en god og klog leder.

Jon er ingen af delene. Han går – modsat Ramsay – forrest. Han er modig. Han er en formidabel fighter og hærfører. Men han lytter ikke til Sansas vise vejledning og graver sin egen grav i kamplyst og kærlighed til Rickon.

I sidste ende fremstod han måske nok som officiel sejrsherre, men som hersker tabte han. ’You Know Nothing’-Jon Snow blev blottet mere end nogensinde før, mens Daenerys Targaryan, Breaker of Chains, Pløjer af Marker, Tilhænger af Knækbrød viste sit format. Og det var i dette samspil mellem parallelt karakterportræt og rå action, at ’Battle of the Basterds’ fandt sin største styrke.

Katarsis for alle pengene

At Sansa kom ridende med kavaleriet uden så meget som at have nævnt muligheden for Littlefinger og The Vales assistance i sin samtale med Jon, var en ærgerlig logisk brist (og et deus ex machina-greb, serien har brugt til lovlig mange kampscener efterhånden), ligesom det kan undre, at Ramsay med sine uovertrufne bueskytteevner ikke valgte at gå efter Jon i de adskillige ombæringer, hvor han havde chancen inden den endelige konfrontation.

På den måde er serien blevet et mere traditionelt heltekvad, hvor de gode overlever trods hårde, nogle vil sige uoverstigelige, odds, hvilket også understreges af den katarsis, David Benioff og D.B. Weiss skænkede seerne med Ramsays død ved sulten, illoyal hund.

Den over the top-psykopatiske Bolton har været en sten i skoen på serien, fordi det var så uklart, hvor psykopatien stammede fra. Der var ikke, som med Joffrey, et ynkeligt, usikkert menneske bag torturen. Der var bare ussel, ubehagelig vold, ondskab uden årsag.

Det er bemærkelsesværdigt, at mens Joffreys død var så relativt underspillet, at publikums hævnlyst dårligt syntes at blive opfyldt, fik den her på alle tangenter. Måske var det for pleasende, men der ligger omvendt en interessant moralsk kompleksitet i det forhold, at man (jeg håber ikke, det bare var mig?!) i sofaen nærmest ikke kunne være i sig selv af fryd over, at Ramsay fik den værst tænkelige død.

Der var også fuld katarsis i Meereen, hvor Daenerys havde de arrogante herrer fra Slaver’s Bay i sin hule hånd, og Grey Worm, der fik lov til at aflive de to mest usympatiske i troen med en lynhurtig knivbevægelse.

Var det for meget, for leflende, for sort-hvidt i mødet mellem det gode og det onde i en serie, som ellers er berømt og berygtet for sine gråzoner og brud med konventionerne?

Måske. Men det er også en naturlig progression i det end game, vi nu befinder os i. Og når katarsis leveres med så stor energi i hver eneste scene (vi har slet ikke været omkring præ-fight-udvekslingen mellem Tormund og Davos – »Happy shitting!» – eller femi-fællesskabet mellem Daenerys og Yara), og når de centrale heltefigurer er skildret med så fine nuancer, skal jeg ikke klage.

’The Battle of the Bastards’ var et højdepunkt i seriens historie.

Læs også: Den kritiske afsnit 9-anmeldelse – serien forbryder sig mod sin egen logik

Læs også: Instruktøren bag ‘Battle of the Bastards’ fortæller om ‘GoT’s største kampscene nogensinde