‘Game of Thrones’ – den kritiske afsnit 9-anmeldelse: Serien forbryder sig mod sin egen logik

Det næstsidste, spektakulære afsnit i ’Game of Thrones’ sæson 6 deler vandene blandt fans og anmeldere. Også her på redaktionen er der vidt forskellige syn på ’Battle of the Bastards’. Vores faste ’Game of Thrones’-anmelder Mathias Ravn måtte trække i nødbremsen, mens vores filmredaktør Jacob Ludvigsen steg på med speederen i bund. Vi bringer derfor begges syn på sagen. Læs Mathias’ dom nedenfor – og Jacobs lige HER (selvfølgelig først når du har set afsnittet).

Den gode bastardunge besejrede den grusomme. Den stolte, idealistiske dragedronning besejrede de kalkulerende, profitorienterede slavehandlere. Det burde føles så godt, men så føles det faktisk skidt.

Actionsekvenserne i ‘Battle of the Bastards’ er medrivende, storslåede og intense. Men er hændelserne i afsnittet, og deres umiddelbare konsekvenser for hovedkaraktererne, ikke et brud på seriens interne logik?

Det er en logik, der dikterer, at det er de bedste af os, der straffes hårdest. I ‘Game of Thrones’ er ære og heltemod godt nok formidable, imponerende og nogle gange magtfulde størrelser. Men ofte er det æren og heltemodet, der ender med at slå godsindede karakterer ihjel. Man belønnes sjældent for sine vidtløftige idealer i ‘Game of Thrones’. Man halshugges, brændes eller voldtages.

Det bedste billede på denne tendens er billederne af Eddark Stark, der halshugges i King’s Landing, og stillbilledet af Jon, der forbløder i sneen uden for Castle Black. To generationer af alt det fineste fra Winterfell. To generationer af ædle, men forfejlede, principper.

De er langt fra de eneste, der er gået standhaftigt i døden. I ‘Battle of the Bastards’ finder Davos de forkullede rester af et andet standhaftighedens offer, da han samler en kronhjort op, som tilhørte Shireen Baratheon. Shireen måtte brændes på bålet for at redde resterne af Stannis’ fejlslagne mission.

Ilden er takken for hærførerens blinde tro på religionen. En tro, der ligesom æres- og heltebegreber ender med at trumfe almindelig sund fornuft og kalkuleret pragmatisme. Men i ’Game of Thrones’ er troen, æren og heltemodet oftest en stakket frist. Fornuften og pragmatismen sejrer næsten altid.

Stark-holdet bør ikke sejre

Lige netop fornuft er ikke Jons stærkeste side, men man skulle tro, det ændrede et menneske at dø for sine frænders hænder. Drenge og mænd, som han gjorde tro tjeneste som Lord Commander.

I ‘Battle of the Bastards’ er Jon uændret. Han stormer frem for at redde Rickon fra en død, der ikke kan forhindres. Det er både heltemodigt og rørende, og det er helt i tråd med Jons sande natur, at han ofrer alt for at redde sin lillebror. Men det er også en handling, der ifølge seriens interne logik må ende med, at Jon, ladt helt alene tilbage på slagmarken og inden for langbuernes træfafstand, slås ihjel.

Ville det ikke være for grusomt at slå ham ihjel, nu da han er vendt tilbage fra de døde? Ville det ikke være et antiklimaks – forudsat, altså, at han ikke vækkes fra døden igen? »What kind of God would do something like that?« kunne man spørge seriens forfatter, som Jon spørger Melisandre et par scener forinden. Hans svar ville sikkert være ligesom hendes: »The one we’ve got«.

For ‘Game of Thrones’ handler ikke om vidtløftige idealers sejr i mødet med det onde. Det handler ikke om heltemodets eller æresbegrebets triumf. Man vinder ved hjælp af snilde, når man spiller spillet om tronerne. Og når man ikke vinder, dør man.

Derfor er det et problem, når Stark-holdet besejres på alle parametre i mødet med Bolton-hæren uden for Winterfell, men ender med at overleve, fordi Jon og Sansa hører til seriens bærende karakterer. Og det er et problem, som ikke kan undgå at farve de flotte scener uden for Winterfell i et mindre imponerende skær.

Realismen suspenderet

Uden den grumme realisme, der fordrer, at en skjoldmur for eksempel presser modstanderen sammen ubønhørligt i stedet for at stå stille ad flere omgange, er de flotte actionsekvenser bare det – flotte actionsekvenser.

Realismen er suspenderet, fra de store linjer til de helt små. Rickon løber ligeud i stedet for at ændre retning, når pilene forlader buestrengen. Det er ikke Jon, men derimod Wun-Wun, der gennembores af det gratis skud på gårdspladsen. Og netop Jon kommer på benene igen fra sin plads på jorden, efter adskillige soldater har plantet deres jernindfattede sko på hans torso.

Gispende, rallende kommer han op fra mudderet for at få luft som helten, der ikke kan dø. Den slags hører hjemme i amerikanske blockbusters. Det hører ikke hjemme i ‘Game of Thrones’.

Er det flueknepperi, at lade den slags detaljer stjæle opmærksomheden fra flotte og velkomponerede kampsekvenser? Det er det måske. Men når to hære mødes, må man komme med en overbevisende forklaring på, hvorfor den sejrende hær sejrer. Og summen af forklaringer er ikke overbevisende, hvis de enkelte dele ikke er det.

Det er ikke kun selve slaget, der i den forstand virker til at halte lidt. Præmisserne for den ulige kamp mellem Starks og Boltons virker lige så tvivlsomme. Særligt er forudsætningerne for Littlefingers redningsaktion temmeligt spøjse. Stark-hæren er i så håbløst undertal, at de reelt er besejrede, før slaget starter. Hvorfor fortæller Sansa ikke Jon om sin aftale, eller mulige aftale, med Littlefinger og hans riddere?

Det chokerende og uundgåelige

Hvis fornuften er helt ude af spillet i Winterfell, er den tiltagende hos dragedronningen i Meereen. Endnu engang har skakspilleren Tyrion arrangeret sine brikker mest formålstjenesteligt, og det er et held, at Daenerys ikke er for stolt til at indrømme det.

Man skal dog være begejstret for seriens CGI-drager for at være begejstret for scenerne fra Meereen. Det er drager og drageild, der dominerer denne del af afsnittet. Der sker ikke en masse uventet, som Tyrions analyse ellers antyder, og sekvensens eneste reelle overraskelse, foruden Greyjoy-oprørernes ankomst, indtræffer, da Grey Worm henretter to Masters fra Yunkai i stedet for en enkelt.

De bedste øjeblikke i ’Game of Thrones’ er dem, der er chokererende og uundgåelige på samme tid. Fra Eddard Starks halshugning til The Red Wedding. Fra Oberyn, Tywin og Joffreys til Jon Snows endeligt. De er uundgåelige i den forstand, at man må indrømme, at det ikke kunne gå anderledes. Fordi de pågældende karakterers handlinger har afsløret en brist. Overmod hos Oberyn. Arrogance hos Tywin. Overmod og arrogance hos Joffrey. Og heltemod – værst, fordi det er bedst – hos Jon Snow.

Når bærende karakterer ikke længere er dødelige som alle andre, er det slut med den slags øjeblikke. Og det er slut med oplevelsen af at sidde på stolekanten, så snart man er sikker på, at de nok skal klare den i sidste ende. Forhåbentlig er den sidste overraskelse ikke indtruffet i ’Game of Thrones’. Forhåbentlig er ’Battle of the Bastards’ bare endnu en undtagelse, der bekræfter reglen. Forhåbentlig.

Det, der adskiller ’Game of Thrones’ fra andre gode fortællinger i genren, er, at helte, præcist ligesom magt, er konstruerede og omskiftelige størrelser. Helte skabes af folket og dræbes af folket. Ingen er udødelige, alle er dødelige. Døden har ingen præferencer.

Man kan handle efter et kodeks fra den dag, man fødes, og alle dage derefter. Men en solskinslun eftermiddag, da man allermindst venter det, dukker Jaqen H’ghar op i forklædning og fremstammer de forbandede ord: »Valar morghulis – all men must die«.

Læs også: Den begejstrede afsnit 9-anmeldelse – »et højdepunkt i seriens historie«

Læs også: ‘Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 8 – hvordan billederne fortalte historien