‘Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 8 – hvordan billederne fortalte historien

(Læs naturligvis først, når du har set det nyeste afsnit ‘Game of Thrones’)

Det handler om tempo. Om at sænke eller forcere det, så det hele tiden understøtter fortællingen. Og det handler om billedbeskæringer. Om at kameraets rolle, helt ligesom tempoet, skal tilpasses materialet og fremstille stoffet i stoffets helt egen ånd.

’No One’ er ikke det mest spektakulære afsnit af ’Game of Thrones’ nogensinde, men det er et af de seneste sæsoners mere veldrejede. Og det hænger ikke mindst sammen med afsnittets rytme.

Rytmen kommer dels til udtryk i sammensætningen af scener. Der skiftes mellem de lidt tungere, længere sekvenser, der rummer en masse dialog, og hurtigere, kortere sekvenser, der rummer en masse action. Fra Braavos til Riverrun til King’s Landing til Meereen. Det er med til at skabe en afvekslende og følelsesmæssigt sammensat oplevelse.

Og det er ikke kun i sammensætningen af scener, at denne rytme er til stede. Rytmen er gennemgående, også isoleret set, i de enkelte sekvenser, fordi der i afsnittet varieres mellem forskellige billedbeskæringer. Billedkompositionerne i ’No One’ virker slet og ret velovervejede. Uanset om det er Varys, der vinker farvel til Tyrion med havet i baggrunden, eller om det er afstanden mellem Missandei og Grey Worm på den ene side og Tyrion på den anden, der understreges og udfordres, i takt med at Tyrion kommer tættere på de to andre i deres gemakker i Meereen.

Fælles for scenerne er, at karakterernes placering i rummet, og deres placering i forhold til hinanden, er med til at understrege deres omskiftelige indbyrdes relationer.

Fjender kun af navn

Et godt eksempel er Jaime og Briennes møde i officerteltet uden for Riverrun. I starten står de på et par meters afstand uden noget imellem hinanden. Men da Brienne forlanger at snakke med The Blackfish, går Jaime rundt om bordet, så bordet er en forhindring, der er placeret imellem dem. Afstanden fra Brienne til Jaime er pludselig stor, og sidstnævnte understreger, at han altid vil handle i sin families bedste interesse – og derfor ikke bare kan indordne sig under Briennes rigide æreskodeks.

Men Jaime ender med at acceptere forslaget, og samtidig spadserer han hele vejen rundt om bordet i teltet. Han er i mere end én henseende come around, og cirklen i hans gang spejler en afsluttet cirkel i deres relation: De var venner, dernæst uvenner og nu venner igen.

Jaime er den, der skal overbevises og udfordres på sin position. Han når hele teltet rundt i løbet af scenen. Brienne derimod står hele tiden det samme sted, og billedkompositionen understøtter hendes retoriske standhaftighed.

Jaime starter scenen med ansigtet mod teltåbningen, mens Briennes ansigt henligger i mørke. Han er den stærke – hun er kommet for at få noget fra ham. Og de ender netop med at stå omvendt i det øjeblik, Brienne ’vinder’ scenen. Først da Brienne griber efter ’Oathkeeper’, mødes de begge i åbningen. Som fjender af navn, men i alle andre henseender forsonede som venner.

Fra transport til action

Det er de færreste scener i ’Game of Thrones’, der formår at bruge rummet som et medfortællende element, som det er tilfældet i teltscenen fra Riverrun. Men der er flere eksempler på det i ’No One’.

Når The Hound træder væk fra Berric og Thoros for at tisse, har det den samme effekt som bordet i teltscenen. Da de genforenes efter tisseturen, er tonen en anden. I scenerne fra King’s Landing understreges afstanden mellem Tommen og Cersei med kameraføringen. Der klippes ikke imellem dem, i stedet er kameraet først hos Cersei og bagefter hos Tommen. Tronrummets enorme søjler og menneskemængder understreger, at afstanden mellem mor og søn er enorm.

En tommelfingerregel, der sjældent respekteres i ’Game of Thrones’, er progressionen fra totalindstillinger til nære indstillinger. I ’No One’ bruges grebet lige efter bogen. Når karaktererne udveksler formelle hilsner eller diskuterer tingene på overfladen uden at nævne dem ved deres sande navn, holder kameraet en passende afstand. Men så snart de kommer under huden på hinanden og adresserer deres egentlige uenigheder, filmes de i nære indstillinger.

Og netop totalindstillingerne medfører, at afsnittet er bedre forankret i de steder, der fortælles fra. Det handler ikke kun om billedbeskæringen. Det er også tilfældet, fordi de fleste sekvenser er arrangeret som dobbeltsekvenser, der kombinerer en transport- eller etableringsscene med en dialog- eller actionscene.

Jaimes officertelt etableres for eksempel med en allerede afsluttet transportscene, der præsenterer Brienne og Podrick i udkanten af lejren og etablerer lejrens placering i forhold til Riverrun. Dernæst etableres officerteltet som rum i scenen udenfor med Bronn og Podric, som desuden er med til at cementere statusforholdet mellem dem, der er inde i teltet, og dem, der er udenfor.

Og til sidst kommer man helt ind i teltet, hvor Jaime og Brienne mødes. Sammenlign sekvensen med The Hounds møde med Berric Dondarrion og Thoros of Myr. Scenen med soldaterne, der hænges, glider over i en transport fra galgerne til lejren og ender som en dialogscene.

Mellem sæbeopera og middelalderdrama

Det samme mønster gentages i flere fortælletråde. Og ofte veksles der mellem offentlige og private rum.

Det er med til at trække flere nuancer ud af karaktererne, fordi de forholder sig forskelligt, alt efter om de skal iklæde sig en offentlig persona eller kan optræde i et mere intimt arrangement. Netop denne diskrepans mellem hovedkarakterernes opførsel foran folket eller fremmede og deres samtale med venner eller familie er seriens hjerteblod. I mellemrummet mellem de to eksisterer sæbeoperaens intrigante maskinrum.

Alt dette gør ’No One’ til et anderledes dynamisk afsnit af ’Game of Thrones’. Men virkemidler er i sidste ende bare virkemidler. De kan ikke redde et manuskript, der halter, eller skuespillere, der forvalter replikkerne helt uden forståelse for deres funktion.

Replikkerne i ’No One’ er skarpere end det meste fra hovedforfatterne Benioff og Weiss, som har skrevet afsnittet sammen. Rammen for de fleste diskussioner er seriens filosofiske kernestof, og det klæder dialogen.

Det hænger sammen med, at det er en række af de mest interessante karakterkombinationer, der bærer afsnittet. Tyrion og Varys er suveræne som altid, og det er hjerteskærende, at de skal skilles. The Hound, Berric og Thoros er fremragende som slagterhund, plettet ridder og plettet præst, Bronn og Podric er med deres lille omgang af ’ære eller overlevelse’ en slags miniatureforestilling af Jaime og Brienne, og netop Jaime og Brienne stjæler hele forestillingen med to karakterer, der er det perfekte umage par.

Samtidig er konflikterne helt klassiske. De kunne helt kort opsummeres som ’venner skilles’, ’venner mødes’, ’en mor mister sin søn’ og ’en kvinde plejer en datter, der ikke er hendes datter’. Det cirkulære er slet ikke til at overse, og det er prikken over det berømte i, da Jaime gentager sin berømte replik fra første sæson: »The things we do for love«.

’No One’ jonglerer sentimentalitet, vold og alvor i en fremstillingsform, der er anderledes dynamisk end de foregående afsnit. Det minder i gestaltningen om de første sæsoner af serien, og det er en stor ros.

For når ’Game of Thrones’ er bedst, er serien andet og mere end drager og eksplicitte volds- og nøgenscener: En kritik af ridderfortællingernes og historieskrivningens glansbilledromantik, der ender i et fornemt mellemrum mellem sæbeopera og højspændt middelalderdrama.

Læs også: ‘Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 8 – fremtidsudsigterne er det mest interessante