’Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 7: Fremtidsudsigterne er det mest interessante – desværre

(Læs naturligvis ikke videre, før du har set det nyeste afsnit ‘Game of Thrones’ sæson 6)

Sandor ’The Hound’ Clegane er ikke død. Men Arya Stark, der altså ikke slog ham ihjel – og ikke længere er ingen – er døende. Clegane finder i The Riverlands en kampgejst og en glød, der virkede til at være slukket for altid. Arya halter gennem Braavos med blodet fossende fra kroppens mest essentielle organer.

Med afsnittet ‘The Broken Man’ slåes det endeligt fast, at ’Game of Thrones’ halter i den disciplin, der kunne kaldes seriesæsonens midte. Afsnittet er sæsonens ringeste til dato – endnu ringere end tomgangsforestillingen ’Oathbreaker’.

De eneste afsnit i denne sæson, der har indfriet seriens enorme potentiale, er ’Home’ (afsnit 2) og ’The Door’ (afsnit 5). Hovedforfatterne Benioff og Weiss har endnu ikke ramt den sikre tonalitet og det fortællemæssige overskud, som var til stede i seriens første sæsoner, men begge afsnit fandt forløsning i storladne øjeblikke, der fungerede som kadenceskift i tempo og rearrangerede karakterernes projicerede løbebane.

Det er der intet af i ‘The Broken Man’. Snarere er det seriens bifigurer, der stjæler scenen.

To af dem er de gamle kendinge The Hound og The Blackfish. Sandor Clegane og Brynden Tully er forknytte veteraner, der har den mørke side af Westeros malet i ansigtets folder. Deres stemmer vidner om, at de har levet længere, end det nogensinde var meningen, og længe nok til at indse, at meningen med det hele slet ikke findes.

Ætsende og bramfri

De to andre er fine tilføjelser til det omfattende persongalleri. Debutanten Bella Ramsey er et fund som den ætsende og bramfri Lyanna Mormont, der passende nok er opkaldt efter Sansas rebelske og egenrådige faster. Og ‘Deadwood’-stjernen Ian McShane indfanger fornemt nuancerne i mellemrummet mellem fortidens buldrende smerte og troens blikstille frelse i rollen som Septon Ray.

Scenerne hos House Mormont og hos den lille menighed i The Riverlands er afsnittets bedste.

Men det er ikke nok, og det virker alt i alt, som om materialet er skævt doseret, når man betragter sæsonen lidt fra oven. Det kommer til at ramme sæsonens midte. Man forstår efterhånden beslutningen om at forkorte de næste og afsluttende sæsoner, for serien formår slet ikke at holde dampen oppe i samtlige ti afsnit.

Ti afsnit er ellers ikke meget, når deres samlede spilletid sammenlignes med antallet af sider i seriens fem romaner, men der er et misforhold mellem det dramatiske potentiale i bogform og det dramatiske potentiale på skærmen.

Det er der en række eksempler på i ‘The Broken Man’. Jon og Sansas turné blandt Nordens fornemmeste huse spiller på en gentagelighed, der fungerer fint på skrift, men som er med til at underminere dramaet på skærmen. Særligt når der er tale om en gentagelighed, der er så 1:1, at den ene scene reelt skal illustrere den samme pointe som den anden – Lord Glover fortæller dem intet, som Lyanna Mormont ikke allerede har sagt. Han kommer godt nok med et egentligt nej, mens hun afsætter 62 soldater til sagen, men det kommer reelt ud på ét, og konklusionen er den samme: Littlefingers støtte kan ikke undværes.

Muligheden for at angre

Den form for gentagelighed er med til at skabe en fornemmelse af stilstand. Der er intet, der hæmmer seriens fortælleform mere end de konstante kulisseskift, og derfor må der sorteres bedre i materialet. Det er i særlig grad en omstændighed, når der er tale om de samme karakterer – i dette tilfælde Jon og Sansa. De to halvsøskende må enten mødes med Glovers eller Mormonts.

Det samme er tilfældet i King’s Landing. I ‘The Broken Man’ er magtpositionerne fortsat urokkelige i den trekant, der er udgjort af Lannisters, Tyrells og The Faith Militant. Derfor er der ingen fremdrift i dramaet. Sekvenserne fra King’s Landing skal udelukkende bruges til at understrege, at Margaerys nyfundne tro bare er spil for galleriet. Det er slet ikke nok.

George R. R. Martins romaner er særdeles velskrevne. Men sproget er altid underlagt plottet. Først og fremmest er bøgerne, som indeholder side efter side af nøjsomme beskrivelser, uden at der nogensinde er tale om egentlige sidespring, enormt veldisponerede.

Martin har en veludviklet sans for at konstruere dramatiske optrin i afrundede dramatiske situationer, der ikke springer i tid og sted – et greb, der tildeler de nærmest monumentalt lange enkeltværker en helt umiddelbar læsbarhed, fordi de reelt består af en serie af korte noveller med en dramatisk indledning, en konfliktoptrapning og et klimaks.

Det er ikke første gang, at jeg har kritiseret serien for at mangle denne helt grundlæggende forståelse for dramaets struktur. Det paradoksale er, at det er Martins form for drama, som minder mest om en filmisk fremstillingsform, mens seriens korte, hakkende, sammenklippede sekvenser minder mere om en litterær fremstillingsform.

I ’The Broken Man’ er den eneste sekvens, der er sammensat efter alle kunstens regler, scenerne med ‘The Hound’ og Septon Ray. Historien om den lille menighed er med til at fortælle en masse om Westeros mellem linjerne. Den handler om krigens uundgåelighed, volden som repetitionsstruktur og muligheden for at angre.

Langt mellem snapsene

I den lille menighed møder Sandor Clegane en præst, der deler hans karaktertræk: Septon Ray er ligefrem, ærlig og barsk. Og Rays personlige fortælling spejler Cleganes. Den taler til hans nagende samvittighed.

Men da menigheden slagtes, og Ray hænges, griber ‘The Hound’ efter den vold, der er indlejret i hans natur. Volden, der aldrig forlader ham, fordi den er mejslet ind i hans ansigt i form af arrene fra storebroderens overgreb.

Det symboliseres med billederne af øksen, som er et gennemgående element i fortællingen. Øksen, som altid har været et våben i Cleganes hænder, får for en kort stund et formål som et redskab, der splitter træknuder i flere dele. Som et redskab, der kan skabe noget – i dette tilfælde skelettet til en trækirke – snarere end et redskab, der kan ødelægge.

Men til sidst er øksen igen forvandlet til et våben. Det er øksen, Clegane griber ud efter, før han forlader åstedet for massakren for at lede efter morderne.

Det er alt for ofte, at det mest interessante i et afsnit af ‘Game of Thrones’ er de fremtidsudsigter, der præsenteres. Det er bestemt tilfældet her.

Riverruns fremtid er usikker, nu hvor Jaime Lannister er dukket op med en rigtig hær. Arya er tæt på at forbløde. Margaery og Lady Olenna konspirerer mod The High Sparrow. Der er en reel mulighed for, at det såkaldte ‘Cleganebowl’ mellem ‘The Hound’ og ‘The Mountain’ kommer til at finde sted. Og sandsynligheden for at en uhyggelig kæmpeoverraskelse fra bøgerne alligevel kommer til at spille en rolle i serien, virker efterhånden overordentligt stor.

‘The Broken Man’ vil alt for lidt med seriens hovedkarakterer, og afsnittet består af alt for mange scener, der skal etablere de rette omstændigheder for konflikterne i de kommende episoder. Der er fortsat langt mellem snapsene i sjette sæson af ‘Game of Thrones’.

Læs også: ‘Game of Thrones’ afsnit 6 – Cersei og Arya, forbundet af sorg og had

Læs også: ‘Game of Thrones’ afsnit 5 – Hodor! Hodor!