’Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 5: Hodor! Hodor!

(Læs naturligvis ikke videre, før du har set det nyeste afsnit ‘Game of Thrones’ sæson 6. Hodor!)

Da han har henrettet en desertør fra The Night’s Watch, snakker Ned Stark med den syvårige Bran, den næstyngste af sine sønner. »Can a man still be brave if he’s afraid?«, spørger Bran.

»That is the only time a man can be brave«, svarer hans far.

I ‘The Door’, som er det femte afsnit i sæson 6, er det kæmpemennesket Hodor, der er den modige. Og Ned Starks spøgelse lurer konstant i kulissen. Sansa forærer Jon en ulvekåbe, der minder om farens. Bran ser farfaren Rickard sende faren bort til The Vale. Arya overværer et skuespil, der handler om farens ankomst til King’s Landing.

Ned Stark er ikke bare i klædet, minderne eller kulisserne. Han er til stede i kraft af sine børn. Og værdierne, som var hans hjerteblod, er til stede i hele afsnittet.

Æren og pligten er tilbage

Det har oftest ikke været tilfældet i de forgangne afsnit eller sæsoner. I stedet har et andet Stark-mantra – »winter is coming« – sat sig igennem på det personlige plan.

Sarkasme er nærmest en nationalsport i ’Game of Thrones’. Mens følelserne holdes helt tæt til kroppen hos de enkelte karakterer, plejer de en ironisk distance til hinanden. En sjælden gang imellem tillader de en fjende eller en elsker at se dem fra deres mest sårbare side. Men det hører til undtagelserne. Den mellemmenneskelige skepsis er normaltilstanden.

Det er en stor del af seriens charme, og det er med til at dramatisere det dialektiske forhold mellem intimsfæren og offentligheden, som er sæbeoperaens kernegods.

Men det er også en tonalitet, der er forankret i bestemte dele af seriens univers, og som ikke kan bære dramaet alene. Der skal være et modspil, og det modspil skal komme fra noget ærligere og kærligere. En inderlighed, der ikke kender til kulde, sarkasme eller det politiske spil.

I seriens første sæsoner er fronterne trukket hårdt op. Lannister-klanen er de kolde bekendskaber med skarpe tunger og grumme hemmeligheder. Da de ankommer til Winterfell i seriens åbningsafsnit, er det sæbeoperaen, der skubber til en normaltilstand, som har helt andre forudsætninger. I Winterfell handler alt om ære, pligt og de nære relationer. Magt og intriger er ikke en del af ligningen. Stark-familien forstår slet ikke at spille sæbeoperaens spil.

Ned Starks henrettelser kontrasterer fint de to poler. Da han henretter desertøren, er det ære og pligt, der svinger sværdet. Da Ilyn Payne henretter Ned, er det magt og intriger.

Siden kongen rullede ind i Winterfell, har de kalkulerende og beregnende fejet al modstand til side i Westeros. Men i ‘The Door’ er æren, pligten og de nære relationer tilbage.

Et klassisk ’Game of Thrones’-øjeblik

Hodors sidste stund har alt det, der skal til for at fortjene en plads i skuffen med klassiske ’Game of Thrones’-øjeblikke. En nøglekarakters eksistens er truet, og kun Hodors offer redder ham fra The White Walkers.

Det er en fin detalje, at Meera netop har snakket om alt det, de nu vil vende tilbage til. Det etablerer midlertidigt normaliteten, før den for Hodor fjernes for altid.

Det er sjældent, at serien har modet til at stille helt skarpt på en enkelt karakter i et definerende øjeblik. Man mærker Hodor helt og holdent, i det sekund man indser, at hans offer er absolut. En stærk karakter har udspillet sin rolle. Kun Melisandre har haft et lignende øjeblik i denne sæson.

Spændingen er rodfæstet i karaktererne, og da den udløses, røbes en hemmelighed, der har enorme implikationer for universet i almindelighed og Brans rejser i tid og sted i særdeleshed: Den rejsendes handlinger i fortiden har et ekko i fremtiden, og handlingerne i fremtiden er grundlæggende forudbestemte. Det er gennemgribende for plottet i en sådan grad, at man er nødt til at ændre sin forståelse af alt, der er sket indtil nu.

Der lægges op til, at dette skulle være en mulighed, i et tidligere minde – da Bran hvisker til sin far. I ‘The Door’ hvisker Ned Stark tilbage med sine sønners og døtres stemme. Det handler om Stark-børnene i sæsonens femte afsnit. Og Stark-børnene handler.

Ulvekåben, som Sansa forærer Jon, kan kun læses som et svar på det sværd, Jon forærede Arya. Sværdet betød »farvel så længe«. Ulvekåben virker mere som et »velkommen hjem«. Sværdet anerkendte Aryas bærende karaktertræk som en uvorn stridsunge, mens ulvekåben anerkender, at Jon er en del af familien. Kåben er ikke hvid som Jons ulv eller sort som The Night’s Watch. Den er brun – præcis ligesom Ned Starks egen kåbe.

Det har længe set sort ud for Stark-familien, men døren står stadig på klem i Westeros – ene og alene fordi Hodor holder den åben.

Læs også: ‘Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 4 – fronterne er trukket op