Man kunne måske have sagt sig selv, at en stop-motion-film om en kundeserviceguru og hans kærlighedskvaler ikke ville rydde gaderne, men det er alligevel nedslående, at ’Anomalisa’-instruktøren – og en af amerikansk films største kunstnere – Charlie Kaufman ikke kan finansiere sine drømmeprojekter.
På et pressemøde på Karlovy Vary International Film Festival indrømmede auteuren hudløst ærligt, at han i dag takker ja til projekter blot for at få brød på bordet.
»Jeg prøver helt grundlæggende at holde hovedet oven vande … jeg tager de opgaver, jeg får; jeg bliver nødt til at få løn. Jeg gør, hvad jeg kan for at tjene penge, men jeg håber, at jeg kan lave det, jeg brænder for«.
Kaufman brød igennem med manuskriptet til ’Evigt solskin i et pletfrit sind’ og slog dernæst pjalterne sammen med Spike Jonze med genistregerne ’Being John Malkovich’ og ’Adaptation.’ som slutprodukt. Rent kommercielt begyndte heldet dog at vende med Kaufmans egen instruktørdebut ’Synecdoche, New York’, et kringlet og komplekst mammutværk med salige Philip Seymour Hoffman i sin karrieres måske bedste rolle, men samtidig et økonomisk flop.
»Det har været svært og demoraliserende at prøve at få mine ting lavet, specielt efter en periode, hvor det meste så dagens lys«, siger Kaufman. »Du mister momentum virkelig hurtigt i den her branche. Folk glemmer dig…«
Kaufman peger på finanskrisen som en årsag til, at studierne har mistet viljen til at satse på ambitiøse, kunstneriske projekter. Men han har ikke givet op: Han har forsøgt at få en musical ved navn ’Frank or Francis’ finansieret siden 2010 og har samtidig en drøm om at lave en animeret horrorfilm – »noget virkelig skræmmende«, som han siger.
Hans seneste film, ‘Anomalisa’, fandt vej til vores vores liste over halvårets bedste film.