Her er halvårets 10 bedste film – rangeret

Her er halvårets 10 bedste film – rangeret

I går kårede vi de bedste serier i første halvdel af 2016. I dag gælder det de bedste film, der har haft premiere i de danske biografer de første seks måneder af året. Førstepladsen har sjældent været mere sikker.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ’10 Cloverfied Lane’

Det er ikke altid, film behøver stræbe efter det velafrundet perfekte for at være seværdige. Og som en kammerspilsthriller, der møder den postapokalyptiske sci-fi, er ’10 Cloverfield Lane’ absolut en strittende størrelse. Men efter vores opfattelse på en uimodståelig måde.

Filmen dukkede op ud af det blå som en forfriskende modreaktion på Hollywoods langstrakte marketingkampagner og skabte hype på sin helt egen originale måde. Man vidste meget lidt om filmen på forhånd – og gudskelov for det.

Der er en fantastisk nerve i historien om den unge Michelle (Mary Elizabeth Winstead), som efter en bilulykke bliver reddet/spærret inde i en bunker af en mand (John Goodman), der påstår, at rumvæsener har erobret verden udenfor. Rollen som humørsvingende, paranoiaramt sandsigerske er som skabt til Goodman, og man holder vejret i hvert sekund af filmens kammerspilsdel.

Som vi tidligere har skrevet: ’10 Cloverfield Lane’ genopfinder franchise-formularen.

Læs også vores anmeldelse.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ’Evolution’

Den dybt foruroligende franske ’Evolution’ fik premiere for få uger siden, men har formentlig kun fundet et eksklusivt nichepublikum. Den fortjener at nå bredere ud.

Vi befinder os i et mystisk lille kystsamfund, hvor der kun bor ni-ti-årige drenge og anæmiske kvinder, der lader til at være deres mødre. De små familier – én dreng, en kvinde – bor i spartanske små huse, spiser en mærkelig algelignende spaghettiret hver dag, og drengene får medicin, fordi… Ja, hvorfor?

En dag ser den årvågne Nicolas en død dreng i vandet, og han begynder at stille spørgsmålstegn ved det eneste liv, han kender. Mysterierne hober sig op, men vi får også svar i Lucile Hadzihalilovic’ film, der er flot fortalt i knugende, udsøgt komponerede billeder og ganske få ord.

Der er en manende creepy stemning over filmen, der på velvalgte tidspunkter overrasker med prægnante visuelle motiver, som man ikke sådan lige sletter fra hukommelsen. Havet er den centrale metafor i filmen, og sjældent har elementer som vand og søstjerner taget sig så dragende og skræmmende ud på samme tid.

Der er meget at tolke på i ’Evolution’, men også meget at lade sig imponere af, uden man behøver skrue holgerfortolkerhatten alt for stramt ned om ørene.

Læs anmeldelsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ’Spotlight’

Årets Oscar-vinder var en sejr for mådeholdet, for idéen om, at man løfter mest i flok.

Det er sigende, at filmens eneste rørstrømske følelsesudladning, leveret af Mark Ruffalo på grådens rand, viser sig at være uhensigtsmæssig i en journalistfilm, hvor benarbejde, regneark og sober strategi er en vindende cocktail.

Der er ellers al mulig grund til at være indigneret for den flok graverjournalister, der kommer på sporet af den katolske kirkes udtalte pædofili, men det fænomenale ensemble med Liev Schreiber, Rachel McAdams, John Slattery, Stanley Tucci og Mark Ruffalo undlader at gå på prisjagt og giver plads til hinanden med spændingsladet autenticitet til følge.

Blikket for menneskelige nuancer har instruktør Tom McCarthy før stillet til skue med perlerne ‘The Station Agent’ og ‘The Visitor’, men med ‘Spotlight’ har han fået sit endelige gennembrud.

Læs anmeldelsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ’James White’

Vi indrømmer gerne, at vi ikke havde spottet, at skuespilleren bag den vage Charlie i ’Girls’ havde noget synderligt at byde på.

Men så kom ’James White’. Her leverer Christopher Abbott én af årets allerbedste præstationer som titlens på papiret snotforkælede newyorkerknægt, der har svært ved at finde fodfæste i tilværelsen. Da hans far dør, og hans mor rammes af kræft kort tid efter, ramler det helt, men morens sygdom giver ham omvendt også muligheden for at tage ansvar, for at vokse.

Abbott er i billedet stort set hele filmen igennem og overbeviser både som aggressiv fulderik og følsom søn med en dødssyg mor i sine hænder. Moren spilles i øvrigt af Cynthia Nixon, bedst kendt som Miranda i ’Sex and the City’, og også hun giver en overraskende afskrællet præstation i Josh Monds overbevisende debut.

’James White’ er en lille, u-quirky newyorkerfilm med utroligt meget på hjerte.

Læs anmeldelsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’The Revenant’

Hypen forud for Alejandro González Iñárritus film om Leonardo DiCaprio alene i sneverden var så stor, at der uundgåeligt måtte komme et backlash. Og da Oscar-sejren senere kom i hus, var det sikkert som amen i kirken: ’The Revenant’ var sådan en film, det blev cool at håne, spotte og latterliggøre.

Hvilket er latterligt. For nok kan man mene, at historien og psykologien er tynd i ’The Revenant’ (og ens holdning til filmen må så afspejle, hvor vigtige man synes, disse aspekter er i det store billede), men man må samtidig tage hatten af for den spektakulære visuelle vision, der ligger bag filmen.

Emmanuel Lubezkis solvædede billeder fra vildmarken, DiCaprios intense præstation og Iñárritus velkoreograferede jagtscener skaber en oplevelse af den slags, der sætter sig i kroppen. ’The Revenant’ ligner ikke noget, man har set før, og på det helt store lærred er filmen en monumental æstetisk oplevelse i en kategori, der ikke er mange, der kan hamle op med i Hollywood.

Læs anmeldelsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Slangens favntag’

Et foruroligende helvedesridt på Amazonas og en storslået hyldest til regnskovens glemte folk. Træernes frodige farvepalet tappes og omsættes til en faretruende kulisse for to videnskabsmænds jagt på yakuzaen, en sagnomspunden blomst, der siges at have helende virkninger.

Begge hvide fremmedlegemer anføres af shamanen Karamakate i to parallelle historier, adskilt af tiden, men forenet i ånd. Færden i regnskovens favn udstiller civilisationens grådighed i såvel gummibaroner og falske profeter som i de to videnskabsmænd, der trods forsikringer om gode intentioner skider på stifinderens rigide regler om takt og tone i regnskoven.

Den trykkende stemning af frygt ligger som et blytungt tæppe over de monokrome pragtbilleder og løfter sig kun, når instruktør Ciro Guerra slipper tøjlerne og lader fortællingen kulminere i drømmende metafysik under stjernehimlen.

Læs anmeldelsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Anomalisa’

Charlie Kaufman er den genialt uforudsigelige hjerne bag manuskripterne til ’Being John Malkovich’, ’Adaptation’ og ’Evigt solskin i et pletfrit sind’, men det er som instruktør, han demonstrerer, hvor radikal en kunstner han egentlig er.

’Synecdoche, New York’ var et storstilet eksistentialistisk spejlkabinet, hvor virkelighed og fiktion smeltede sammen for Philip Seymour Hoffmans hovedperson, mens Kaufmans stopmotion-film ’Anomalisa’ på overfladen var meget mere simpel: En langt hen ad vejen romantisk-sød historie om en livstræt kundeserviceguru, der under en konference i Ohio forelsker sig hovedkulds i en kvinde ved navn Lisa.

Men, men, men. ’Anomalisa’ er selvfølgelig ikke bare en romantisk sødsuppehistorie i sidste ende. Som ’Synecdoche’ beskæftiger den sig med ensomhed og psykisk forfald, og efterhånden åbenbarer Kaufman flere overraskende sider af sin hovedperson.

»At se en Charlie Kaufman-film er lidt som at blive kidnappet og efterladt i et mørkt rum med kun Kaufmans – og sine egne – mørkeste tanker i et par timer«, skrev vores anmelder. Bare rolig, det er en god ting. Så god, at det gør ondt.

Læs anmeldelsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Youth’

Paolo Sorrentino begik en af det ny årtis bedste film med ‘Den store skønhed’, et både pulserende og poetisk billeddigt fra hjertet af overklasse-Rom, og med ‘Youth’ svinger han igen taktstokken med en mesters indsigt og udsyn.

Italien og Toni Servillo er udskiftet med Schweiz og Michael Caine, men også denne gang er hovedpersonen en livstræt kunstner i sit livs efterår, tynget af fortrydelse og den knugende indsigt, at vores aftryk på jorden er forsvindende, når alting gøres op.

Det er en deprimerende præmis, men ‘Youth’ er alligevel livsbekræftende, fordi Sorrentino ser den store skønhed i de små situationer, som når en fedladen Maradona jonglerer med en tennisbold, en ung pige danser foran sit tv, eller når Caines komponist sætter landskabet i harmoniske svingninger med dirigentfagter.

Særligt samspillet mellem Caine og Harvey Keitel er fabelagtigt i en film blottet for falske toner og med en slutscene, der tvinger sig lukt i hjertekulen og fylder kroppen med storslået melankoli.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Carol’

Ikke et hår sidder forkert i Todd Haynes’ umådeligt elegante film om et lesbisk kærlighedsforhold i de repressive 50’eres New York.

Det er simpelthen en udsøgt fornøjelse at overvære en filmkunstners overskudsagtige, men aldrig blærerøvsagtige kontrol over alt fra framing til kostumer og klipning. Og det er imponerende, hvordan historien om den forbudte forelskelse mellem en ung butiksekspedient (Rooney Mara) og en altfortærende skilsmisseramt cougar (Cate Blanchett) aldrig bliver sentimental eller budskabstung til trods for den vigtige fortælling om homoseksuel kærlighed og konventionernes fald, der føles meget apropos selv i dag.

Mens Haynes’ ligeledes fremragende ’Far from Heaven’ dyrkede pastichen i sin historie om forbudt kærlighed, er ’Carol’ mere oprigtigt ment, og dyrkelsen af overfladens dybde, af alt det der foregår under den pæne borgerskabsfacades fernis, er ramt på kornet.

Blanchett og Mara sender smægtende blikke og leverer begge nogle af deres præstationer i karrieren.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Sauls søn’

Man troede egentlig, at filmkunsten havde afsøgt alle hjørner af Anden Verdenskrig, at vi snart ikke kunne lære mere om en af de mest forfærdelige forbrydelser mod menneskeheden i historien. Indtil ’Sauls søn’.

Ungarske Lazslo Nemes gjorde nemlig noget, man aldrig har set så intenst og ubehageligt skildret på lærredet før: Den placerede én midt i det klaustrofobiske helvede, koncentrationslejrene må have været, så man nærmest mærkede paranoiaen, den konspirerende hvisken, vanviddet og frygten på egen krop. Holocaust har aldrig været så taktilt beskrevet.

Med udgangspunkt i historien om Saul, der med sit eget liv på spil forsøger at arrangere en begravelse for en afdød dreng, som han kalder sin søn, skaber Nemes et radikalt visuelt univers, hvor kameraet konstant klæber til Sauls nakke, og vi kun får en tåget – men desto mere intens – fornemmelse for det inferno, der udspiller sig omkring ham.

Form og indhold går op i en højere enhed, og det siger ikke så lidt, at selv den legendariske Anden Verdenskrig-dokumentarist Claude Lanzmann, som ellers mener, at holocaust er en for stor forbrydelse til at blive dramatiseret, har hyldet filmen. ’Sauls søn’ er et vidnesbyrd, der vil blive stående for eftertiden, og så runder den af med én af de smukkeste slutninger i filmhistorien.

Læs anmeldelsen.

Læs også: Her er halvårets bedste serier – rangeret

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af