‘The Revenant’
Lov mig én ting: Se for alt i verden ikke Alejandro González Iñárritus nyeste film derhjemme på en fesen computerskærm, ikke engang på den 88 tommers fladskærm, du ellers er så stolt af.
’The Revenant’ skal ses på et lærred, der ikke måles i tommer, men i meter, det største du overhovedet kan komme i nærheden af og helst med et tilsvarende state of the art-lydsystem, så du får hvert et udmattet åndedræt med.
For kun foran et massivt lærred får du den fysiske oplevelse af at se en fuldvoksen Grizzly-bjørn hoppe i flæsket, helt bogstaveligt, på Leonardo DiCaprios nybygger-eventyrer Hugh Glass, der kæmper en ulige kamp mod det magtfulde dyr. Kun i biografen er du rigtigt med, når Hugh vælter med sin hest ud over en klippeskrænt i den uforsonlige bjergklædte vildmark, overladt til sin egen undergang af sine rejsekompagnoner med den svigefulde opportunist John Fitzgerald (Tom Hardy) i spidsen. Og kun i biografen mærker du, hvad det vil sige at blive angrebet af en indianerstamme med pilene susende om ørerne, mens et kaos af råb og desperation udfolder sig omkring dig.
Efter et poetisk flashback, der måske mest af alt bringer mindelser om Terrence Malicks ’The New World’, og hvor Hugh Glass ser sin familie blive nedslagtet, er det her, ’The Revenant’ for alvor skydes i gang: Med et uforglemmeligt intenst bagholdsangreb, hvor de vilde indfødte myrder 35 ud af den ekspedition på 45 militærmænd, pelsjægere og andre lykkeriddere, Glass og Fitzgerald er en del af.
Herfra er det et spørgsmål om overlevelse og hævn, hvilket i Iñárritus hænder – og Mark L. Smiths manuskript baseret på Michael Punkes bog baseret på en autentisk historie – både er en meget enkel og kompliceret sag.
Hugh Glass står ansigt til ansigt med sult, sår, blod, sne, storm og susende floder, og han snyder døden mere end én gang for at få hævn over Fitzgerald, der har afgivet løfte til ekspeditionskaptajnen Andrew Henry (Domnhall Gleeson) om at tage vare på den molesterede Glass, men gør det stik modsatte. Det opbud af modstand, der rammer Hugh Glass, får Biblens Job til at ligne Fætter Højben.
Selve overlevelses- og hævntogtet, der er filmens omdrejningspunkt, er slående simpelt. Alligevel kan Iñárritu ikke nære sig for at gentage anslagets flashbacks med en lidt svulstig voiceover-metafor om træet, hvis grene ser ud til at bukke under for stormen, men hvis rødder alligevel er solidt plantet i jorden.
Man skal dog være mere end almindeligt pernitten, hvis det spolerer den to en halv time lange manifestation af overlevelsesinstinkt og hævngerrighed, der udspiller sig. Mens man af og til har mistænkt instruktørens film for at indeholde mindre, end deres medrivende filmsprog giver indtryk af, når man kradser lidt i fernissen, klæder det ham at arbejde med en så urmenneskeligt maskulin historie, hvor intellektualiseringen er minimal, og grundfortællingen om menneskets urinstinkter netop derfor giver maksimalt udbytte.
Det er ikke så meget en poetisk oplevelse som en fysisk.
Mel Gibsons flugt-tour-de-force ’Apocalypto’ er en pendant, men når ’The Revenant’ løfter sig over denne, skyldes det især Iñárritus vision og fotograf Emmanuel Lubezkis evne til at forløse den (havde John Hillcoat eller Park Chan-wook instrueret den, som det engang var planen, havde det været en radikalt anderledes film).
De blege solstråler indrammer de nødstedte skæbner i en bedragerisk smuk natur, mens de intime nærbilleder af skæggede mandfolk med snottet, savlen og blodet stående ud af hele fjæset føles akkurat så storslåede som de panoramiske vistas af golde bjerglandskaber og snehvid skov.
Lubezki kombinerer alt, hvad han demonstrerede af intensitet i ’Children of Men’ og lyrisk lysfølsomhed i ’The Tree of Life’ og tager det nu til the next level. Kameraet går i ét med elementerne, her er intet kunstigt lys, og også i øregangene dominerer reallydene: Skridt i sneen, mumleri i billedets yderkant (respekt til den, der fanger alle Tom Hardys replikker uden undertekster) og tunge ånde, der dugger på linsen.
Resultatet er én af de mest synæstetisk kraftfulde filmoplevelser i mands minde, et gudesmukt og djævelsk skræmmende naturbillede, der males som en forunderlig blanding af National Geographics high definition-realisme, Herzogs illusionsløshed og Malicks malende besjæling.
Leonardo DiCaprios replikker kan tælles på to hænder, men smerten og besættelsen lyser ud af øjnene på ham, og om ikke andet fortjener han en Oscar for at have udstået det helvede, optagelserne i de skånselsløse omgivelser må have været. Han er historiens centrum, men filmen skaber fine pusterum i hans enøjede jagt med afstikkere til Fitzgeralds brutale bedrag og en indianerchefs eftersøgen af sin kidnappede datter.
Skulle man i starten frygte for en stereotypisk skildring af ug-ug-psykopatiske skalpjægere, kommer man således hurtigt på andre tanker, for en bærende pointe er, at de engelske og franske nybyggere er mindst lige så uciviliserede som de indfødte. Hugh Glass’ søn er selv halvt indianer, og Glass taler de indfødtes sprog. Og hans kamp er dybest set en kamp for at acceptere naturens uforanderlige gang, for at tænke i tilgivelse frem for i vold.
I lange passager udspiller historien sig, uden der bliver mælet et ord, og netop derfor vil nogle nok rubricere den som en smal film, en artfilm. Men faktisk giver ’The Revenant’ håb om amerikansk mainstreamfilms fremtid, for i dette værk – instruktørens bedste siden debuten ’Amores Perros’ – vil et snarrådigt Hollywood finde alle de ingredienser, der kan løfte deres actionbrag (som jo altså som regel også handler om menneskets urinstinkter) til et mere interessant niveau.
Rygterne om Iñárritus storhedsvanvid kan man ikke længere være i tvivl om sandhedsværdien i, og der kunne nok være skåret lidt af den to en halv time lange historie. Men det samme kunne siges om ’Moby Dick’, og som Melvilles fortælling fra USA’s spæde ungdom har Iñárritu skabt et voldsomt og medrivende storværk om menneskets kamp mod naturen og sig selv.
Læs også: Leonardo DiCaprios største præstationer og ærgerligste smuttere – rangeret