Det er de rare kæmpers tid i Hollywood. På torsdag har Spielbergs ’Den store venlige kæmpe’ dansk biografpremiere, og senere på efteråret følges den op af Juan Antonio Bayonas ’A Monster Calls’, der nu har fået en besnærende trailer.
Bayona stod tidligere bag en af nyere tids bedste horrorfilm, ’Børnehjemmet’, og selv om Liam Neesons kæmpe til tider virker godmodig i ’A Monster Calls’, er fortællingen mere dyster end Spielbergs Roald Dahl-filmatisering. Handlingen centrerer sig om drengen Connor, der mobbes i skolen og tilmed har udsigt til at miste sin mor til kræft, men får afløb for sine frustrationer i sin imaginære alliance med titlens træmonster.
I traileren akkompagneres de betagende billeder af atmosfærisk musik, der uafværgeligt sender tankerne i retning af Spike Jonzes originale coming of age-film, ’Where the Wild Things Are’. Her er en sprudlende fantasi selve kuren mod en ubærlig virkelighed.
Udover Neeson og Lewis MacDougall i hovedrollen medvirker også Felicity Jones, Sigourney Weaver og Toby Kebbell i filmen.