‘Oxford English Dictionary’ er næppe en bogtitel mange går og venter på en filmatisering af. Jo vist er den en af de førende, største og mest ikoniske ordbøger, men man kan jo ikke filmatisere et opslagsværk. Det er dog heller ikke tilfældet i den kommende ‘Professor and the Madman’, der i stedet fortæller historien om bogens tilbliven.
Mel Gibson har hidtil skulle instruere filmen, men har nu overladt arbejdet til sin ‘Apocalypto’-forfatter, Farhad Safinia. Gibson skal spille hovedrollen som professor James Murray, der begyndte arbejdet på bogen i 1857, og hans mandlige modpart og filmiske pestilens er nu fundet. Rollen som Dr. W.C. Minor, der indsendte over 10.000 ord, mens han var indlagt på en sindssygeanstalt for kriminelle, skal spilles af Sean Penn, fortæller The Hollywood Reporter.
Castingen af de to i samme film er lidt af et særsyn, da det er første gang disse Hollywood-mastodonter finder sammen på det store lærred. Begge fik de deres gennembrud i slut 70’erne og start 80’erne, og de har begge kastet sig ud i at instruere film. Faktisk er begge mænd snart aktuelle i instruktørstolen: Mel Gibson med ‘Hackasaw Ridge’, der spås som Oscar-potentiale, og i den anden ende Sean Penn med den udskældte Cannes-kombattant ‘The Last Face’.
De senere år har begge tidligere så store stjerne kæmpet med dalende anseelse og dårlige roller, som vi tidligere har skrevet om, og en film, hvor korrekte stavemåder og kommasætning synes at være stridens kerne, virker ikke som den rigtige medicin til at genoplive de engang så gloværdige karrierer. Men vi lader tvivlen kommer dem til gode (lidt endnu).
Optagelserne til ‘Professor and the Madman’ er sat til at begynde i Europa i september.
Læs mere: Gary Oldman i stormvejr efter forsvar af Mel Gibsons antisemitiske kommentarer