Sean Penn var til grin.
Hans nye film som instruktør, ’The Last Face’ – en meget personlig historie om Penns to yndlingsemner, kærlighed og tredjeverdenskonflikter – kuldsejlede under Cannes-festivalen, hvor folk under pressevisningen brød ud i latter allerede under de patetiske fortekster, der midt i en udredning af de forfærdelige katastrofer i Sierra Leone og Darfur placerede en episk kærlighedshistorie mellem… a man… and… a woman.
Dagen efter sad han på pressekonferencen flankeret af sin hovedrolleindehaver Charlize Theron, der kort tid forinden var blevet hans eksforlovede. De skænkede ikke hinanden et eneste blik og holdt så stor afstand som muligt. Luften var iskold.
Så Sean Penn var pludselig en joke. Det føltes underligt.
For Sean Penn var jo the cool kid. Hollywoods sidste rigtige rebel. Så sent som i marts sidste år kørte det amerikanske magasin Esquire en kæmpe forsidehistorie med ham, hvor de beskrev ham som »måske den største skuespiller i sin generation«. Hvilket ikke nødvendigvis er forkert, men heller ikke, når man lader øjnene glide hen over hans seneste roller, føles helt rigtigt.
Hvad gik galt?
Fra bad boy til mobbeoffer
Han var vel det nok største talent i den brat pack-generation, der slog igennem i 80’erne og satte deres præg på Hollywood som lækre, tilbagelænede bad boys, der også formåede at skabe overskrifter med deres udskejelser bag kameraet: Emilio Estevez, Charlie Sheen, Tom Cruise, Matt Dillon, Robert Downey Jr.
Sean Penn slog igennem som surfer-dude i highschool-komedien ’Fast Times at Ridgemont High’, og med hans intense tilstedeværelse og kompromisløse attitude stod det hurtigt klart, at en stjerne var født i ånden efter James Dean og Marlon Brando.
Han kørte motorcykel, røg som en skorsten og levede det vilde liv. Han blev gift med Madonna, intimiderede jævnligt paparazzi-fotograferne og sad en måned i spjældet for at overtræde sin prøveløsladelse efter at have tævet en særligt pågående af slagsen.
Siden blev parret skilt, Penn blev derefter gift og fik to børn med Robin Wright og havde stadig ry for at hade pressen af et godt og hidsigt hjerte. Han vandt to Oscar-statuetter (for ’Mystic River’ og ’Milk’) og markerede sig mere og mere flammende med sine venstreorienterede synspunkter. Kritiserede Irak-krigen og blev venner med Hugo Chavez. Stiftede nødhjælpsorganisationen J/P Haitian Relief Organization efter jordskælvskatastrofen på Haiti, hvis genopbygning han har været dybt involveret i siden. Sejlede selv rundt i en båd for at redde ofre i land efter Katrina-oversvømmelsen i New Orleans.
Han holdt det kort sagt ægte. Han startede som rebellen uden en sag, men med alderen fik han en sag, og til sidst blev sagen manden og manden sagen. Måske er det her, Penns pludselige fald fra sejhedstinderne startede?
Gik full Liam Neeson
Spekulativt og set udefra kan man øjne fem milepæle i Penns nedtur. Det er disse nedslag, der har gjort ham til et populærkulturelt mobbeobjekt.
Det første nedslag opstod i 2008, paradoksalt nok samme år som han pragtpræsterede i ’Milk’. Men det var da nok også først de følgende år, at man virkelig forstod gennemslagskraften af en enkelt guddommelig samtale mellem Robert Downey Jr. og Ben Stiller i ’Tropic Thunder’ om Oscar-akademiets præferencer.
»You never go full retard… You don’t buy that? Ask Sean Penn, 2001, ’I Am Sam’. Went full retard. Went home empty handed«.
Det må have gjort ondt i Sean Penn. Han er kendt som en skuespiller, der går til sine roller med livet som indsats. Og han er kendt som en alvorlig fyr. Da dukkespoofen ’Team America’ i 2004 gjorde tykt grin med hans politiske aktivisme i forbindelse med Irak-krigen, svarede han uden et gran af humor, at folkene bag kunne rende ham, og at de da kunne komme med ham til Bagdad, hvis de syntes, det var så sjovt.
Tager man satire alvorligt, er man dømt til at blive til grin, men Sean Penn havde så meget andet kørende for sig, der kompenserede for vreden. Men full retard-joken spillede ind i den grynende forestilling om en mand uden selvindsigt. Det skabte grobunden for en ny fortælling om den selvhøjtidelige Sean Penn.
Det næste nedslag er af nyere dato. I marts 2015 fik ’The Gunman’ premiere med Penn øverst på plakaten. Den blev haglet ned – blot 17 procent positive anmeldelser på Rotten Tomatoes – og repræsenterede da også alt andet, end Penn tidligere i karrieren var kendt for at gå efter. Han identificerer sig med den type kunstnerisk stærke film, der blev lavet i Hollywood i 70’erne, og han har kun latter til overs for store blockbusterbudgetter. Man ville aldrig se Penn i en superheltefilm.
Men de senere år har der været langt mellem de gode roller. Hans seneste højdepunkt som skuespiller var for fem år siden, hvor han brillerede som Robert Smith-lookalike i Sorrentinos undervurderede ’This Must Be the Place’. Siden udgjorde han den dårlige del af ’The Tree of Life’, overspillede i den jævne ’Gangster Squad’ og havde en lille rolle i den sentimentale ’The Secret Life of Walter Mitty’, en slags forsoning med Ben Stiller.
Da han gik full Liam Neeson med ’The Gunman’, tog mange sig til hovedet. Selv bildte han sig vist ind, at hans erfaring med Afrika gav historien om en lejemorder i Den Demokratiske Republik Congo en ekstra dimension, men netop Afrika-aspektet føltes fordomsfuldt. Og Sean Penn smagte pludselig af straight to dvd-materiale.
Pikken i hånden
Det tredje nedslag kom et års tid efter, i januar i år, med et meget opsigtsvækkende interview. Sean Penn havde fået adgang til verdens største narkobaron, El Chapo, manden der flygtede fra et højsikkerhedsfængsel gennem en flere kilometer lang underjordisk tunnel.
Penns artikel til Rolling Stone om mødet var fascinerende læsning, men Penn blottede sig igen. Han fik kritik for at indvillige i, at El Chapo kunne få hele artiklen til godkendelse (mexicaneren havde efter sigende ingen rettelser), og for at glorificere narkobaronen, men især hans lidt påtagede gonzo-stil anså mange for at være ufrivilligt komisk. Som da han beskriver, hvordan han slår en streg før afgangen i en bil mod El Chapos hemmelige skjulested:
»Med pikken i hånden tænker jeg på den som én af de kropsdele, der er følsomme over for irrationelle narkotypers knive, og jeg tager et sidste ømt blik, før jeg stikker den ned i bukserne igen«.
Igen afsøgte Penn grænser og udsatte sig selv for fare, men den tidligere enfant terrible var nu blevet 55 år, og bad boy-stilen virkede forceret. Penn var i sine unge dage venner med gonzo-legenden Hunter S. Thompson, men han er ingen Hunter S. Thompson.
Diskrepansen mellem Penns selvforståelse og de faktiske resultater er hans akilleshæl, og det har aldrig været så tydeligt som ved det fjerde nedslag: Bruddet med Charlize Theron efter blot halvandet år.
Med to ægteskaber i bagagen udtalte Penn sig flere gange bagklogt om kærligheden og skråsikkert om sit nye forhold.
»Jeg har lavet mange fejl. Og nogle af dem er at idealisere et forhold eller en person på en bestemt måde«, sagde han i interviewet med Esquire, da han stadig var sammen med Theron. »53 år og så begynder man endelig at finde ud af, hvorfor man ikke har været glad i noget forhold«, fortsatte han. Ordene må svie i ham i dag, hvor selvbedraget skriger til himlen.
Mere menneskelig end nogensinde før
Det femte og afgørende søm i Sean Penns kiste fører os tilbage til begyndelsen: Hans nye film som instruktør. Penn var en respekteret filmskaber, der helt tilbage i 1991 stod bag den lovende debut ’The Indian Runner’ og siden fulgte op med den undervurderede ’The Pledge’ med Jack Nicholson i topform og den ungdomsbesnærende ’Into the Wild’. Han virkede til at lave film med en sikker hånd. Indtil nu.
Hvad der er galt med ’The Last Face’, kan man læse mere om her. Men grundlæggende er det bare ekstremt kikset, hvordan Penn anbringer en tåkrummende melodramatisk kærlighedshistorie mellem smukke Charlize Theron og Javier Bardem midt i de uhyggelige tredjeverdenskonflikter, Penn ellers har lagt så stor del af sin identitet i at forstå på et dybere plan.
Den naive fremstilling af nødhjælpsorganisationernes arbejde i Afrika har ubehagelige undertoner af imperialisme 2.0. Og selvom der næppe er nogen tvivl om, at Penn er bekendt med fordelene og ulemperne ved NGO’ernes indsats i lande som Sierra Leone, Liberia eller Darfur, viser han det ikke her.
Man får en nagende fornemmelse af en Hollywood-celebs selvrealisering med verdens fattige som kulisse, og Penn er da heldigvis også selv klar over de tvetydige motiver.
»Jeg skal fortælle dig, at da jeg var konfronteret med nødsituationerne i Haiti, så selvom det var hektisk og stressende, var det første gang, siden jeg var 14 år, at jeg havde fred i sindet«, sagde han ærligt til Esquire.
Men her 31. maj 2016 er Sean Penn altså til grin. Hans gravitas er forvandlet til selvhøjtidelighed, hans altruisme til egoisme, hans gode smag til dårlig, hans bad boy-stil til kliché. Dét er lige nu hans plads i den offentlige fortælling. Fortællingen om en mand, der midt i sit forsøg på at redde verden ikke kan se, at verden griner af ham.
Det er en fortælling, det er fristende at lade sig rive med af. Ligesom med Michael Jordan, en af tidernes bedste basketspillere, der lige nu mest huskes for at have grædt offentligt, er det dog værd at huske på, at Sean Penn er os alle sammen, når vi tager os selv for seriøst.
Når vi bruger alvor til at bekæmpe humor. Når vi prøver at være gode mennesker, men ikke helt ved, om vi gør det for vores egen vindings skyld. Når vores kæreste dumper os, måneder efter vi erklærede over for hele verden, at hun var den eneste ene. Når vi simpelthen ikke orker berømmelsen, millionerne på kontoen, priserne og glamouren (okay, i hvert fald de første tre ting)..
Når Sean Penn er en joke, er det, fordi han aldrig har været mere menneskelig end nu, og vores hovmod skyldes selvfølgelig netop, at anti-establishment-idealisten nu afslører sig selv som akkurat så indbildsk som alle andre. Men det er måske netop nu, han bør have vores sympati og vores respekt for at have valgt en anden vej end hovedparten af Hollywood-stjerner. Som minimum fortjener han i hvert fald point for at være klar over sin fejlbarlighed.
»Igennem tiden har man opture og nedture. Man bliver overselvsikker, og så bliver man selvbevidst igen. Ting sker. Og man lærer af det. Og man omstiller sig«, siger han i Esquire-interviewet fra sidste år.
Nu mangler han kun at kunne grine af det. Det er tid til at omstille sig, Sean.
Læs også: Cannes-highlights dag 10 – Sean Penns ynkværdige stinker