Indielegenden Jim Jarmusch og en af den nyere generations mest talentfulde skuespillere, Adam Driver, er hovedelementerne i det, der tilsyneladende er ganske magisk.
For ifølge flere internationale anmeldere, og vores egen filmredaktør, er filmen ‘Paterson’, der havde verdenspremiere på Cannes i maj, en mesterlig lille perle om hverdagspoesi i tilværelsens trummerum. Simpelthen Jarmuschs bedste film i to årtier og en af Drivers stærkeste præstationer, hvis man skal tro rygtet.
Nu er den første trailer til filmen dukket op. Filmens titel ‘Paterson’ er både navnet på en lille by i New Jersey og Adam Drivers karakter, der tilbringer sine dage med at køre bus, kysse konen, gå tur med hunden og få en enkelt øl på stambaren. Han skriver blændende smuk poesi til skrivebordsskuffen, men hans hyperkreative kone, der leger med materialer og farver i massevis, tror på, at hans digte kan nå langt ud over hans lille notesbog.
Jarmusch skulle efter sigende have fundet tilbage til den løse, humoristiske og henslængte stil fra hans tidlige film som debuten ‘Stranger than Paradise’ fra 1984.
‘Paterson’ får premiere herhjemme den 16. februar 2017.
Læs mere: Derfor er Adam Driver sin generations mest interessante talent