1. Han kobler fysisk styrke med psykisk sårbarhed
Der er noget umiddelbart ominøst over Adam Driver. Over misforholdet mellem hans sind og statur. Han er skrøbelig, indebrændt, utilregnelig, og hvis han tænder af, har han kræfterne til at rive et lejlighedskompleks ned.
Han ligner det, han er: En uddannet marinesoldat (!) med fine kunstneriske tilbøjeligheder.
Man mærker det særligt i ’Girls’, hvor han som Hannah Horvaths kæreste forsøger at gøre karriere som avantgardeskuespiller med stort A, men primært plager sig selv i sin lejlighed, hvor han får afløb for sit boblende raseri i udsigtsløse sløjdprojekter.
Som serien skrider frem, åbenbarer han en mere følsom side, og hans kærlighed til Hannah er blid, men aldrig forsvinder fornemmelsen af, at han er en vulkan på tærsklen til det store udbrud. Det er netop tilstedeværelsen af denne arrige skrøbelighed i en mægtig, muskuløs ramme, der er grundlaget for Drivers scenestjælende intensitet.
2. Han mestrer både det væmmelige og humoristiske
I ’Girls’ gør han sin nye kæreste, porcelænsfiguren Natalia, til et sexobjekt og kommer ud over hendes kjole, i ’What If’ råsnaver han en pige til en fest, selv om han ved, hun er i et forhold, og i ’Hungry Hearts’ tæppebomber han et toilet med diarré og kommer senere i sin kæreste uden at have fået lov.
Den dampende maskulinitet kommer til overfladen i sært klamme situationer, der vækker ubehaget hos både hans kvindelige partnere og os på biografsæderne.
Men humoren er sjældent langt væk. Som når han i ’What If’ råbende deler sin sex- og nachos-buzz med en mut Daniel Radcliffe, eller når han i ’Girls’ endelig slipper ud af sin sex- og sløjdhule og øver det mest prætentiøse performance-stykke i de skrå brædders historie.
Det er selvfølgelig et udslag af indie-genrens blik for både særhed og sårbarhed, men det er intet under, at Adam Driver netop er blevet den uafhængige films nye kronjuvel.
3. Han forstår den rodløse storbyungdom
Driver er blevet frontfigur for den bølge af film, der indkapsler slut-20’ernes rodløse ubeslutsomhed, dér i overgangen mellem frihed og ansvar. Hvor tidligere generationer fik fremtiden skræddersyet af samfundets normer, mangler den forkromede plan i Drivers hipster-generation, hvis forbandelse er, at de må og kan, hvad de vil.
Driver har inkarneret forskellige udgaver af den unge storbygenerations sorte får: Den ubekymrede scorekarl i ’Frances Ha’, den utilpassede, sære wannabe-kunstner i ’Girls’ og den storskrydende hipster i ’While We’re Young’.
Om han så har høns i lejligheden, rulleskøjter New York tynd og drikker floder af organisk smoothie, eller om han lader vreden syde og koge som utilpasset enspænder, dyrker han sine portrætter i en virkelighed, hvor friheden til at realisere sig selv er en kilde til indre brydninger, tomhed eller ugidelighed.
Kombinationen af ægthed og underholdningsværdi i hans portrætter gør ham til en af de vigtigste skuespillere på den aktuelle indie-scene.
Se de sidste to Adam Driver-attributter på næste side.
4. Han kan alt fra smal indie til ’Star Wars’
Det var nok de færreste, der havde forventet at se indie-scenens utilpassede muskelbundt i tidernes mest fandyrkede Hollywood-franchise, men Adam Driver dukkede såmænd op med korsformet lyssværd i J.J. Abrams’ ’Star Wars’-genoplivning, ’The Force Awakens’.
At hans ’Inside Llewyn Davis’-medspiller Oscar Isaac indtog rollen som pilotvirtuosen Poe Dameron, hvis replikker strakte sig fra »woo« til »hell yeah«, antyder, at man bare ikke siger nej til ’Star Wars’, men Driver formåede at sætte sit klare stempel på Kylo Ren-figuren og gøre den mørke fyrste in spe til en, let’s face it, utilpasset knægt med (for) store kræfter og et krakelerende (teenage)sind.
At skuespilleren så sømløst lod ’Star Wars’ integrere i sit indie-dominerede oeuvre, siger noget om både hans spændvidde og integritet.
5. Han har screen presence, så det basker
I Coen-brødrenes genistreg ’Inside Llewyn Davis’ har Driver omtrent to minutters skærmtid og ikke en egentlig replik. Alligevel står han krystalklart i erindringen.
Som det tynde øl i en trio, der også rummer Oscar Isaac og Justin Timberlake, repræsenterer han musikbranchens kommercielle fjæs: Hans eneste bidrag til Timberlakes fjantede om end catchy ’Mr. Kennedy’ er en serie af aparte brummelyde i baggrunden – »Outer … space!« – der står i skærende kontrast til titelkarakterens sjæleudkrængende folk-sange.
At han huskes som mere end blot en kuriøs Coen-skabning er et vidnesbyrd om Drivers enorme screen presence. Alene i sin fremtoning kræver han vores opmærksomhed: Den anmasende fysik, det flakkende, intense blik, hans malmfulde og alligevel drengede røst.
Han ligner både en særling og et sexsymbol. I ’Frances Ha’ er han en selvsikker scorekarl i læderjakke, primært castet på charme, selvtillid og lækkert hår, mens hans krumme næse, brede mund og næsten forvoksede ramme samtidig giver ham en snert af klodsethed.
Han er dragende i udseende og væremåde, et inciterende mysterium, som vi konstant forsøger at løse. De store instruktører – Coen, Scorsese, Baumbach, Spielberg, Nichols – knuselsker ham, og i Cannes er han øverst på plakaten i Jim Jarmuschs ’Paterson’.
Det er kun et spørgsmål om tid, før han har etableret sig som en af vor tids største skuespillere.