Det er altid vederkvægende, når ens yndlingsserier vender tilbage med sæson 4, 5 og 6: Som at genbesøge en storby, som man kender ud og ind, og hvor selv overraskelserne føles hjemmevante.
Men som ægte seriefil er den allerbedste oplevelse at få benene slået væk under sig af en nye serie, man ellers ikke havde de store forventninger til – og derpå at se en hel serieverden blive overvældet af en uudslukkelig tørst efter at udforske flere hjørner at det nyetablerede univers.
Sidste år hørte ’Mr. Robot’, ’UnReal’ og ’Master of None’ til de tordnende buzztitler, forrige år var det ’Transparent’, ’Fargo’ og ’True Detective’.
Men hvad er egentlig the hottest tickets i serieland for tiden? Fra nu af og hver tredje måned – hvad man i corporatesprog kalder en gang i kvartalet, fint skal det være – samler vi op på, hvilke fem serier der samler sig mest hype og anmelderroser lige nu.
For tidsberigede first movers vil nogle af titlerne måske allerede føles som sooo July (slap af), så for deres skyld kigger vi også frem mod tre titler, der meget vel kan blive de næste til at ride højest på hypebølgen.
1. ’Atlanta’
Hvordan blev den hot?
Donald Glover sprang fra sin rolle i ’Community’ for at lave sin egen serie, og for fans af Glover og hans hiphop-alias Childish Gambino er det måske ikke så overraskende, at resultatet viser sig at være stærkt vellykket. Når man ved, at kanalen bag, FX, tidligere har stået bag en serie som ’Louie’ – der har visse ligheder med ’Atlanta’ – virkede det også allerede på papiret som et godt match.
Men det var nu alligevel ikke skrevet i granit, at Glovers serie om en ung, succesfattig mand i Atlanta, der prøver at fremme hiphopkarrieren for hans hittende fætter Paper Boi, skulle blive en succes. Første afsnit blev vist i USA i sidste uge, og den har landet en score på 90 procent på Metacritic, altså 90 procent positive anmeldelser.
Hvorfor er den hot?
’Atlanta’ bygger videre på tendensen, der tilsiger, at komedieserier ikke kun behøver jagte punchlines. I sin skildring af almindelige, halvfattige sorte amerikanere og med sin underspillede dialog føles den særdeles frisk og nytænkende. Og så er den virkelig morsom.
Vi har skrevet meget mere om, hvorfor ’Atlanta’ er den mest interessante serie lige nu, her.
Hvem er hottest i den?
Lige nu synes størstedelen af opmærksomheden at blive tildelt Bryan Tyree Henry, der spiller rapfætteren Alfred ’Paper Boi’ Miles. Og Henry er da også fremragende henslængt og deadpan som den narkosælgende upcoming-rapper, der gemmer på en blød side bag den barske facade.
Vi slår dog også gerne (endnu) et slag for Keith Stanfield, der er hysterisk morsom som Paper Bois småfilosoferende buddy Darius, der eksempelvis roder sig ud i et længere argument for, hvorfor det ville være fordelagtigt for verden, hvis rotter kunne bruges som telefon.
Stanfield har primært gjort sig bemærket i alvorlige roller i film som ’Short Term 12’, ’Miles Ahead’ og ’Straight Outta Compton’ (som Snoop Dogg), så hans komiske turn i ’Atlanta’ er herligt overraskende.
Hvor kan den ses?
Det kræver en amerikansk ip-adresse, sorry: Men så kan første afsnit også ses gratis på Youtube og serien følges fast på amerikansk iTunes. Den bør dog snart komme til Danmark.
2. ’Skam’
Hvordan blev den hot?
Det gik både meget langsomt og meget hurtigt med at få gejlet Danmark op på den norske gymnasieserie. Første sæson fik premiere i september sidste år og anden sæson i marts. Men over sommeren skete der ting og sager. Først talte Radio 24syvs ’Stream Team’ om den, så udskammede Politiken alt og alle, og siden fulgte ethvert medie med respekt for sig selv trop.
Hvorfor er den drittkul?
En moderne, følelsesmæssigt realistisk udgave af ’Beverly Hills’ med et stænk af Joachim Trier er kombinationen, der får ’Skam’ til at blive det, vi havde glemt, vi havde savnet i dansk tv-sammenhæng: Et friskt, sjovt og ægte generationsportræt af sårbare teenagere.
Det mindeværdige karaktergalleri med originale twists på highschool-arketyperne – fra lækkerfyren med dyster fortid til den überseje muslim med ’magisk nijab’ – hjælper naturligvis også på sagen, og det samme gør det eklektiske soundtrack med alt fra Grieg til Beyoncé og Wu-Tang Clan.
Hvem er hottest i den?
Efter sæson 1 ravede folk især over den benhårde Sana, en muslim med tårnhøj ærlighedsfaktor og knivspids forretningssans. Men sæson 2 tilhørte mere end nogen anden den smukke, cool og sårbare Noora, der nærmest synes at have fået ikonisk status.
Hvor kan den ses?
Gratis på NRK med norske undertekster lige her.
3. ’I Love Dick’
Hvordan blev den hot?
Kort sagt: Jill Soloway laver en ny serie for Amazon! Soloway skabte nærmest Amazons serienavn med ’Transparent’, og det siger derfor sig selv, at hun har fået fuld frihed til at afsøge nye kunstneriske græsgange for streamingtjenesten.
Det siger også sig selv, at kritikerne var særligt opmærksomme på en ny titel fra Soloways hånd, og heldigvis er anmeldelserne nærmest entydigt positive.
Hvorfor er den hot?
Serien bygger på Chris Kraus’ bestseller af samme navn fra 1997 og handler om et par, Chris og hendes mand Sylvere, der flytter til en by i Texas, hvor de begge kommer til at tilbede en forfatter og lærer ved navn Dick – med store konsekvenser for deres forhold.
De amerikanske anmeldere fremhæver Soloways skarpe pen, spidse humor og udsøgte visuelle stil, der gør serien seværdig, selvom det privilegerede, intellektuelle hvide miljø måske er knap så tiltalende på overfladen som ’Transparent’s grænsesøgende afsøgning af køn og identitet.
Hvem er hottest i den?
Så er der skuespillerne! Kevin Bacon skulle have skruet charmen på som Dick, men det er især Kathryn Hahn (der spiller rabineren Raquel i ’Transparent’), som hypen samler sig om. Nogle skriver allerede om Emmy-muligheder, selvom der foreløbigt kun er lavet ét afsnit.
Hvor kan den ses?
’I Love Dick’ er én af serierne i Amazons nyeste samling af piloter, hvoraf kun nogle bliver til serier. Det vil dog undre, hvis Soloways nye serie ikke blive samlet op. Man skal have tilsnusket sig en amerikansk ip-adresse for at se pilotafsnittet på tjenesten.
4. ’Stranger Things’
Hvordan blev den hot?
De fleste havde regnet med, at den svimlende dyre musikserie ’The Get Down’ skulle blive Netflix’ store sommerhit. Men sådan gik det ikke. I stedet løb ’Stranger Things’ med det meste af opmærksomheden, selvom serien kom mere eller mindre ind fra højre: Skabt af et temmelig ubeskrevet brødrepar, Matt og Ross Duffer, og med noget så svært som børn i de fleste af de bærende roller.
’Stranger Things’ affødte gætterier, fanteorier og diskussioner, så man næsten (men også kun næsten) skulle tro, det var ’Game of Thrones’, der var på spil.
Hvorfor er den hot?
For børn af 80’erne var det gennemførte nostalgiske referencetrip på årtiets eventyrfilm som ’Stand by Me’ og ’E.T’. et afgørende trækplaster, men også mange andre blev grebet af serien om en forsvunden dreng, en mystisk pige, en heltemodig sherif og en sørgende mor i den lille ærkeamerikanske by Hawkins.
Med sine horror-, mysterium- og highschool-elementer slog serien på adskillige tangenter, som den smeltede forbløffende gnidningsfrit sammen, så der både var øjenguf for genrefans og for folk, der bare gerne vil se en følelsesmæssigt opslugende historie.
’Stranger Things’ ligner måske nok Spielbergs og George Lucas’ 80’er-fortællinger, men den ligner ikke noget andet på tv lige nu.
Hvem er hottest i den?
Mange har kastet deres kærlighed på stakkels nørdede Barb, der forsøger at holde sin bedste veninde fra skolens trussejagende bad guy. Men den mest mindeværdige figur er og bliver Eleven, den nærmest rumvæsenagtige tween, der på samme tid ved så meget og så lidt om verden.
Millie Bobby Brown stjæler billedet med en præstation, der minder lidt om en ung Natalie Portman. Og skulle man tro, at hun er et one trick pony, så se hende lige rappe Nicki Minaj hos Jimmy Fallon her.
Hvor kan den ses?
Get your Netflix on.
5. ’The Night Of’
Hvordan blev den hot?
Enhver ny ambitiøs produktion fra HBO vil automatisk tiltrække bevågenhed, men som ’Vinyl’ senest beviste, er det ikke sikkert, serien siden kan stå buzz-distancen.
Det synes ’The Night Of’ dog at kunne. Den var et gammelt passionsprojekt for nu afdøde James ’Tony Soprano’ Gandolfini, og med et førsteklassescast ført an af John Turturro og Riz Ahmed var der også god grund til at spidse ører.
Serien blev rullet ud efter klassisk HBO-model med et afsnit per uge, og det har utvivlsomt styrket den opadgående interesse for seriens whodunnit-beslægtede krimiplot.
Hvorfor er den hot?
Serien om en ung (uskyldig?) mand, der bliver anholdt for mordet på en ung kvinde, følger i slipstrømmen for true crime-succeserne ’Serial’ og ’Making a Murderer’. Som disse beskæftiger den sig med retssystemets fejlbarligheder og garnerer temaet med et klassisk krimitilsnit, hvor det tvinger seeren til konstant at gætte med på mordgåden.
Samtidig ligner serien en milliard, og der er i det hele taget virkelig en oldschool HBO-feel over ’The Night Of’, som har fået mange til at stå på fortællingen og følge den helt til dørs gennem de otte afsnit. Måske tænder mange efterhånden også på at få serveret en afsluttet og overskuelig historie, der ikke trækkes i langdrag gennem mange sæsoner?
Læs i øvrigt vores debat om finaleafsnittet her.
Hvem er hottest i den?
Riz Ahmed og John Turturro er begge sublime, men i vores bog er det en uafgjort mellem to veteraner – Jeannie Berlin, der spiller anklageren Helen Weiss med den nasale stemme, og Bill Camp, der spiller den pensionsmodne efterforsker Box. Karakterskuespillere, der fortjener langt mere anerkendelse, end de har fået.
Hvor kan den ses?
HBO Nordic, selvfølgelig.
Hvem er de potentielle hotliste-afløsere?
’Westworld’: HBO’s megasatsning om en western-forlystelsespark, hvor tingene kører skævt. Western/scifi-hybrid med Anthony Hopkins, Jeffrey Wright, Ed Harris, Sidse Babett Knudsen og mange flere. Vi har smugkigget lidt, og uh-uh-uh.
’Divorce’: Sarah Jessica Parkers tv-comeback, 12 år efter ’Sex and the City’ sluttede. Skrevet af den ene halvdel bag den fremragende komedieserie ’Catastrophe’, Sharon Horgan. Kommer også fra HBO.
’Easy’: Vi ved endnu ikke meget om Netflix’ ’Easy’, men navnene foran og bag kameraet tyder lovende: Hovedforfatter er indie-profilen Joe Swanberg (’Drinking Buddies’), og på rollelisten ser vi blandt andre Kiersey Clemons (’Dope’) og Orlando Bloom.