Jacob: Nå, Lise. I mandags sluttede HBO’s temmelig velansete ‘The Night Of’, den mest gråmeleretdeprimerende sommerserie i tv-historien. Meget i tråd med den danske sommer, faktisk. Vi har haft fire dage til at fordøje slutningen, og først nu er vi kommet os over chokket og kan sætte ord på vores oplevelse. Well, det, og så er jeg først i dag kommet tilbage fra barsel. Anyways. Før vi vender finalen, så lad mig lige høre om din opfattelse af serien før ottende og sidste afsnit. Jeg anmeldte de syv første afsnit her (vild nok cocktease af HBO at give alt undtagen sidste afsnit til anmelderne) og har ikke meget at tilføje. Bolden er i dine hænder…
Lise: Velkommen tilbage! Forhåbentlig barselstiden trods alt har været af noget mere opløftende karakter end ‘The Night Of’/dansk sommer-tristesse-vejr. Jeg var decideret overvældende begejstret for ‘The Night Of’s pilotafsnit (en halvanden times tæt komprimeret krimigodbid, der vækkede minder om HBO’s storhedstid inden for genren), men min interesse dalede i de efterfølgende afsnit, der efter min mening både tabte dramaturgisk damp og karakterudvikling på gulvet med en stærk vægtning af Nas’ forrående fængselsophold over mordsagens egentlige opklaring.
Jacob: Man skulle næsten tro, du havde læst min anmeldelse! I hvert fald er vi forbløffende enige. Det startede lækkert, men tabte niveau undervejs. Altså det var jo fedt nok med et gensyn med Omar Little, der af uransagelige årsager nu hedder Freddy, men hele mentor-protegé-forholdet, hvor alle tjenester ender med en klump something something, der skal stikkes op i røven, føles tyndslidt.
Lise: Ja, sjældent har en serie da været så begejstret for at stikke ting op i sine hovedrollers, ahem, nedre regioner. Det var et spøjst tema for sig, men da selv den dådyrøjede Chandra – Nas’ bundnaive advokat/nye lagenpartner in spe – også hoppede med på vognen og gravede stoffer ud af trussen, stod jeg af på ikke bare hendes (ærgerligt undertegnede) karakter, men serien som helhed. Og angående Omar, så var ‘The Night Of’ jo i det hele taget fuld af ‘The Wire’ og ‘The Sopranos’-kendinge, hvoraf ingen desværre rigtigt fik de selvstændige historier udfoldet, manuskriptets mange brødkrumme-spor hintede til.
Jacob: Nej, og det fører os jo frem til slutningen. Du sms’ede mig nærmest i harme over den halvanden time lange omgang punktum punktum komma streg. For til trods for indvendingerne var jeg nu ikke stået helt af vognen. Jeg var oprigtigt interesseret i at få svar, i at få en forløsning for Nas og ikke mindst vores udslætshærgede helt, Den Omvandrende Kløpind, spillet fremragende af John Turturro. Hvorfor blev du så sur?
Lise: Gudsketak og lov leverede sidste afsnit trods alt en tilfredsstillende form for forløsning for netop Turturros hårdtprøvede rendestensadvokat (og hans adopterede kat! Hurra!), og jeg så gerne en spin-off-serie med Turturro alene herefter. Til trods for min skepsis over seriens udvikling frem til ottende episode var jeg også vanvittigt spændt på at se, hvordan hele sagen ville ende, og om alle de mange ledetråde ville blive bundet sammen til enten at inkriminere eller frikende Nas, som dæleme havde opført sig suspekt i flere afsnit op til. Og som, ifølge anklagerens research i hans fortid, åbenbart også havde været lidt af en lovløs bisse som yngre.
Jacob: Ja, jeg må indrømme, at jeg havde et problem med netop den del – med den tvetydighed, der pludselig blev skudt ind i portrættet af Nas. Det irriterede mig, at han pludselig skulle mistænkeliggøres, da hele setuppet jo netop handlede om en uskyldig mands møde med et uretfærdigt og bureaukratisk retssystem. Det blev mudret for mig. Jeg havde foretrukket, at hans fortid blev brugt til at illustrere, hvordan alle – selv de mest uskyldige dådyrøjneuniversitetsstuderende – kan inkrimineres (jo gu’ er det et ord på dansk).
Lise: I hvert fald løb al suspense ud i sandet med en vægelsindet 50/50-jury, en belejlig (næsten) ny hovedmistænkt og en anklager med et akut tilfælde af gnavende samvittighed. Jeg følte mig en smule snydt for et forløsende whodunnit-moment – og det er måske paradoksalt, eftersom serien allerede inden for de første par afsnit viste sig at handle mere om retsprocesserne, der fulgte i kølvandet på Nas’ anholdelse, end om det egentlige opklaringsarbejde af the night of. Men altså, så skulle den måske i stedet have heddet ‘The Nights After’…
Jacob: Det bliver toeren! Men lad os opholde os lidt ved krimiforløsningen. Det viste sig, at Andrea (efter alt at dømme) var blevet slået ihjel af sin kombinerede bankmand og elsker (right?), en type, vi kun havde mødt ganske flygtigt tidligere. Serien overholdt akkurat den gyldne krimiregel om, at morderen skal være introduceret i første kapitel, men det var med hiv og slæb. Det føltes lidt som en deus ex machina. Og det understregede, at historien ville for mange ting.
Lise: Ja, det var vitterligt med tungen liiige på vægtskålen – jeg skulle i hvert fald lige minde mig selv om, hvor og hvornår vi overhovedet havde set gutten forinden.
Jacob: Jeg ved det: I ‘Road Trip’!
Lise: Og ‘Joey’!! Men alvorlig talt, det irriterede mig grænseløst, at en så løst skitseret biperson kan springe ind fra højre i 11. time og ændre både hele slagets gang og hardcore-advokater og -politifolks overbevisning om Nas’ (u)skyld. Hvorfor har vi brugt tid på så dybt mistænkelige personager som Duane Lead (som yndede at stikke folk ned med deres egne køkkenredskaber), bedemanden (som måske/måske ikke rent faktisk tæskede kvinder), skvattet Williams (også fra ‘The Wire’, i øvrigt) og så stedfaren – den mest luskede af hele banden, som tjente kassen på Andreas død (nå ja – og som selvfølgelig også slog lidt på kvinder i fritiden, igen et gennemgående tema blandt series birollekarakterer).
Det er lige før, at jeg hellere havde set Nas afsløret som voldspsykopat til sidst, skønt det naturligvis havde undermineret seriens præmis …
Jacob: De skulle vel bare være red herrings, klassiske afledningsmanøvrer. Det blev bare for søgt, der gik Agatha Christie i det ellers realistisk betonede karakter- og retssals- og fængselsdrama. Var Nas morderen, havde jeg altså tatoveret FAIL på mine knoer, og det er lige før, jeg hellere havde set Paul Sparks’ stedfar som den skyldige: Totalt oplagt og derfor netop… oplagt. Jeg kunne ikke lide, at serien skulle lege kispus med os på den måde.
Apropos de andre mistænkte. Virkede Chandras afhøringer ikke mega aprupte? Nu begrænser mine erfaringer med retssalsprocedurer sig til diverse film og tv-serier, men det virkede sært, at hun stillede dem fire spørgsmål uden rigtigt at undersøge, om de kunne være skyldige. Men måske var formålet bare at bringe juyren i tvivl, reasonable doubt og den slags ting.
Lise: Chandra fiskede efter alle lavthængende frugter, hun kunne bruge for at lede skyldsspørgsmålet uden om Nas, så jo, hendes afhøringer virkede ikke synderligt gennemtænkte i forhold til rent faktisk at trække brugbar information ud af personerne i vidneskranken. Mere end noget udstillede Chandra sig selv som den håbløst naive og uprøvede advokat, hun nu engang var. Hun svælgede mere i dramatisk løftede øjenbryn og skeptisk stemmeføring end reelt gravearbejde i nogens bevæggrunde for at have myrdet Andrea.
Og problemet var jo også, at de indkaldte som sådan alle virkede tilpas shady til, at det kunne være hvem som helst af dem – ergo ville det aldrig have føltes synderligt afslørende at finde frem til morderen, uanset hvem serien så havde peget på i persongalleriet. Apropos realistisk betonet karakterdrama: Bortset fra i første afsnit synes jeg ikke Nas’ centrale rolle var tilstrækkeligt fængende til, at vi skulle kere os om, hvordan fængselsoplevelsen hærdede ham som menneske. Enig?
Jacob: Jeg er splittet! Jeg elsker at se på Riz Ahmed, både i ‘Nightcrawler’ og her. Han er bare interessant at kigge på. Og jeg var helt med ham fra start, jeg havde virkelig stor sympati. Mit problem er, at jeg grundlæggende ikke tror på hans forråelse. Og jeg tror, det hænger sammen med, at mens serien var hamrende god til at placere os et meget specifikt og veldesignet sted – der er altså production design og grading til den helt store HBO-guldmedalje – var den knap så god til at placere os tidsmæssigt. Jeg sad med en følelse af, at Naz gik fra Sheldon i ‘Big Bang Theory’ til Roland Møller i ‘R’ på et freaking halvt døgn. Troede du på, at lille søde Nas blev til ‘jeg går med to fjernsyn under armen og inhalerer rygeheroin til morgenmad’-rockertypen?
Lise: Hah! Ikke for ét sekund. Og i et par afsnit forvirrede det mig i en sådan grad, at jeg begyndte at overveje, om serien mon legede med vores sympatier for på et senere tidspunkt at kunne afsløre den ‘søde’ pakistanske dreng med de gode matematikkarakterer som et farligt indebrændt udskud. De stærke 9/11-associationer og det gennemgående racetema gjorde dog naturligvis et sådant plottwist umuligt på forhånd – hvorfor Nas’ fængselsforvandling bare mystificerede mere, end den overbeviste.
Jeg spekulerede i øvrigt momentant på, om Freddy med sine mange kriminelle forbindelser mon vidste noget om Andreas mord(er), siden han bejlede så interesseret til Nas. Uanset hvad tror jeg ikke Nas slap ud af Freddys favn, uagtet at han vandt sin frihed.
Jacob: Sad face. Det gjorde ondt at se ham sidde der på Woody Allen-kajen og forsvinde væk i crack-bongen. Men for helvede, Lise. Hvor er vi negative. Forkælede spilfordærvere. Hvilket er lidt skævt, for helt grundlæggende går jeg stadig og anbefaler serien til folk. Undskyld! Var der slet ikke noget, du kunne lide i sidste afsnit? For mig var John Stones afslutningstale dybt rørende. Der var noget ‘Elefantmanden’ over det, og her gav jeg pokker i realismen, for måden, den lige så meget handlede om ham selv som om Nas, var sgu smuk. Så dér.
Lise: Forkælede? Måske nok – men serien satte selv barren (no pun intended) højt med sit geniale første afsnit, hvorefter den som en skamskudt ballerina piroutterede panden mod spejlet i et forsøg på at levere en sydende realistisk kritik af det amerikanske retssystem såvel som en tragisk personhistorie om skæbnerne, der bliver kværnet i selvsamme. Som sådan er den jo ikke helt ulig ‘Making a Murderer’ og ‘Serial’, men for mit eget vedkommende forventer jeg paradoksalt nok mere dramatisk panash af en fiktionsserie til at acceptere en slutning, der for så vidt muligt forsøger at imitere virkeligheden. Jeg har fået rigeligt uforløst injustice fra førnævnte titler, tak, til at jeg har brug for at få pointen hamret hjem af en fiktionsserie, der jo aldrig vil have samme følelsesmæssige punch som de virkelige retssals-miserer.
Jacob: Du skulle være positiv nu, Lise. Nu ikke så sur, som Anders Samuelsen ville sige.
Lise: Ja ja, men det kommer jo bare så naturligt til mig, det ved du jo. Og jeg bliver altså først for alvor sur, hvis du taler til mig som Anders Samuelsen. Men nok om det! Jeg elskede også Turturros dugnakkede, ensomme John Stone, som igennem Nas’ frikendelse oplevede en form for sjælelig genfødsel, der fik ham til at genvinde en smule af sin falmede tro på både sin advokat-metier og sit reelle værd i tilværelsen. Smukt manifesteret ved at Stone slutteligt tog Andreas gadekryds-kat til sig som et pelset symbol på, at alle samfundets udstødte fortjener en chance til, hans eget eksemplagede singleselv og Nas inklusive.
Jacob: Som det gamle ordsprog tilsiger: Katten vinder altid. Men hørt, John Stone var en rigtigt veldefineret arbejderklasseadvokat, der fik samme simple redemption som Kyle Chandler i ‘The Wolf of Wall Street’, siddende ydmygt i metroen med sit intakte moralske kompas som eneste privilegie. Jeg holdt af ham, ligesom jeg var fængslet (pun intended) af såvel gamle garvede Box, der sgu altså bare ikke kunne holde golfhelvedesotiummet ud, og af anklager Weiss, bare fordi jeg elsker Jeannie Berlin i alle de fire ting, jeg har set hende i. Skal vi lukke den her, mens glasset med kinesisk mirakelmedicin er halvt fyldt? Eller har du mere at sige til dit forsvar?
Lise: Pas på med at indkalde mig til vidneskranken, for giver du mig først taletid, kommer jeg aldrig ned derfra igen. Så jo, vi må hellere afrunde vores samlede closing statement her og gemme indicier, strikkepinde og vaseline væk til en anden god gang. Sine mangler til trods var ‘The Night Of’ i stil og tone en velkommen tilbagevenden til klassisk HBO-krimiform, og den slags ser jeg gerne mere af i fremtiden. Men husk lige til næste gang, kære HBO, at ingen serie er bedre end sit sidste afsnit.
Jacob: Det bliver ‘Lost’ ked af at høre. Nå. Until we meet again!
Læs også: Interview med folkene bag ‘The Night Of’ – »USA’s retssystem er et larmende cirkus«