Det regner i London. Tung, silende regn fra en tordengrå himmel, der får asfalten til at glimte i taxalygternes skær, og forvandler millionbyens myretue af indbyggere til en duknakket masse under sorte paraplyer.
Der er pludselig dømt klassisk dyster film noir-stemning midt i en sommertid, men uvejret udgør ikke desto mindre et perfekt baggrundstæppe for dagens interviews med holdet bag HBO’s nye, ditto dystre krimiserie, ’The Night Of’ (læs vores anmeldelse her).
’The Night Of’ er baseret på første sæson af den engelske BBC-serie ’Criminal Justice’ fra 2008 og flytter historien om en ung (oprindeligt hvid) fyr, der anklages for et mord, han ikke kan huske at have begået, fra London til Det Store Æble.
Hovedpersonen Naz (det engelske stjerneskud Riz Ahmed) er her newyorker af pakistansk herkomst, og tvivlsspørgsmålet om hans skyld farves ikke overraskende af post-9/11-refleksfordomme, der sammen med et veritabelt bjerg af inkriminerende beviser truer med at afgøre Naz’ skæbne, før juryen overhovedet har fundet vej til retten.
Bag barren og på særdeles dybt vand står small-time advokaten John Stone (Coen-veteranen Joen Turturro), der forsøger at få Naz af det amerikanske retssystems Kafka’ske krog uden helt at begribe, hvilket medieombrust hvepsebo han samtidig stikker sine symbolsk psoriasis-plagede tæer i.
Beslutningen om at ændre den anklagedes hudfarve og baggrund kom naturligt for instruktør og Oscar-vindende manusforfatter Steve Zaillian (’Schindler’s List’, ’Gangs of New York’, ’American Gangster’):
»Vi vidste fra start af, at vi ikke var interesserede i at caste en kopi af Ben Whishaw, som spillede hovedrollen i ’Criminal Justice’. Jeg syntes, det ville være spændende at udforske, hvordan begivenhederne realistisk ville udfolde sig med en amerikansk-pakistansk hovedrolle, både i medierne og i retsforløbet, og hvilken betydning anklagerne imod Naz ville have for det pakistanske miljø, han kommer fra i Queens«, fortæller Steve Zaillian, som i skildringen af Naz’ ophav fik gode råd af sin skuespiller Riz Ahmed, der selv er vokset op med pakistanske forældre i et lignede kvarter i Nordlondon.
Rettens larmende cirkus
’The Night Of’s tematikker taget i betragtning er det nemt at se serien som endnu en kommentar til det nuværende politiske klima i USA, hvor The Trump fyrer op under fremmedfjendskheden med sin segregerende ’dem og os’-retorik, alt imens virkelige juridiske horror-shows som Netflix-dokumentaren ’Making a Murderer’, og hit-podcasten ’Serial’ streames til indignerede masser og atter retter tiltrængt opmærksomhed mod landets notorisk hullede retssystem.
Naz parkeres ydermere i New Yorks brutale Rikers Island-fængsel, mens han afventer sin sag, og netop Rikers blev så sent som sidste år (igen) genstand for stor mediebevågenhed, da en tidligere indsat begik selvmord. 22-årige Kalief Browder fra Bronx havde siddet fængslet i tre år uden retssag, hovedsageligt i isolation, anklaget for at have stjålet en rygsæk. Han var uskyldig og knækkede psykisk efter sin frifindelse.
Sammenfaldene med seriens fortælling er imidlertid tilfældige, insisterer Zaillian:
»Vi har ikke haft den aktuelle situation, hverken den politiske udvikling eller Browders tragiske død, i baghovedet, for ’The Night Of’ har været under udvikling siden 2009«, forklarer Zaillian, som har skrevet seriens otte afsnit sammen med ’The Wire’-forfatter Richard Price.
»Jeg har altid været interesseret i krimihistorier og er jo fra en generation, der fulgte O.J. Simpson-sagen i 90’erne med tilbageholdt åndedræt. Under researchen til ’The Night Of’ kunne jeg konstatere, at virkeligheden langt overgår fiktion, når det kommer til retssystemet. Man kan næsten ikke forestille sig, hvilket cirkus det er, særligt ved retsmøderne, hvor anklagede bliver gennet ind og ud foran dommeren som på samlebånd. Det er ét larmende kaos, og midt i det hele forventes den anklagede at se fattet, velsoigneret og ikke-skyldig ud«, fortæller Zaillian.
Han, Price og John Turturro konsulterede blandt andet tidligere fanger og ansatte fra Rikers, samt den kendte forsvarsadvokat Richard M. ’Richie’ Roberts, som har arbejdet på en række højt profilerede mordsager i USA (Russell Crowes karakter i den Zaillian-pennede ’American Gangster’ er baseret på Roberts, hvorfor instruktøren kendte advokaten i forvejen).
»Steve og Richard er et fantastisk team, og går begge meget op i minutia, detaljerne, der drager en ind i universet. ’The Night Of’ minder mig om Dostojevskijs ’Forbrydelse og straf’, og jeg gik ind i projektet velvidende, at det også ville komme til at forme mig personligt«, fortæller Turturro.
Skuespilleren kontaktede endda selv førnævnte Kalief Browder for at spørge, om denne ville være interesseret i at fortælle om sine oplevelser i systemet og Rikers:
»Browder sagde ja, og det var planen, at han og jeg skulle mødes, da jeg hørte om hans død. Det var forfærdelig trist og gjorde meget dybt indtryk«, siger Turturro alvorstungt.
James Gandolfinis hjertebarn
’Barton Fink’-stjernen havde indledningsvis sine tvivl ved at træde i karakteren John Stones særprægede sandaler (psoriasis-tæerne skal have luft, forstås). Ikke på grund af materialet, men fordi hans tidligere tætte ven og kollega James Gandolfini oprindeligt var castet i rollen.
’The Night Of’ var sålunde lidt af et hjertebarn for Gandolfini og skulle have markeret den karismatiske skuespillers store genforening med HBO, der i sin tid katapulterede ham mod verdensberømmelse i ’The Sopranos’. Gandolfini agerede executive producer på ’The Night Of’ og nåede at indspille seriens pilotafsnit, inden han døde alt for tidligt i 2013, og al produktion blev indstillet.
Efter en tænkepause genoptog Zaillian og producenterne arbejdet, og selveste Robert De Niro var kortvarigt tilknyttet Gandolfinis rolle (men havde angiveligt ikke tid nok), inden Turturro blev kontaktet.
»Det føltes underligt. Jeg havde kendt James i over 20 år. Vi mødtes igennem min kusine Aida Turturro – hun spillede senere James’ søster i ’The Sopranos’ og har også en lille rolle i ’The Night Of’. Jeg instruerede selv James i min film ’Romance & Cigarettes’, og han var med til min mors begravelse. Det knuste mit hjerte, da han døde«, siger Turturro ærligt og kigger kortvarigt op i loftet.
»Jeg så James’ pilot, og han var selvfølgelig fuldstændig fantastisk, som han tossede rundt med et kæmpe skæg og det der utrolige nærvær, han altid udstrålede. Jeg tænkte længe over tingene og snakkede med James’ kone, som syntes, at jeg skulle sige ja. Til sidst besluttede jeg mig for at spille rollen – med mit og James’ venskab i lommen som en lykkebringende kaninfod«, forklarer skuespilleren.
»Jo ældre man bliver, jo mere går det op for en, at man ikke ved noget som helst. Jeg så en masse i ’The Night Of’, jeg kunne lære noget af, og som rørte mig. Og den oplevelse håber jeg også, seerne vil få«, slutter Turturro.
Første afsnit af ’The Night Of’ får premiere på HBO den 11. juli. Læs vores anmeldelse af serien her.