Den 15. juli 1974 skød tv-værten og nyhedsoplæseren Christine Chubbuck sig selv på amerikansk live-tv. Hendes sidste ord, inden det fatale skud, lød: »For at forblive tro mod Channel 40’s politik om at give jer det nyeste inden for bloods and guts, og i levende farver, vil I nu se et førstegangsforsøgt selvmord«.
De ord opsummerede tilsyneladende bevæggrunden bag det tragiske punktum, Christine satte for sit liv, og hendes historie er nu blevet filmatiseret i hele to meget forskellige film, der begge fik premiere på Sundance-festivalen i år. Den ene var hybriddokumentaren ‘Kate Plays Christine’ om skuespillerinden Kate Lyn Sheils forberedelser til at spille Christine, og den anden var Antonio Campos’ biografiske drama ‘Christine’, der nu har fået sin første trailer.
Christine spilles af Rebecca Hall (Vicky fra ‘Vicky Cristina Barcelona’), der med sin præstation som den depressionsramte og nærmest uigennemtrængelige arbejdskvinde har fået de internationale anmeldere til at tale om Oscar-potentiale. Hun er tydeligvis også den stærkeste force i denne første trailer, hvor Christine må bukke under for kanalchefens sensationshunger og overfladiske tilnærmelser fra medværten Michael C. Hall (‘Dexter’).
‘Christine’ får premiere i USA næste måned, men har endnu ingen dansk premieredato. Efter denne første trailer håber vi dog, at piben får en anden lyd.