‘Mr. Robot’-stjerne skal spille Freddie Mercury i længe ventet Queen-spillefilm

I ‘Mr. Robot’ spiller Rami Malek det indadvendte og mentalt forstyrrede techgeni Elliot, men nu venter en helt anden type rolle den prisvindende stjerne.

Malek er nemlig blevet castet i rollen som den flamboyante Queen-frontmand Freddie Mercury i en kommende biopic om bandet, der har været på tegnebrættet i flere år. Filmen tager navn efter en af Queens mest ikoniske sange, ‘Bohemian Rhapsody’.

Oprindeligt var Sacha Baron Cohen tilknyttet projektet, men han trak sig grundet kreative uenigheder med de nulevende medlemmer af Queen, og senest har Ben Whishaw været rygtet som en mulig Mercury. Nu er valget altså faldet på Malek, og det er i samme ombæring blevet offentliggjort, at filmen vil blive instrueret af Bryan Singer, der især er kendt for ‘The Usual Suspects’ og ‘X-men’-filmene.

Alt i alt et interessant og visionært team, der burde kunne bringe filmen et spændende sted hen, skønt Queen-medlemmerne tilsyneladende har en del at skulle have sagt.

Læs også: Se Jack Nicholsons datter i dark web-dramaet ‘Anonymous’ – første trailer er ude

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af