Mange anerkender stadig farveladefilmen ‘Det femte element’ fra 1997 med Bruce Wilis og Milla Jovovich for at være en af de ypperligste sci-fi-perler i nyere tid.
Nu prøver instruktør Luc Besson igen kræfter med genren i form af ‘Valerian and the City of Thousand Planets’, der er baseret på den franske tegneserie ‘Valérian and Laureline’, som inspirerede et hav af efterfølgende sci-fi-værker, heriblandt ‘Star Wars’ og netop ‘Det femte element, og som har været Bessons yndlingsværk, siden han var 10 år gammel.
Dane DeHaan (‘Chronicle’, ‘The Place Beyond the Pines’) skal spille Valerian og supermodellen Cara Delevingne (‘Paper Towns’, ‘Suicide Squad’) Laureline. En duo, der efter tidsrejsernes udbredelse i det 28. århundrede arbejder som regeringsagenter, der har til opgave at bevare fred og orden på tværs af universet.
Duoen tager på en mission til metropolet Alpha, hvor tusindvis af forskellige arter bor sammen for at forene deres evner, teknologi og ressourcer, men ikke alle indbyggerne bryder sig om samarbejdet.
Filmen har et gigantisk budget på over 1,1 milliard kroner, og det mærkes i traileren, der fik stående bifald, da den blev lanceret på årets nørdeforsamling Comic-Con.
Også Ethan Hawke, Clive Owen, Rihanna, Rutger Hauer og John Goodman er på rollelisten. Premieren er sat til juli næste år.
Læs også: Rihanna får bærende rolle over for Clive Owen og supermodel i ‘Léon’-instruktørs kommende storfilm