Selvom anmeldelserne bliver værre for hver film, trækker ‘Transformers’-universet stadig tonsvis af mennesker i biograferne. Derfor er det heller ingen overraskelse, at Michael Bay nu vender tilbage med endnu en solid omgang robotsmadder med ‘Transformers: The Last Knight’.
I hovedrollen spiller Mark Wahlberg igen robotmekanikeren Cade Yeager, der atter skal redde menneskeheden fra en robotkrig. Der forlyder ganske få detaljer om filmens plot, men ud fra traileren at dømme bevæger vi os mellem alt fra middelalderen og Nazityskland til nutiden. Det rygtes dog, at den legendariske historie om Kong Arthur vil spille en afgørende rolle.
Den største overraskelse er dog, at selveste Anthony Hopkins agerer fortæller i traileren. Derudover lægger John Goodman fortsat stemme til transformeren Hound, mens John Turturro (‘The Night Of’), Stanley Tucci (‘The Hunger Games’) og Ken Watanabe (‘Inception’) er blandt de øvrige stjerner, som vender tilbage til deres efterhånden vante roller.
Læs også: Anmeldelse af ‘Transformers: Age of Extinction’