Første ombæring af HBO’s ‘True Detective’ anses af mange for at være en af de bedste enkeltstående sæsoner i nyere tid. Desværre formåede anden sæson ikke at leve op til forgængerens ufatteligt høje niveau, og den blev af både anmeldere og de fleste fans anset som en stor skuffelse.
HBO’s daværende programchef, Michael Lombardo, var dog hurtigt ude og tage faldet for seriens skaber Nic Pizzolatto. Ifølge Lombardo havde han bedt Pizzolatto om at levere anden sæson inden for en alt for kort og presset tidsperiode.
HBO har ikke meldt klart ud, om de planlægger en tredje sæson. Men Matthew McConaughey, der grundlagde sit store comeback med rollen som Rust Cohle, er i hvert fald ikke afskrækket. Da han forleden var på ‘The Rich Eisen Show’, blev McConaughey spurgt ind til, hvad han vidste om tredje sæson, og om han ville genoptage rollen, hvis han fik muligheden. Svaret falder 20.52 minutter inde i ovenstående klip.
»Bolden er slet ikke kommet videre. Jeg har snakket med skaberen Nic Pizzolatto, der har taget en lille pause fra det. Men igen, hvis det var skrevet godt, og det dukkede op igen, så ville jeg ikke tøve et sekund«.
Læs også: HBO-chef om ’True Detective’: Vi har ingen ideer til tredje sæson