Så er det officielt: ‘Norskov’ vender tilbage

Det har været undervejs længe, men endelig er alle brikker faldet på plads: TV 2’s ‘Norskov’ vender tilbage med en sæson 2.

Dunja Gry Jensens serie blev ellers aflyst efter første sæson, hvilket mødte protester fra mange kanter, inklusive fra denne signatur. Siden har produktionsselskabet bag arbejdet på at finde en model, så serien om narkohandel, byudvikling og ishockey i den fiktive nordjyske havneby kunne få sin velfortjente afslutning.

Det krævede, at den kommende sæson kun bliver på seks afsnit, og at der blev tilført penge fra fonde og den såkaldte public service-pulje, så TV 2’s indskud i serien blev holdt på et minimum.

Og det er nu lykkedes.

»Skuespillerne er på plads. Location i Frederikshavn er på plads. Vi arbejder stadig med manuskriptet, men det kommer også på plads«, udtaler SF Studios’ direktør Lars Bjørn til tv2.dk.

Planen er, at ‘Norskov’ sæson 2 skal sendes på TV 2 til efteråret, hvilket er gode nyheder ikke mindst for den dedikerede fanskare i Facebook-gruppen Bevar Norskov, der har holdt hypen om serien entusiastisk i live.

Læs også: Hvorfor ‘Norskov’ er den vigtigste danske serie i mange år

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af