De ansvarlige for Oscar-skandalen er nu blevet fyret

De ansvarlige for Oscar-skandalen er nu blevet fyret
Warren Beatty og 'La La Land'-producer Jordan Horowitz annoncerer den rigtige vindere. PWC-repræsentanterne ses i baggrunden – Martha Ruiz med rød kjole og Brian Callanan lige til venstre for hende med rød kuvert. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Hvert år præsenteres det som et højtideligt øjeblik, når repræsentanterne fra revisionsfirmaet PriceWaterhouseCoopers spankulerer op ad den røde løber med de to kufferter, hvor kuverterne med årets Oscar-vindere ligger.

Faktisk har PWC forestået stemmeoptællingen for Oscar-showet i 83 år, men efter søndagens gigantiske brøler – den måske største skandale i Oscar-historien – hænger opgaven i en tynd tråd. Årets to repræsentanter, partnere i PWC Brian Cullinan og Martha Ruiz, er i første omgang blevet fyret fra al fremtidige involvering i Oscar-showet af akademiets præsident Cheryl Boone Isaacs, meddeler hun til The Associated Press.

Hun siger samtidig, at hele samarbejdet med PWC er oppe til, well, revision.

»Vi gennemgår selvfølgelig disse protokoller. Det er aldrig sket før, og det skal aldrig ske igen. Og vi sætter nye guidelines, nye protokoller og genovervejer virkelig ethvert skridt for at sikre, at det her aldrig, aldrig sker igen«, siger hun.

Det var Brian Cullinan, der gav Warren Beatty den forkerte kuvert, men PWC har meddelt, at begge partnere svigtede, idet de ikke fulgte protokollen og fik udbedret fejlen i tide.

Faktisk tøvede Cullinan og Ruiz i kulissen med at gå på scenen, da de først havde opdaget fejlen, og de måtte nærmest skubbes afsted ifølge et The Wrap-interview med den erfarne stage manager Gary Natoli. Natoli påpeger, at aftalen er, at de begge kan alle vinderne i hovedet, netop så de kan handle hurtigt, hvis der går noget galt. Alligevel reagerede de ikke, da ‘La La Land’ blev annonceret, og filmens tre (!) producere nåede at holde takketale. De stod bare helt passivt og så til.

Det er desuden kommet frem, at Cullinan tweetede et billede af Emma Stone fra backstageområdet, kort før bedste film-kategorien skulle uddeles. Og Variety har via eksklusive billeder dokumenteret, hvordan Cullinan var distraheret af Emma Stone og sin telefon.

Også Boone Isaacs mener, at Cullinan ikke var koncentreret nok om den opgave, han var sat til at løse.

»De har ét job. Ét job! Der var helt åbenlyst en distraktion«, under streger hun over for The Associated Press. Samtidig roser hun vært Jimmy Kimmel, showets producere, Warren Beatty og ‘La La Land’-producer Jordan Horowitz, der gav prisen videre til ‘Moonlight’, for deres håndtering af situationen. Og hun ærgrer sig over, at miseren har overskygget for et ellers fantastisk show.

Læs også: Oscar-showet modbeviste alle dine fordomme – og bekræftede én

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af