Tom McCarthys journalistdrama ’Spotlight’ tog overraskende prisen for bedste film med hjem fra sidste års Oscar-show. Han har været stille på filmfronten siden, men nu er han aktuel som instruktør på to afsnit og producer af Netflix’ nye dramaserie ’13 Reasons Why’, som endelig har fået en fuld trailer.
’13 Reasons Why’ er baseret på Jay Ashers succesfulde roman af samme navn og kredser om den unge Clay Jensen (Dylan Minnette fra ’Let Me In’), der forsøger at opklare, hvorfor hans kæmpecrush fra skolen, Hannah (Katherine Langford), har begået selvmord.
Efter han en dag kommer hjem og finder en kasse fyldt med kassettebånd, bliver hans og hans klassekameraters liv totalt vendt på hovedet. På båndene giver Hannah 13 årsager til, hvorfor hun har taget livet af sig selv. Clay følger nu tiden før og efter hendes død, og kun ved at blive ved med at lytte kan han finde ud af, om han er en af årsagerne til hendes farvel. Det kulminerer i et intenst teenagedrama, hvor følelserne går højt, og alle er mistænkte.
’13 Reasons Why’ har premiere på Netflix 31. marts
Læs også: Første teaser til David Finchers Netflix-seriemorderserie ‘Mindhunter’ er landet – med dansk islæt